Efter konens død følte Vagn Ejvindsen, at huset for altid var blevet tomt. Hans datter, Tove, boede med sin familie i en anden by og besøgte ham kun sjældent. Om aftenen sad pensionisten i stilhed og stirrede på billeder fra et lykkeligt liv, der nu var forbi. Da Tove en dag ringede og ikke kun spurgte til hans helbred, men også til hans ensomhed, troede han, at de måske ville komme på besøg. Men i stedet foreslog hun, at han kunne leje et værelse ud — en ven af en ven, en mand ved navn Mikkel, som stod uden bolig efter en skilsmisse.
Sådan fik Vagn en lejer. Mikkel virkede beskeden, rolig og høflig. Han betalte til tiden, spiste ikke meget og inviterede endda Vagn til at spise med. Nogle gange så de fjernsyn sammen eller talte lidt. Men så begyndte det…
En dag kom Mikkel hjem med to berusede venner. De larmede, røg og lo langt ud på natten. Det skete igen og igen. Vagn prøvede at tale med Mikkel, men fik kun til svar: »Jeg betaler. Der står ikke i kontrakten, at jeg ikke må have venner på besøg.« Så dukkede Mikkels kæreste, Freja, op. Først kom hun på besøg, så begyndte hun at overnatte. Mikkel begyndte at antyde, at han gerne ville bytte værelse. Vagn protesterede, men gav efter.
En morgen så han Freja lave en omelet, og hun inviterede ham til bordet. Mikkel sagde i et venligt tonefald: »Vi bliver her lidt endnu. Det er tæt på arbejdet, og du er en dejlig mand. Vi skal nok lade være med at invitere venner.« Freja tilføjede: »Hvad med at bo på landet? Min tante har et hus i Skovby. Det er gratis, du skal bare passe lidt på det.« Først blev Vagn fornærmet, men så sagde han: »Hellere på landet end at føle sig som en herbergsgæst i mit eget hjem.«
Huset var gammelt, men hyggeligt. Vagn gjorde det rent og fik hjælp af naboen, Gunnar, til at reparere ovnen. Gunnar var en munter, hårdtarbejdende mand, der viste ham alt og inviterede ham med på fisketur. Om foråret kom Agathe, husets ejer, på besøg. Hun medbragte mad, og de lærte hinanden at kende. Vagn serverede fiskesuppe, og Gunnar sluttede sig til dem. Sådan blev det en vane. Hver weekend kom Agathe. Og så ændrede alt sig.
Da Vagn og Agathe en dag kørte til byen for at tale om lejerne, åbnede Freja døren — med en tydelig mave. »Mikkel og jeg er blevet gift,« sagde hun. Agathe udvekslede et blik med Vagn og svarede: »Flyt ind i min lejlighed, så flytter vi herud.« Mikkel forstod ingenting, men Vagn tilføjede: »Vi har også besluttet os for at gifte os. Vi har også brug for varme.«
Snart kom en lille dreng til verden. Agathe gik på pension og hjalp til med barnet, og i fritiden besøgte de sammen med Vagn landet. Huset blev renoveret, og de glædede sig til at modtage børnebørn på besøg. Gunnar byggede en lille seng til drengen. Sådan voksede en virkelig familie frem af et tilfældigt naboskab. Livet tager nogle mærkelige vendinger — det vigtigste er at holde hjerteåbent.
