Jeg hedder Mette, og jeg bor i København sammen med min mand Mads. Vores historie startede for tolv år siden, da jeg flyttede til hovedstaden for at studere på universitetet. Efter endt uddannelse fik jeg et job, og så mødte jeg Mads. Vi datede i cirka et år, og så holdt vi bryllup.
De første år af vores ægteskab boede vi hos hans forældre og sparede hver en krone for at kunne købe vores eget hjem. Endelig lykkedes det os at købe en hyggelig to-værelses lejlighed – selvom den stadig er belånt op over begge ører. Men det var nu engang vores eget lille slot.
Man skulle tro, at nu kunne vi bare nyde livet. Men sammen med lejligheden fik vi også en strøm af uanmeldte gæster. Familen – selvfølgelig! – begyndte én efter én at dukke op i København for at “besøge os” og “se byen”. Men gæt engang, ingen havde lyst til at betale for et hotel, for “I har jo en to-værelses, der er da plads til alle!”
I sommer, efter flere år uden en ordentlig ferie, lykkedes det endelig Mads og mig at få fri på samme tid. Vi havde drømt om at komme til Mallorca i årevis. Vi købte billetter til den 15. juni, og jeg var helt oppe at køre med pakning – kufferten, planlægningen, det hele.
Så, den 10. juni, ringer min kusine Pernille. Munter som altid:
“Mette, vi har lige tænkt os noget: Vi kommer den 20. juni! Hele familien – mig, Torben og Magnus! Kan vi overnatte hos dig?”
Jeg stod lidt af, men svarede roligt:
“Pernille, Mads og jeg tager til Mallorca. Vi er ikke hjemme.”
Hendes svar var, mildt sagt, overraskende:
“Hvad snakker du om? I må da aflyse! Vi har ikke set hinanden i et helt år! Familie kommer først!”
Jeg sukkede og stod fast:
“Nej. Vi tager afsted, som planlagt. Billetterne er købt, kufferten pakket. Selv for dig, Pernille, aflyser jeg ikke vores ferie.”
Hun smækkede røret på. Jeg trak på skuldrene og fortsatte med at pakke. Vi fløj den 15. juni, som planlagt. Sol, strand, ren lykke.
Så, om aftenen den 20. juni, ringer telefonen. Pernilles nummer. Jeg tager den automatisk – og hører skrig:
“Mette! Hvor filan er I? Vi står foran jeres dør, ringer på, og der er ingen hjemme! Det er da for galt!”
Jeg svarede roligt:
“Vi er på Mallorca, Pernille. Jeg sagde det jo.”
“Jeg troede, du jokede! Bare for at afvise os!”
“Nej, jeg mente det alvorligt.”
“Hvad skal vi så gøre nu?”
“Book et hotel. Eller tag hjem.”
“Vi har ikke råd til et hotel!”
“Så må I finde på noget. I er voksne mennesker. Jeg gjorde min del – jeg advarede jer.”
Og så sluttede samtalen – Pernille smækkede røret på igen. Hun har ikke ringet siden.
Bagefter fik jeg at vide, at hun havde spredt den “forfærdelige nyhed” til hele familien: at jeg var så utaknemmelig og hårdhjetet, at jeg efterlod min egen familie på gaden! Og det værste – de fleste tog hendes side. De mener, jeg opførte mig forkert, at jeg burde have “fundet en løsning” for gæsternes skyld.
Men jeg holder fast: Hvor er det min skyld? I at jeg efter årevis med hårdt arbejde ville bruge min ferie med min mand? I at jeg advarede dem på forhånd?
Pernille havde alle oplysninger, tid til at planlægge, mulighed for at ændre sine planer. Og hvis hun ikke havde råd til et hotel – så var det hendes problem, ikke mit.
Og ved I hvad jeg lærte af den her historie? Nogle gange respekterer selv ens nærmeste ikke ens grænser. De forventer, at man altid ofrer sig for deres skyld. Og hvis man ikke gør, bliver man pludselig “den onde”.
Nej tak. Jeg undskylder ikke længere for at vælge mig selv. Ikke over for nogen.
Hvad synes I – havde jeg ret?
