UTAKNEMMELIGE GRITH
Om morgenen ringer Niels til Grith direkte på hendes arbejde og fortæller, at han efter fyraften tager hjem til familien Vestergaard for at fejre sin faglige mærkedag.
Hvis du har lyst, kan du bare kigge forbi, siger han med et tonefald, der antyder, at han er sikker på, hun bliver hjemme med en bog eller foran computeren hele aftenen.
Nå ja, svarer hun lige så køligt, men i frokostpausen smutter hun alligevel i Magasin for at finde en gave til ham. Dameafdelingen ved parfumeriet er propfuld.
Griths blik fanger straks en flakon med dyr herreparfume sort blank æske, hvor en elegant herre med løst kastet blazer og et frækt skævt smil pryder forsiden. Han ligner Niels på en prik.
Ekspedienten pakker gaverne let og elegant ind i farverig folie og sætter sløjfer på. Pludselig sukker en ældre dame bag hende:
Tja, piger, I giver dem parfume, men det er andre, der får glæde af duften og beundrer deres slips.
Damerne griner samstemmende, men Grith tænker, at sådan har hendes liv været alt for Niels, og han gør alt for alle andre. Dengang de var unge, elskede hun ham vanvittigt og han var nedladende i sin accept. Da han startede på aftenskole, skrev hun hans opgaver om natten. Da børnene kom, tog hun sig af alt.
I starten var han taknemmelig, men snart tog han alt som en selvfølge. Udadtil så de måske ud som kernefamilien: økonomisk tryghed, fredelige dage, ordentlige, kloge børn. Men nu er børnene flyttet hjemmefra. Tilbage sidder Grith og forstår, at der mangler noget i hendes liv.
Hendes egen mor var imod brylluppet for mange år siden. Han er jo frygtelig pæn og han ved det sådan nogle mænd har hele verden som publikum, sagde hun. Flot mand, fælles mand. Alle skal glo, og du får mindst ud af ham, uanset hvad du har krav på.
Så: punkt et en ikke-særlig elsket hustru. Punkt to hun er 43 år. Punkt tre hun har ikke nogen, der behøver hende
Hun stiller sig ved vinduet. Solen ligger tæt over foråret. Snart er det kvindernes internationale kampdag, tænker hun sløvt. Og hvad så? Endnu en aften alene. Livet næsten forbi… Hvad venter mon endnu?
Udenfor høres muntert pippen, så banker det insisterende på ruden. På gesimsen hopper en pjusket spurv, kigger med store øjne ind på Grith.
Det må da være et tegn, tænker hun. Samtidig slår bornholmeruret på væggen højt.
Godt, der er stadig tid. Punkt et: Hvis ikke vi får kærligheden, må vi give den til os selv
Hun smækker døren, styrter ned ad trapperne: først frisøren, så en tur i Salling
Klokken halv syv glor spejlet begejstret på hendes spejlbillede: Hun sidder i kontorstolen, gynger lidt frem og tilbage. En lille sort kjole, den korte, smarte klipning med lyse striber, og øjnene er dybe og hemmelighedsfulde (liner, skygge, perfekt udtonet), læberne fashionable med et strejf af glans, både fyldige og lidt snerpede.
Punkt to: Livet begynder for alvor i fyrrene
Hun går ud i køkkenet, henter et glas rødvin, skåler med sit spejlbillede: Punkt tre: Har vi egentlig brug for en mand, der ikke kunne værdsætte sådan en kvinde?
Da hun kommer ind hos Vestergaarderne let svajende på stiletter opstår udbredt forvirring, og et par mænd iler til for at hjælpe hende af med frakken, trække en stol ud eller tilbyde hende et æble. Nå, virkelig? Er min mand her også? Det havde jeg slet ikke lagt mærke til …
Niels er chokeret over hendes pludselige entre, mister kontrollen både med situationen og sig selv, og han trykkes i bund af beundrende blikke på hans kone.
Næste morgen, stadig fornærmet over at have mistet gårsdagens styring, siger han med førhen selvsikker stemme: Skal vi have morgenmad eller hvad?
Men han tager fejl eller er stadig søvnig, for ved siden af ham ligger der ikke længere “hent-bring” konen.
På puden ligger en rolig, selvbevidst kvinde og ånder tungt. Uden at vende det stribede hår blinker hun irriteret:
Har du lavet morgenmad, skat?
Hun strækker sig og tænker, mens hun driver ind i søvnen igen: Ja, min ven. Ellers må vi tilbage til punkt tre …
