Gæsterne kom uventet, og Lise rynkede panden. Hun var glad for at se sin søn, men den der libelle, der svirrede om Mikkel… og han stod der som en sløv stude med åben mund – puha.
“Hej mor, vi kom på besøg med Ida,” sagde Mikkel.
“Ja, det kan jeg godt se,” sagde Lise og krammede ham, mens hun tvang et smil frem.
“Mormor… vi har glædelige nyheder.”
“Hvad da?”
“Vi har meldt vores bryllup – tadaaa!”
“Åh, er det ikke lidt tidligt?”
“Tidligt? Mor, hvad snakker du om? Vi har været sammen i et år nu – vi vil giftes.”
“Nå, ja, ja… I kan gøre, hvad I vil. Jeg har ikke tid nu, jeg må lige ned i Føtex og handle.” Lise havde brug for at komme væk, være alene. Hvordan kunne det være, at Mikkel, hendes lille bjørn, var vokset op, flyttet til København og nu skulle giftes med den der…
“Mor, vi har købt alt mad selv – masser af godter!”
Lise sank ned på en stol og lod armene falde. Hun havde lyst til at græde, lægge sig i sengen som et lille barn og rulle sig sammen. Den libelle – sådan kaldte hun Mikkels kæreste – hun kunne bare ikke lide hende. For frisk og livlig. Mikkel burde finde en rolig, lokal pige.
Hvad med Anne Sofie Nielsen? En flink, stabil pige, uddannet revisor, arbejdede, læste bøger – de havde siddet på samme skolebænk! Hvorfor ikke hende? De kunne bo i byen og komme hjem på besøg, bringe børnebørn med. Nielsens var ordentlige folk, det ville være en ære at slægte sammen med dem. Men nej, han skulle finde den der københavnerpige og slæbe hende med som en guldklump – puha!
Ungerne pakkede madvarerne ud – alle mulige fine pålæg, frugt, og alt muligt. Åh, hun måtte lige rydde plads i køleskabet. Hun skulle også tilberede noget til i morgen, invitere naboerne og familien… Skulle der overhovedet være et bryllup? Men sådan var skikken.
Hvor blev Henrik af? Middagstid, og han var ikke at se. Spiste han ude igen? Nå, hun måtte komme i gang med at lave mad.
“Mor, vi tager ned til søen!”
“Ja, ja, bare løb…”
Ned til søen! Hvis han bare var kommet alene, kunne han have hjulpet i haven, men med den der prinsesse…
Hele dagen løb Lise rundt som en høne uden hoved, inviterede folk til festen i morgen. Hun var helt udmattet og lagde sig et øjeblik. Hun syntes, hun lige havde lukket øjnene, men da hun åbnede dem igen – hold da op!
“Hvad laver I?!”
“Mor, vi dækker op til aftensmad – vi ville hjælpe, mens du hvilede.”
“Aftensmad? Hvorfor har I taget det fine service frem? Skålene står i skabet, tallerkenerne, skeerne… Henrik, siger du ikke noget?”
“Hvad skal jeg sige? Det er fint, ungerne gør det godt – det service står jo bare og samler støv.”
“Er I blevet vanvittige?! Åh, åh, åh… krystallen, de fine fade – hvad foregår der?!”
“Mor, hvad er der i vejen? Vi dækker festligt bord til en familieaften – og du græder over fade og glas?”
Lise vinkede afværgende og forsvandt ind på sit værelse. I øjenkrogen så hun, hvordan libellen flåede de medbragte delikatesser ad. Alt det, hun havde gemt til en særlig lejlighed… Trist tænkte hun det, mens hun sukkende gik ind på værelset.
“Mor, kom nu – skift og sæt dig til bords!” råbte Mikkel.
Da hun kom ud – nej, nej, de havde lagt det nye dug frem! Og vinglasene! Åh, det porcelæn, hun havde vogtet i årevis, og nu…
Henrik stod der i sin nye skjorte – kun brugt tre gange før – nye bukser… var han blevet vanvittig?
“Lise, kom nu, det er fest – vores søn og hans kæreste er her!”
“Kæ… kæreste?” hvæsede hun mellem tænderne. “Er du blevet tosset?”
“Mor, hvad er der?” Mikkel tog hendes hånd, men hun rev den fri. Hun flippede totalt og råbte om, at det var hendes hus, hendes regler. Hun skreg om servicet, de fine delikatesser, hun havde ville gemme til en særlig dag…
“Hold nu kæft, mor!” bankede Henrik i bordet. “Hvorfor skal alt altid gemmes? Vi spiser som hunde af slidte skåle, drikker af gamle krus – mens der står tre komplette service uden brug!”
“…Og det er VORES hus, Lise, ikke kun dit. Mikkel har lige så meget ret til at bruge tingene. Kom, søn, vi tager tæppet frem – det står jo bare og bliver gnawet af møl!”
“Og du – gå ind og tag din nye kjole på! Skabet er proppet, mens du går i løddent tøj.”
Lise stod bare og blinkede. Så gik hun pludselig ind og iførte sig sin bedste kjole, guldøreringe, nylonstrømper – som en anden dame.
Tante Gerda kom forbi og gloede: “Har I fået besøg af kongen?”
Lise bed tænderne sammen. “Sæt dig ned, Gerda. Mikkel og hans kommende hustru er her.”
“Kommer de fra en begravelse?” hviskede Gerda.
“Hold op med det vrøvl!” snerrede Lise.
Folk i byen hviskede. Hvorfor spiste de af fine tallerkener? Hvorfor var Henrik i festtøj?
Næste dag var huset fuldt af nysgerrige naboer. Alle ville se det utrolige: Lise og Henrik, der havde taget det gode frem – NU.
“Tænk, snaps smager bedre af krystal, hva’?” grinede Erik til sin kone.
“Ja, ja … men prøv ikke på noget!” fnisede hun.
En revolution bredte sig gennem landsbyen. Naboerne hentede det bedste frem fra kisterne og skabe. Selv de gamle kvinder fandt deres fineste tøj frem.
Om aftenen gik de i biografen, kultiverede, iført deres bedste.
“Men Henrik,” sagde Lise senere, “hvornår kommer den store dag, hvor vi bruger alt det fine?”
“Lise… hvorfor vente?”
“Men man skal da have noget nyt i reserve!”
“Jo, jo…”
…
“Hvad laver du, Gerda?!” råbte hendes mand.
“Fra nu af sover vi på linnedet – hele livet har vi ventet på ‘den rigtige dag’!”
“Men det var din mors arbejde!”
“Og hvornår skulle vi så bruge det?!”
“Hold nu op…”
“Kom og hjælp! Se, hvilke flotte duer jeg broderede for 50 år siden.”
“De er da meget fine…” mumlede han.
