Da min mand søgte om skilsmisse, flyttede jeg og mine børn hjem til mine forældre. Jeg kunne ikke klare det hele alene jeg skulle jo både arbejde og tage mig af børnene. På det tidspunkt var min ældste blot tre år, den yngste kun to.
En dag jeg vågnede, besluttede jeg, at nu måtte jeg starte forfra i livet. Jeg optog et realkreditlån i Danske kroner, og begyndte endnu et underligt kapitel. I starten hilste jeg bare kort på naboerne, kendte ingen.
Men så en morgen, hvor tågen svævede som vat over baggården, krydsede mine stier en mand kaldet Villads. Han havde en lille dreng med sig. Indimellem så jeg Villads sammen med en kvinde, så jeg var overbevist om, at han var gift. Alligevel mærkede jeg en mærkelig varme hver gang han var i nærheden nysgerrighed, eller noget mere.
En dag hvor blandingsbatteriet på badeværelset pludselig sang og dansede om kap med tiden, bankede Villads på for at hjælpe. Jeg lavede kaffe med flødeskum til os, og som vi sad der i køkkenet, gled samtalen hen på kvinden det viste sig, hun var barnepige, ikke hustru. Hans egen kone var død året før, ingen familie havde han. En forbisvævende stork skreg, og jeg tænkte måske, bare måske, kunne vi to blive noget for hinanden.
Vi begyndte at tale sammen, smser blev til spadsereture under det mærkelige lyserøde lys, hvor Frederiksbergs himmel lignede syltetøj. Børnene legede, mens verden byttede plads foran øjnene på os.
En drømmedag aflagde Villads søn og han selv visit, netop da mine forældre sad i stuen og faldt i søvn foran fjernsynet.
Hvordan går det? spurgte Villads pludselig. Han satte drengen foran mig: Pas ham for mig, jeg MÅ skynde mig på arbejde, vuggestuen har kål og lukket for karantæne, og barnepigen er syg.
Naturligvis, sagde jeg, som om jeg drømte at jeg sagde det.
En hel pose med børneting, mad og særlige instruktioner blev afleveret og derefter begyndte han at ringe; hvert halvtimes mellemrum for at høre status: Hvad spiser han? Hvilket tøj har han på? Glimtende drømmelogik.
Da han hentede sin søn, var han forarget over, at jeg havde givet ham en rød skjorte på i stedet for den blå det stod jo i instruktionen! I stedet for taknemlighed hørte jeg tusinde små danske stikpiller. Før han forsvandt ud i opgangen, sagde han:
Jeg kommer igen i morgen med drengen, ikke?
Og jeg sagde ikke nej, heller ikke når jeg stod med hovedet fuldt af arbejde eller øjne tunge af træthed.
Men en dag hang jeg mellem drøm og virkelighed på Rigshospitalet. Villads ringede vredt og kunne ikke forstå jeg ikke havde åbnet døren. Jeg forklarede, at jeg var indlagt, og han afbrød.
Efter et stykke tid tilbød han at passe mine børn, men jeg takkede nej arbejdede jo. Fra dén dag standsede beskederne, spadsereturene under Frederiksbergs syltetøjshimmel, samtalerne. Når vi mødtes ved hoveddøren, nikkede vi kun flygtigt.
Ude i det drømmelignende danske landskab troede jeg lidt, at han måske var min mand men det viste sig, at jeg bare havde været en rekvisit i hans forunderlige teater.
Jeg håber, at jeg en dag i Danmark vil drømme mig frem til ham, der bliver til hele min verden.
