Valborg var på vej til arbejde, da hun pludselig opdagede, hun havde glemt sin mobil derhjemme. Hun besluttede sig for at gå tilbage, trådte ind i elevatoren i opgangen i Valby… og så gik elevatoren i stå mellem ottende og niende sal! Valborg måtte sidde og vente på hjælp, og imens hørte hun pludselig sin mands stemme, Henrik. Han talte ude på gangen med en kvinde.
Min elskede, sagde han sagte. Jeg kan slet ikke vente med at være sammen med dig igen!
Vi ses i aften, svarede kvinden, som hed Sidsel. Jeg venter på dig efter klokken ti.
Skal din mand på nattevagt igen i dag?
Hele denne uge er han på nat, svarede Sidsel stille. Han går kvart i ti og er først hjemme igen om morgenen. For resten, han burde komme hjem snart, så vi skal skynde os.
Hvorfor kommer elevatoren aldrig? blev Henrik utålmodig.
De stod måske fire minutter og snakkede foran elevatoren, inden de lagde mærke til, den var gået i stykker. Da det gik op for dem, gik de ned ad trapperne i stedet.
Undervejs i samtalen takkede Henrik sin Sidsel for de gode stunder, de havde sammen, og for alle de lykkelige øjeblikke.
Først troede Valborg ikke helt, det virkelig var hendes mand, hun hørte. Hvem ved, hvem der kunne tale ude på gangen. Men da Sidsel nævnte Henriks navn, og senere også Valborgs navn, var hun ikke i tvivl. Det var hendes mand, der var hende utro med naboen Sidsel fra lejlighed nr. 40.
Valborg kunne næsten ikke tro sine egne ører!
Aha! tænkte Valborg. Sidsel bor altså her på ottende. Det var dér, du gik hen, når du skulle have lidt luft om aftenen. Nu forstår jeg godt, hvad det er for luft, du skal ud og trække. Bare vent du får nok at huske denne aftentur for!
Kort tid efter kom teknikerne og fik elevatoren op igen. Men i mit hoved var planen allerede lagt.
Henrik, som han plejede, ville omkring klokken ti lufte sig om aftenen.
Valborg, sagde han, jeg går en lille tur.
Men Henrik, det styrter ned udenfor! udbrød jeg.
Det regnvejr?
Skal du virkelig ud? Kunne du ikke bare tage et par dybe indåndinger ude på altanen?
Altanen duer ikke, jeg skal bevæge mig, det er godt for hjertet. Man kan ikke gå meget rundt på altanen.
Men det regner altså
Så tager jeg paraplyen. Jeg bliver ikke våd.
Nå. Men jeg synes nu, du skulle blive hjemme.
Hvorfor det?
Du har ikke heldet med dig i dag, Henrik.
Jeg tror ikke på alt det der overtro. Nå, jeg går. Er tilbage om en times tid.
Men Henrik kom tilbage allerede efter en halv time. For det var sådan, at Sidsels mand var blevet ringet op, og nogen havde fortalt ham, at konen var ham utro. Med naboen!
Da jeg åbnede døren, lod jeg sikkerhedskæden blive på.
Hvor er din paraply? spurgte jeg, idet jeg kiggede ud. Og hvordan kan det være, du ikke har overtøjet på? Hvor er jakken og skoene?
Der kom nogle fyre hen til mig på vejen! sagde Henrik. De tog alt, endda skoene. Kan jeg ikke komme ind, jeg fryser.
Dine ting har jeg allerede pakket. De står nede ved skralderummet. Du kan hilse Sidsel fra mig.
Hvem?
Fra ottende.
Jeg smækkede døren og satte mig til at se fjernsyn.
Godt, børnene er voksne og flyttet hjemmefra, tænkte jeg. Så slap de for at se det her cirkus.
Henrik styrtede ned til skralderummet. Der fandt han sin kuffert, tog sit tøj på og luskede ud af opgangen.
Han kiggede sig omkring og bestemte sig for at tage en taxa hjem til sin mor.
Så opdagede han, at mobilen lå tilbage i Sidsels lejlighed. Derfor gik han op igen for at låne min, men satte sig fast i elevatoren. Hele bygningen havde strømafbrydelse, og selvfølgelig sad han også fast på ottende.
Da strømmen langt om længe kom igen, var jeg for længst gået på arbejde, og Henrik havde ikke nøglen til vores lejlighed, som jo er min.
Han tog trappen ned, og på ottende mødte han Sidsel, som også havde en kuffert og stod og ventede på elevatoren.
Har du min telefon? spurgte Henrik.
Ja og dine ting også.
Fint nok
De tog elevatoren sammen ned og steg ud men bestilte hver deres taxa. Turene gik i hver sin retning.
