Da min mand sætter gang i skilsmissen, flytter jeg og mine børn hjem til mine forældre i Aarhus. Jeg kan simpelthen ikke klare det hele selv arbejde og tage mig af børnene på én gang. Dengang er den ældste tre år gammel, og den yngste kun to.
Jeg tager et boliglån, starter helt forfra og opbygger et nyt liv. I begyndelsen hilser jeg kun på naboerne, uden egentlig at kende nogen endnu.
På et tidspunkt støder jeg på en mand i opgangen. Han har en lille dreng. Indimellem ser jeg ham sammen med en kvinde, så jeg føler mig overbevist om, at han må være gift. Alligevel tiltaler han mig jeg tiltrækkes af ham, men vil ikke indlede noget med en mand, der allerede er optaget.
En dag hjælper han mig med at fikse vandhanen, og jeg byder ham på en kop kaffe bagefter. Under samtalen fortæller han, at kvinden kun er barnepige og ikke hans kone. Han har haft svært ved at finde en god dagplejer, og som han siger, har han ikke haft meget held. Hans kone døde sidste år, og han har ingen familie i nærheden. Det får mig til at tænke, at måske kan der godt blive noget mellem os.
Vi snakker sammen, ringer til hinanden, og somme tider går vi ture med vores børn. En dag, da mine forældre er på besøg, kigger min nabo forbi.
Hvordan går det? Kan du mon passe min dreng i dag? Børnehaven er lukket på grund af sygdom, og jeg skal akut på arbejde. Barnepigen er syg.
Selvfølgelig, det er helt i orden, svarer jeg.
Han giver mig en hel pose med tøj og mad, sammen med detaljerede instruktioner om, hvordan jeg skal tage mig af hans søn. Han siger, han vil ringe senere men jeg er ikke forberedt på, at han vil ringe omtrent hver halve time og spørge, hvad drengen har spist, hvilket tøj jeg har givet ham på, og hvor mange ture vi har taget udenfor.
Da han kommer tilbage for at hente sin søn, bliver han forarget over, at drengen har en rød skjorte på selvom hans instruktioner sagde, at han skulle have en blå på. I stedet for at sige tak får jeg en lind strøm af bebrejdelser. Inden han går, siger han:
Jeg afleverer ham også i morgen, ikke?
Selv når jeg egentlig har travlt, kan jeg ikke få mig selv til at sige nej. Men efter noget tid ender jeg med at blive indlagt på hospitalet. Min nabo ringer vredt og spørger, hvorfor jeg ikke åbner døren. Jeg fortæller ham, at jeg er indlagt, og han lægger bare røret på.
Senere tilbyder han at passe mine børn, men jeg afslår, fordi jeg skal passe mit arbejde. Fra den dag tager han hverken telefonen eller ringer længere, og vi stopper også med at ses. Når vi støder på hinanden ved indgangen, bliver det kun til et kort hej. Jeg troede, at han kunne være min mand, men det viste sig bare, at han udnyttede mig. Nu håber jeg på, at jeg en dag møder en mand, der virkelig er min verden værd.
