Skandalen kom ud af det blå. På grund af en omelet. Omeletten var virkelig lækker: saftige tomater skåret i tykke skiver, lufttørret pølse skåret i tern, og finthakket forårsløg. Alt dette vidunder blev hældt over med piskede æg og drysset med revet ost. Så velsmagende!
Men når man spiser sådan en omelet otte dage i træk, bliver man ikke andet end led og ked af det. Det var præcis, hvad Margrethe sagde til Svend, som stædigt havde lavet den samme omelet til frokost for anden uge i træk.
– Jeg vil ikke have din omelet! Jeg vil have en stor portion fyldig suppe, som jeg lavede i går aftes. Med cremefraiche, flæsk og hvidløg! Snart kommer jeg til at klukke som en høne med dine omeletter!
Selvfølgelig blev Svend fornærmet. Han mente, at supper var helt unødvendige retter, i modsætning til omeletter. Og desuden mente han, at en omelet lavet med kærlighed var noget, man kunne nyde hver dag. Men Margrethe gjorde nar af det!
Så sagde Margrethe alt, hvad hun tænkte om Svend. Om hans nærighed og dovenskab, og hun huskede endda de tørre grillspyd, som han forsøgte at bespise hende med i en uge, mens han insisterede på, at det mest gennemstegte kød smagte allerbedst på dag fire. Og også om de “tankspil”, han brugte hele dage på. Og om arbejdet, som han slet ikke kunne komme i gang med: Enten passede arbejdstiden ikke, eller direktøren var ikke til at holde ud, eller stedet var for langt væk, eller lønnen var for lav. Og hun mindede ham om det sushi, som han uden skam bestilte næsten hver aften, og som Margrethe, der ikke en gang kunne lide sushi, betalte for.
Så Svend blev rigtig fornærmet. Så meget, at han hurtigt pakkede sine ting, sagde at han ville bo hos sin mor en tid, og at Margrethe skulle tænke over sin opførsel. Og så gik han med et smæld i hoveddøren.
Margrethe kunne ikke fordrage, når hun blev kaldt “Margot”, og i frustration smed hun omeletten, sammen med panden, i skraldespanden, varmede suppen, men hendes appetit forsvandt pludselig, i stedet fik hun en ubærlig lyst til kaffe. Der havde ikke været noget kaffe i hendes lejlighed i to måneder. Siden Svend flyttede ind og på første aften påstod, at kaffe ødelægger hendes hudtone, og derfor skulle der kun være grøn te i huset.
Hun tog en jakke på og løb ud på gaden. Trangen efter kaffe var enorm.
Hun åbnede døren til den første kaffebar, hun så, og blev omfavnet af den varme duft af friskmalet kaffe og eksotiske krydderier. Hun fik straks lyst til at blive der for evigt.
– Velkommen! – sagde en rødhåret ung mand smilende bag disken – En kop kaffe?
Margrethe nåede ikke at blive overrasket, men nikkede blot og klatrede akavet op på en høj stol ved disken.
– De er vores tiende kunde i aften, og som et kompliment vil De få en gratis signaturkaffe.
Margrethe smilede træt:
– Har De lige fundet på det?
– Hvorfor ikke starte en sådan vidunderlig tradition? – svarede den rødhårede, og satte en stor keramikkop med et skumfyldt kaffedrink foran hende, og rakte en sølv teske. – Deres signaturkaffe “Lykkeligt Minde”. Jeg anbefaler at begynde med skummet.
Margrethe tog en dyb indånding og tog lidt skum på skeen. Skummet var tykt og duftede af jasmin. Hun smagte forsigtigt på det og lukkede nydende øjnene.
En varm sommeraften faldt over byen. Lyden af biler svandt langsomt ind, mens enkelte forbipasserende roligt spadserede gennem gaderne, nydende denne skønne aften. Gennem det åbne vindue strømmede duften af blomstrende jasmin.
Margrethe holdt et nyligt åbnet brev i sine rystende hænder. Optaget! Hurra! Hun var optaget! Alle de søvnløse nætter, tårerne, al den udenadslære af eksamensbilleder og den uforståelige frygt for at dumpe prøverne havde betalt sig. Hun ville omfavne hele verden af lykke!
Margrethe blev revet tilbage fra sine minder, da koppen var tom.
– De har en uventet fortryllende og velsmagende kaffe. Ikke sikker på, hvad De har tilsat, men jeg er fyldt med lykke!
– Og De vil gerne omfavne hele verden? – smilede den rødhårede, mens han polerede et højt glas.
– Ja, jeg vil omfavne hele verden… – gentog hun, følende sig som om en tung betonplade, som havde tynget hende i to måneder, pludselig var faldet væk. – Det er som om jeg har været fanget i et mareridt og nu er vågnet op. Tak for “Lykkeligt Minde”. De gav mig mig selv tilbage.
– Det er vores arbejde. – svarede den unge mand uventet alvorligt. – “Kaffestellet’s” døre er altid åbne for dem, der er blevet lidt væk eller forvirret. Det er ikke min politik at give råd, men jeg vil anbefale at skifte lås på Deres hoveddør og begynde med et blankt stykke papir.
– Jeg tror, jeg vil følge Deres råd. – Margrethe smed et par mønter i drikkepengene glas, sprang let ned fra barstolen og med et smil fortsatte hun ud ad døren.
Den rødhårede Erik, barista og kok i én, var travlt optaget af at rive vilde ginseng på det fineste rivejern for at lave en forfriskende drink til den næste gæst. Erik havde en fantastisk evne til altid præcist at vide, hvad den næste gæst i den døgnåbne “Kaffestellet”, et magisk sted, hvor enhver kan finde netop det, de søger.
