Køkkenet var fyldt med den kraftige duft af en hjemmelavet bøfsandwich, som Mette Birthe energisk rørte rundt i, mens hun pustede og larmende åndede. Hun beherskede det lille rum, som om hun var dets dronning, og uddelte ordrer med et enkelt sving af sin træske. Udenfor var der tidlig forårsgråvejr, men Freja, Mette Birthes svigerdatter, havde ingen tid til at nyde stilheden. Hendes fredelige hverdag var blevet ødelagt af den evigt utilfredse gæst, som ikke bare havde forstyrret roen, men også taget kommandoen over den lille familie med det klare motto: “Jeg bestemmer her.”
Mette Birthe var en imponerende kvinde. Hendes fyldige kinder gav hende et udtryk af autoritet, og de kolde øjne under de buskede, endnu ikke grå øjenbryn stirrede med en sådan dømmende skarphed, at man følte sig nødsaget til at undskylde, selv hvis man bare nøs. Hun havde en vane med at tale med en hård, nedladende tone, som om hendes ord ikke var en holdning, men den endelige sandhed. Hun var i gang med at renovere sin lejlighed og var derfor flyttet ind hos de unge på ubestemt tid.
“Jeres soveværelse er selvfølklart ret lille,” mumlede svigermor allerede den første aften efter sin ankomst, mens hun stirrede rundt i rummet. “Nå, men det går nok. Lige gør mig sengen ordentligt, ikke med det samme sengetøj I selv bruger. Jeg er trods alt ikke på hotel, jeg er hos mine børn.”
Freja stod stille, chokeret over udtalelsen.
“Men det er vores soveværelse,” protesterede hun svagt, uden at skjule sin irritation. “Nikolaj og jeg sover her!”
Svigermor bare fnøs.
“Og hvad så? I har en bred sofa i stuen. I er unge og sunde, I kan godt sove der et par nætter. Er du blevet en komfortabel lille prinsesse? Min ryg gør ondt, skal du vide! I må lige rykke jer lidt. Og rolig, jeg bliver ikke længe.”
“Bliver ikke længe” lød selvfølgelig lovende. Men Freja havde allerede en fornemmelse af, at dette påståede “korte besøg” ville blive alt for meget.
Lige da hun begyndte at vænne sig til den uinviterede gæst, bankede det på døren. Det var Mille, Mette Birthes yngste datter. En munter og uansvarlig kvinde i starten af tyverne, som uden videre trådte ind i lejligheden med en stor taske.
“Hej, jeg bliver hos jer lidt,” sagde hun og sparkede sine sko af ved døren. “Jeg overnatter bare et par nætter. Jeg har ikke penge til mad, og mor er jo her nu, så der er ingen til at give mig mad. Men I er så gæstfrie, måske bliver jeg bare! Freja, gør lige en kop te, jeg er drænet efter rejsen.”
Freja stod som lammet. Lejligheden var hendes. Det var hendes hjem, hendes private rum. Men for hvert skridt gæsterne tog, følte hun sig mere og mere som en fremmed.
“Nikolaj!” udbrød hun senere, da de var alene på køkken. “Hvad foregår der? Hvorfor skal jeg alt”Nikolaj, jeg har brug for, at du støtter mig nu, eller kommer det her til at ødelægge alt, hvad vi har bygget sammen,” sagde Freja med fast stemme, og endelig så det ud til, at han forstod alvoren.
