Valmue gik gennem regnbløde gader i København på vej til sit arbejde, da hun pludselig opdagede, at hun havde glemt sin mobil derhjemme. Hun vendte om, stirrede op på det grå lejlighedskompleks, og trådte ind i elevatoren, som svævede mærkeligt op til ottende sal og dér gik helt i stå som om tiden selv standsede med elevatoren.
Hun sad dér, alene i det svage lys, mens stål væggene syntes at bøje sig indad, og begyndte at høre stemmer ude i opgangen. Stemmerne svømmede mod hende underligt utydelige indtil pludselig hendes mands, Gregers, stemme brød igennem tågen.
“Min kære Violetta,” hviskede han blidt til en kvinde, “jeg elsker dig, venter kun på at vi snart kan være sammen igen.”
Violetta lo, hendes stemme rungede mellem betonen: “I aften, Gregers, ser vi hinanden Kom over efter ti.”
“Så din mand er igen på nattevagt?” spurgte han.
“Ja, hele denne uge,” svarede hun lavmælt. “Han går halv ti, kommer hjem på samme tid. Faktisk han er snart afsted, vi må skynde os.”
Gregers sukkede, hans skygge kastet drømmelignende på opgangens væg: “Hvorfor kører denne skøre elevator aldrig?”
De gik frem og tilbage foran døren til elevatoren ord hang i luften, snoede sig gennem sprækkerne. Først da lyset flimrede, forstod de, at elevatoren var brudt sammen, og i slowmotion forlod de stedet til fods.
Imens huskede Gregers, hvor meget lykke Violetta bragte ham. Violetta nævnte Gregers ved navn, nævnte endda Valmue hendes navn dryppede gennem døren som regn på vinduesruden. Nu forstod Valmue pludseligt, at hendes mand havde en affære med nabokvinden fra den berømte enogfyrretyvende lejlighed.
Hun stirrede vantro ud i et landskab, hvor opgangen snurrede rundt om hende.
“Så det er sådan,” tænkte hun. “Hun bor her på ottende sal. Du har rigeligt adgang, Gregers, til friske ‘lufteture’ før sengetid. Nu forstår jeg, hvad du indånder derude. Jeg skal nok give dig en ‘spadseretur’, du aldrig glemmer.”
Et øjeblik gled forbi som skyggen af et skib i tåge, indtil reparatørerne kom og klikkede elevatoren op. En plan spirede i Valmues hoved som et mærkeligt træ, der voksede gennem lejlighedens tapet.
Senere, tæt ved ti om aftenen, mærkede gaden i Nørrebro regndråber danse. Gregers stod pludselig i døråbningen for at tage af sted til sin ‘lille luftetur.’
“Valmue,” hviskede han søvnigt. “Jeg smutter ud en times tid.”
“Men regnen høvler ned udenfor!” udbrød Valmue forsigtigt.
“Det gør ingenting, jeg tager paraply med. Jeg har brug for at gå det er godt for hjertet, ikke?” betryggede han hende.
“Men måske burde du blive,” mumlede Valmue, “det er bare ikke din dag”
“Jeg tror ikke på dine varsler, Valmue. Jeg er snart tilbage!” sagde han og forsvandt ind i natten.
Allerede en halv time efter hamrede han på døren, barfodet og kold. Valmue lod kun døren stå på klem med kæden på.
“Hvor er paraplyen? Dine sko? Dit tøj?” spurgte hun.
“Der kom nogle fyre ud af mørket tog alt!” peb Gregers, “Lad mig nu komme ind, jeg fryser!”
“Jeg har pakket dine ting,” sagde Valmue fnisende, “de står ved skraldeskakten. Hils Violetta.”
“Hvilken Violetta?”
“Hende på ottende. Vi ses, Gregers.”
Hun lukkede døren og tændte for fjernsynet, hvor billeder af mærkelige drømmelandskaber udbredte sig på skærmen.
“Godt børnene er flyttet,” tænkte hun, “så de slipper for at opleve dette cirkus.”
Gregers fandt sin gamle kuffert ved skraldeskakten, han pakkede sig på og listede ud af opgangen, hvor hans eget spejlbillede fulgte med ham som en spøgelseshale.
Først da han ville ringe efter en taxa, opdagede han, at mobilen lå tilbage hos elskerinden. Tusmørket snoede sig om ham. Han listede tilbage for at låne Valmues telefon men elevatoren slugte ham nu også, stoppede atter på ottende sal, i det elektriske mørke, mens strømmen forsvandt i hele blokken som mælk, der langsomt siver ud af en nattekande.
Da lyset vendte tilbage, snoede Valmues frakke sig allerede mod kontoret hjemme manglede han nu også nøglerne til lejligheden, for det hele var jo hendes.
På sin snirklede vej ned ad trapperne mødte han Violetta med en kuffert klar, ventende på elevatoren.
“Mon du har min mobil?” spurgte Gregers forsigtigt.
“Ja,” hviskede Violetta, “og dine ting også”
Og så flød de med elevatoren sammen, ned gennem etage efter etage, indtil to næsten identiske taxaer hver i sit særprægede regnslør forsvandt med dem hver til deres egen ende af København, forseglet i nattens mærkelige drøm.
