Det var en tidlig morgen, da Signe fulgte sin mand, Mikkel, til døren, gav ham et kys på kinden og lukkede døren efter ham. Hun havde brug for en pause efter en travl start på dagen. Husarbejdet og jobbet hjemmefra i deres lejede lejlighed i Aarhus blev hurtigt overvældende. De var netop vendt tilbage fra bryllupsrejsen, og selvom lejligheden ikke var deres egen, var den hyggelig – lys, varm og med udsigt til åen. Udlejerne havde været kræsne, men valgt dem – et ungt, veluddannet par.
Signe arbejdede hjemmefra den dag, i det der hed “fleksibel arbejdstid”. Hun åbnede sin laptop og begyndte at gennemgå mails, da der pludselig bankede på døren. Hun ventede ingen, men da hun åbnede, stod Mikkels mor, Gerda Eriksen, på trappen.
“Godmorgen,” sagde Signe og kneb øjnene lidt sammen.
“Jeg vil se min søn. Slip mig ind,” svarede Gerda utålmodigt og trådte indenfor uden at vente på svar.
“Mikkel er på arbejde,” sagde Signe roligt.
“Det gør ikke noget. Jeg venter,” svarede Gerda og gik mod køkkenet.
“Vent… Jeg har arbejde nu, og mine online-møder er planlagt. Kom tilbage i aften, når Mikkel er hjemme,” sagde Signe bestemt og blokerede vejen.
Gerda rynkede brynene, men vendte om og gik. Da Mikkel kom hjem om aftenen, sukkede han:
“Mor brokkede sig over, at du ikke engang tilbød hende kaffe.”
“Mikkel, du ved selv, hvordan hun dukker op uden at spørge, som om det er hendes hjem. Jeg arbejdede, og hun forventede opmærksomhed som på et hotel. Og husker du, hvordan hun opførte sig i den sidste lejlighed?”
Mikkel trak på skuldrene.
“Man kan ikke ændre hende. Jeg inviterede hende til lørdagsmiddag. Lad os prøve igen.”
Signe nikkede, men tilføjede:
“Fredag skal der gøres rent, og søndag er vi inviteret til fødselsdag hos vennerne. Planen er sat.”
Lørdagens middag forløb uden større drama. Gerda sad tavs og spiste, men kastede ind imellem sure bemærkninger.
“I lejer for dyrt. I kunne finde noget billigere i forstæderne. Og dine forældre har et hus – kunne I ikke bo hos dem og spare op?”
Signe svarede roligt:
“Spørg Mikkel, om han har lyst til at bo hos mine forældre.”
“Nej tak,” sagde Mikkel. “Jeg har brug for mit eget.”
“Men lejligheden er ikke jeres!” svarede Gerda skarpt.
“Den er vores i et år. Vi betaler, og den passer os,” sagde han.
Gerda foreslog:
“Flyt hjem til mig. Jeg har plads.”
“Nej, mor. Vi besøger hinanden, men at bo sammen er en dårlig idé. Vi har forskellige rutiner.”
Næste uge var Signe igen hjemme. Mikkel var gået på arbejde, og hun havde lagt sig til at slumre. Men en duft af frisk kaffe vækkede hende. Forbavset skyndte hun sig i sin morgenkåbe ud i køkkenet – og der sad Gerda, roligt og drak kaffe med en stykke kage.
“Hvordan kom du ind?” spurgte Signe skarpt.
“Jeg har nøgler. Lejligheden er min søns, og hans ting er mine.”
“Hvor fik du nøglerne fra?” hvæsede Signe.
“Jeg tog dem i lørdags. De lå i nøglebægeret, og jeg beholder dem,” sagde Gerda roligt.
“Vi taler om det senere. For nu – gå venligst. Jeg skal arbejde.”
“Jeg går ikke, før jeg har sagt min mening. Jeg kunne ikke lide dig fra starten. Dit navn er fjollet, og din familie har intet at byde på. Før gav Mikkel mig halvdelen af sin løn, nu får jeg næsten ingen. Alt går til dig – leje, restauranter, du sidder på hans nakke! Du har ikke engang givet ham børn, og din mad er som kantinemad!”
“Er du færdig?” spurgte Signe køligt. “Så giv mig nøglerne.”
“Nej,” svarede Gerda og greb i sin taske, men Signe var hurtigere. Hun tømte tasken på bordet – og fandt nøglerne.
“Nu går du.”
“Du kommer til at fortryde det! Mikkel smider dig ud, når han hører, hvordan du behandler hans mor!” råbte Gerda og smækkede døren.
Om aftenen fortalte Signe det hele til Mikkel. Han lyttede, trak hende tæt ind til sig og sagde:
“Jeg ordner det. Og ja – du havde ret.”
Signe græd ikke. Hun vidste, at respekt skulle sættes grænser for i tide – ellers ville selv familie træde på en.
