Midt om natten vågnede Signe og mærkede en tomhed ved siden af sig. Forvirret rakte hun ud, håbede at føle den velkendte varme fra sin mand, Mads.
Men søvnen vendte ikke tilbage, og Mads syntes ikke at have til hensigt at komme tilbage i sengen, selv efter et kvarter. Signes hjerte bankede bekymret, og hun satte sig op og stirrede ind i værelsets mørke. Hvis nu der var sket ham noget? Måske var han blevet dårlig?
Hun forsøgte at berolige sig selv med tanken om, at han måske bare var vågnet af søvnløshed og var gået i gang med arbejde. Men uroen blev ved med at gnave i hende.
Uden at ville lade bekymringen tage over, stod Signe forsigtigt op og åbnede døren til soveværelset lydløst. På tæer listede hun hen mod køkkenet. Lige før hun nåede frem, standsede hun brat.
Hun hørte sin mands stemme. Han talte i telefon. Lyden var høj nok til, at hun kunne høre hvad modtageren sagde. Eller rettere, modtagerinden.
»Ja, skat, jeg har allerede bestilt billetterne til Tyrkiet,« lød Mads stemme, fyldt med forventning. »Vi skal have en uforglemmelig tid sammen. Ingen vil nogensinde finde ud af det.«
Signe følte jorden svigte under hende. Hendes verden faldt sammen på et øjeblik. Hvert ord, hvert eneste udsagn skar gennem hende som knive.
Så mange år sammen, så mange planer, glæder og sorger, de havde gennemgået side om side. Hvordan kunne han?
Signe vendte tilbage til soveværelset. Liggende i mørket mærkede hun tårerne trille ned ad kinderne. Hendes hjerte var ved at briste af smerte, og indeni brændte en blanding af vrede, forråelse og bitter skuffelse.
Til sidst, med nyfundet beslutsomhed, rejste hun sig, gik hen til skabet og begyndte at pakke Mads ting i en kuffert.
Da han kom ind i soveværelset, så han hende stå med kufferten og spurgte forvirret: »Hvad foregår der?«
Signe så op på ham med øjne fulde af skuffelse og fasthed. »Jeg har pakket din kuffert,« sagde hun roligt. »Så du kan tage den med til Tyrkiet.«
»Hvad snakker du om?« grinede Mads nervøst.
»Lad være med at spille dum, Mads. Jeg hørte dit telefonopkald i køkkenet.«
Mads blev tydeligt nervøs, og hans hænder begyndte at ryste. Han ville sige noget, men Signe afbrød ham. »Resten kan du selv pakke. Nu tager du den her kuffert og tager på hotel eller hvor du vil. Og når din »ferie« er slut, så skal du ikke komme tilbage.«
Den nat ændrede Signes liv sig for altid.
Da Mads var gået, lagde hun sig igen i sengen, vidende at hun ikke ville falde i søvn. Men én tanke forlod hende ikke: Nu ville alt være anderledes. Ingen illusjoner mere, ingen smerte fra svigt. Hun var endelig fri.
Men hvad mener du? Handlede Signe rigtigt? Eller skulle hun have holdt mund? Del dine tanker i kommentarerne!
Hvis du kan lide at læse vores historier, så giv en kommentar og husk at like. Det inspirerer os til at skrive mere!
