Vibeke var på vej ud ad døren for at tage på arbejde, da hun pludselig opdagede, at hun havde glemt sin mobil derhjemme. Hun sukkede, vendte om og trådte ind i elevatoren i det gamle københavnerlejlighedskompleks og så gik den i stå på ottende sal! Stemningen var trykkende. Vibeke ventede i mørket, at viceværten skulle komme hende til undsætning, men stilheden blev brudt af en velkendt stemme på den anden side af døren.
Det var hendes mand, Henrik. Han lød lykkelig, mens han talte dæmpet med en kvinde.
Søde Freja, min elskede, sagde han. Jeg tæller minutterne til vi ses igen.
I aften, Henrik, sagde kvinden blidt. Kom forbi efter klokken ti. Jeg glæder mig.
Er din mand på nattevagt igen?
Ja, hele denne uge. Han tager af sted halv ti, og er først hjemme langt efter midnat. Vi har ikke meget tid.
Hvorfor pokker er elevatoren aldrig ledig, brokkede Henrik sig, utålmodigt.
Vibeke sad tæt på døren i det mørke, klaustrofobiske rum, mens de to fortsatte deres snak udenfor. Først troede hun ikke, det var Henrik; der var jo altid mange mennesker i opgangen. Men da hun hørte kvinden kalde ham ved navn, og da også hendes eget navn blev nævnt i forbifarten, gik sandheden op for hende: Hendes mand havde en affære og det var ovenikøbet med naboen fra nummer fyrre.
Nå, så det er sådan det hænger sammen! tænkte Vibeke bittert. Det er altså dét, du kalder “frisk luft på aftenturen”. Jeg véd præcis, hvilken slags luft det er, din slyngel. Du får aldrig lov at glemme denne aften.
Endelig kom viceværten og åbnede elevatoren. Allerede i samme øjeblik lagde hun en plan.
Om aftenen, næsten på slaget ti, tog Henrik som sædvanlig frakken på.
Vibeke, jeg smutter lige en tur!
Men Henrik, det regner da udenfor! svarede hun.
Bare rolig, jeg tager paraplyen. Frisk luft må der til, lidt motion er godt for hjertet, og på altanen kan man jo ikke gå frem og tilbage.
Men måske du skulle springe over i dag? Det føles ikke som din dag i dag…
Jeg tror altså ikke på dine varsler og forudanelser, lo Henrik og lukkede døren bag sig. Jeg er tilbage om en time.
Men han kom hjem langt hurtigere end lovet kun en halv time efter. Vibeke kunne høre ham slå gnaven på døren.
Hvor er paraplyen? Og hvorfor har du hverken frakke eller sko på?! udbrød hun og kiggede skeptisk på ham gennem kæden i døren.
Nogle unge fyre overfaldt mig nede på gaden! De stjal alt selv skoene! Luk mig dog hurtigt ind, jeg fryser!
Dine ting ligger pakket i en kuffert ved skralderummet, svarede Vibeke roligt. Hils endelig Freja fra mig.
Freja hvem?
Du ved, fra ottende sal.
Hun lukkede døren i, satte sig i sofaen og tændte for TV’et. Godt børnene er flyttet hjemmefra og ikke skal se det her, tænkte hun.
Henrik måtte traske ned til skralderummet i strømpefødder, fandt sin kuffert, tog jakke og sko på. Han overvejede at tage en taxa til sin mor men selvfølgelig lå mobilen hjemme hos elskerinden! Han vendte om for at låne Vibekes telefon og blev, ironisk nok, selv fanget i elevatoren på ottende sal, for hele ejendommens strøm var nu gået.
Da strømmen kom tilbage, og han slap fri, var Vibeke allerede taget på arbejde. Nøgler til lejligheden havde han naturligvis ikke.
På vej ned ad trappen stødte Henrik på Freja, også med en kuffert.
Har du min telefon? spurgte han forpint.
Ja… og dine ting også, svarede hun nervøst.
Fint…
De tog elevatoren sammen i larmende tavshed. Snart kom to forskellige taxaer og kørte dem hver sin retning ud i det københavnske nattemørke.
