Vibeke var på vej ud ad døren for at tage på arbejde, da det pludselig gik op for hende, at hun havde glemt sin mobil i lejligheden. Hun vendte om, gik ind i opgangen og trådte ind i elevatoren men uheldigvis satte elevatoren sig fast på ottende sal! Vibeke stod der og ventede utålmodigt på hjælp, da hun pludselig genkendte sin mands stemme ude på gangen. Det var Henrik. Han stod og talte med en fremmed kvinde.
Min elskede, sagde Henrik blidt, jeg kan slet ikke vente til, vi ses igen.
Vi ses jo allerede i aften, svarede kvinden og smilede. Kig ind efter klokken ti.
Er din mand ikke hjemme?
Han har nattevagt hele ugen, svarede kvinden stille. Han går hjemmefra halv ti og er væk til næste morgen. Vi skal skynde os lidt han er snart ude ad døren.
Hvorfor går elevatoren ikke? beklagede Henrik sig med en frustreret stemme.
De stod i et par minutter og snakkede foran elevatordøren. Til sidst forstod de, at elevatoren var gået i stå, og besluttede sig for at tage trappen ned. I løbet af samtalen takkede Henrik kvinden, som hed Lise, for de mange glæder og de dejlige stunder, de havde delt.
I starten kunne Vibeke næsten ikke tro sine egne ører. Det kunne jo i princippet være alle med naboer, der talte ude på gangen. Men da Lise sagde Henriks navn, og tilmed nævnte Vibekes, gik det op for hende, at Henrik havde et forhold til naboen fra lejlighed 40 på ottende sal.
Vibeke var ude af sig selv.
Nå, så det er sådan, tænkte hun surt. Lise bor altså på ottende, og nu ved jeg, hvor Henrik går hen, når han “skal ud og trække lidt frisk luft”. Nu skal han få sig en gåtur, han aldrig glemmer
Kort efter kom viceværten forbi og fik elevatoren åbnet. Men inde i Vibekes hoved var planen allerede i fuld gang.
Omkring klokken ti om aftenen annoncerede Henrik, at han ville “gå en tur og få lidt luft”.
Vibeke, jeg går ud en time.
Men det regner jo, protesterede Vibeke.
Det gør ikke noget, jeg tager paraplyen med. Jeg har godt af at røre mig, det er sundt for hjertet. Ikke bare stå på altanen.
Hvis du mener det, så god tur. Men pas nu på.
Skulle nu ikke ske noget, lo Henrik. Jeg er tilbage om halvanden time.
Men han kom hjem allerede efter en halv time. Lises mand var nemlig blevet ringet op af en anonym person, som havde fortalt, at konen snød ham med naboen!
Da Henrik bankede på døren, åbnede Vibeke kun lidt for sikkerhedskæden.
Hvor er din paraply og sko henne? Og har du ikke glemt frakken? spurgte Vibeke med kølig stemme.
Der var nogen, der stoppede mig på gaden! forestillede Henrik sig. Du kan tro, alt blev taget selv skoene. Luk mig nu ind, jeg fryser.
Dine ting ligger klar ved skraldeskakten, svarede Vibeke roligt. Hils Lise fra ottende.
Lise? hvem?
Din elskede nabo.
Vibeke lukkede døren og satte sig ind for at se fjernsyn.
Godt vores børn er voksne og flyttet hjemmefra, tænkte hun trist. Så slap de da for at opleve den skam.
Henrik løb hen til skraldeskakten, fandt sin lille kuffert og kom i sit tøj. Han besluttede at tage en taxa hjem til sin mor.
Men han havde glemt sin mobil i Lises lejlighed, så han måtte tilbage og prøve at låne Vibekes og strandede i stedet i elevatoren igen.
Strømmen var nemlig gået i hele opgangen. Ironisk nok sad Henrik nu ligesom Vibeke tidligere fast i elevatoren på ottende sal.
Da strømmen endelig kom igen, og han slap ud, var Vibeke taget på arbejde. Han havde ikke længere sine egne nøgler til lejligheden.
På vej ned ad trappen mødte han Lise, som ventede på elevatoren med en kuffert.
Har du min telefon, Lise? spurgte Henrik træt.
Ja… og din taske, sagde hun lavmælt.
De tog elevatoren sammen, men hver deres vej i livet.
Nogle gange fører virkeligheden os ind i situationer, hvor sandheden ikke længere kan skjules. Vibeke indså, at uærlighed kun skaber afstand, og at man er nødt til at værne om sin værdighed især når stormen rammer. Hun vidste, at hun var stærk nok til at komme videre, for sandheden sætter os fri, og man må leve sit liv med åbenhed og værdighed.
