Majken ryste ved den skarpe stemme:
“Hey, din lille møgunge!” Viktor løftede en tung taske over hvalpen og gik så løs på hende: “Er du helt fra den? At fodre løsgængere med mine indkøb?”
En forårsdag blev Majken ramt af en dyb længsel efter kærlighed.
Hun stod foran spejlet og studerede sit eget spejlbillede. “Tiden flyver virkelig,” sukkede hun. “Det føles som i går, jeg var ung som en blomstrende margerit, men nu… ja, mere som en moden aster. Smuk, men med et strejf af efterår. Vinteren nærmer sig, og snart… det er tid til at tage livet i egne hænder!”
Syvogtredive år – en alder, hvor visdommen er begyndt at sætte sig, men skønheden ikke er borte. Nu var tidspunktet for handlekraft! Men hvor skulle hun finde den rette kærlighed? På arbejdet var der kun kvinder, tilfældige møder på gaden var ikke hendes stil, og online-dating virkede mistænkeligt.
Men som man siger: den, der søger, skal finde.
Og så smilede lykken til hende: en ny kollega, Anders Sørensen, startede i personalefdelingen. Høj, lidt fyldig, med et venligt smil og alvorlige briller. Omkring hendes egen alder. Majken lagde straks mærke til hans rolige væsen og selvfølgelige selvsikkerhed.
Konkurrencen var hård. Især fra den unge medarbejder, Freja, som var yngre, slank og med et blik, der kunne få enhver til at smelte.
Majken følte sig slået. Hvordan kunne hun, den stille og hyggelige, måle sig med sådan en skønhed? Sikkert ville Anders, uden et blik på hende, falde til fode for Frejas charme.
Men hun tog fejl. Freja dansede omkring Anders, viste décolletage og lange ben, men han forblev uanfægtet:
“Freja, har du et spørgsmål? Jeg er færdig om et øjeblik.”
Hans blik mødte kun hendes øjne, uanfægtet af hendes kneb.
Men da Majken engang tog sin hjemmebagte æblekage med på arbejde, lyste Anders op:
“Majken, du er en troldkvinde! Præcis som min mormor lavede. Det føles som at vende hjem til barndommen.”
Komplimentet var mærkeligt. Majken ville ikke minde en mand om hans mormor. Hun søgte en mand, ikke en dreng, der længtes tilbage. Men efter at have tænkt over det, besluttede hun, at det var et godt start. Bedre end ingenting.
Hun opdagede også, at Anders elskede hjemmelavet mad. Selv om hun selv led under det – engang havde hun størrelse 38, nu var det 42 – begyndte hun at bringe flere retter med. Så kunne hun både glæde kollegerne og selv spise mindre.
Gennem kager og supper fandt Majken vej til Anders’ hjerte. Simpelt, banalt, men effektivt – gennem maven. Snart blomstrede deres forhold: blomster, komplimenter, lange dybe samtaler.
“Det er utroligt, Anders,” indrømmede Majken engang. “Jeg begyndte netop at drømme om kærlighed, og så dukker du op. Så… ægte. Og jeg troede slet ikke, jeg havde en chance. Især ikke med Freja dansende omkring dig.”
“Freja?” Anders så oprigtigt forvirret ud. “Nåh, hende? Nej tak, der er millioner som hende: falske øjenvipper, lange negle, ben på udstilling. De tror, alle mænd falder for det. Men nej, det er ikke mig. En kvinde skal være ægte: varm, omsorgsfuld, hjemmevant. Som dig, Majken.”
“Der er den, min lykke!” tænkte Majken. “Måske tog den tid, men den fandt mig endelig.”
Anders virkede fejlfri. Men desværre findes ingen perfekte mennesker…
Deres forhold varede et halvt år, og ægteskab lå i luften. Men en grå novemberaften ændrede alt sig.
Vejret var sindssygt: regn, våd sne, og vinden legede med dem, mens de skyndte sig hjem under en paraply.
“Se, en killing!” udbrød Majken og stoppede.
Under en lygte sad en lille, sort, gennemblødt katunge og skælvede.
“Lad den være, Majken, kom nu! Jeg fryser og er sulten,” sagde Anders og trak i hendes ærme.
“Vent lige,” hun knælede ned. “Kom her, lille ven.”
“Er du seriøs?” knurrede Anders. “Din forlovede står her sulten og våd, og du bruger tid på en løbekat!”
“Vi tager den med,” sagde Majken bestemt og gemte killingen under sin frakke. “Stop nu, Anders, den har det værre end os.”
“Galen katteelsker,” mumlede han og marcherede videre.
Hjemme forsvandt Anders’ godmodighed.
“Fodr den, og smid den ud!” beordrede han.
“Ud? I det vejr? Den er lille og forsvarsløs!” protesterede Majken.
“Majken, være nu fornuftig. Der er tusindvis af dem derude. Skal du tage dem alle med hjem? Du har gjort en god gerning – nu er det nok. Jeg er også sulten!”
“Nej, Anders, jeg smider den ikke ud. Hvorfor forstår du det ikke?”
Men Anders ville ikke forstå.
“Jeg hader katte!” afbrød han. “Kæledyr skal være nyttige: kød, mælk, uld. Din kat er ubrugelig. Sådan noget vil jeg ikke have i mit hjem!”
Pludselig så Majken en helt anden mand. Kold, egoistisk, beregnende.
“1) Det er mit hjem,” sagde hun roligt. “Og jeg elsker dyr. 2) Sig mig, Anders, valgte du også din kone ud fra ‘nytte’?”
“Ja, og hvad så?” stammede han. “Jeg vil have en kone, der ikke kun maler negle, men også kan styre et hjem. Det er normalt!”
“Sådan er det,” hviskede Majken. “Så er jeg bare ‘nyttig’ for dig. Hjemmevant. Freja elsker sig selv, og sådan en vil du ikke have. Du vil have, at alt drejer sig om dig. Gå nu, Anders.”
“Så får jeg ingen aftensmad?” grinede han hånligt. “Pas på, Majken, du ender som en gammel jomfru med en flok katte.”
“Gå.”
Og han gik. Han håbede, Majken ville komme til fornuft, smide katten ud og kalde ham tilbage. Men det gjorde hun ikke.
Nytåret fejrede Majken med killingen, som hun kaldte “Sod”. Han voksede, blev stor og statelig som en lille panter. Sod trøstede hende: når sorgen væltede ind, krøb han op i hendes skød og spillede, til hun smilede igen.
Sådan levede de til næste forår. Majken havde næsten opgivet håbet om forandring. Men forandringen kom – i form af en ny nabo, Søren.
Søren var Anders’ modsætning: lav, muskuløs, med et barsSøren smilede til Sod og sagde: “Sådan en flot fyr skulle have en makker,” og rakte hvalpen en bid kagemule fra lækken.
