Mette, vi er sultne! Stop nu med at lægge dig! lød den utilfredse stemme af hendes mand lige ved øret.
Hovedet hamrede, halsen gjorde ondt, og næsen var stoppet. Hun prøvede at rejse sig kroppen føltes som vat. Ingen overraskelse, at hun var blevet syg.
Hele ugen havde det været varmt, men i går eftermiddag begyndte det at sne og regne samtidig. Foråret i Danmark Hun kunne ikke få en taxa, hvilket ikke var underligt i sådan et vejr. Så hun måtte tage bussen hjem fra arbejde. Hun ventede 30 minutter på en overfyldt bus og kæmpede sig om bord. Derefter en lang gåtur fra stoppestedet.
Hun havde bedt sin mand, Mads, om at hente hende på vejen.
Mette, Emil og Lars og jeg skulle lige forbi min mor. Vi bliver sent hjem. sagde Mads.
Som altid
Nå, men Mette kom sent hjem, gennemblødt og frossen.
Klokken var 8 om morgenen. Lørdag.
Mads, kan du hente en termometer? spurgte hun svagt.
Hvad? Er du syg? Mads så overrasket ud. Hvad med morgenmad?
Kan I ikke klare det selv?
Hvad mener du? Hvad med Emil?
Drengen er 10 år! Og du er en voksen mand. Lav nogle æg? Lad ham hjælpe dig. Jeg har lært ham at lave mad.
Du har lært ham at lave mad? råbte Mads.
Ja. Hvad er der galt med det? Han sidder kun med sin telefon hele dagen. Han gider ikke hjælpe til. Mette trak på skuldrene.
Er du helt væk? Han er en dreng! Mænd skal ikke lave mad eller lære det! Det er jeres opgave, kvinderne! Mads blev arrig. Nå, men så tager vi til mine forældre, siden du ikke har tid til os. Vi kommer tilbage i morgen.
Og så pakkede Mads og Emil hurtigt og gik.
Mette rejste sig langsomt, fandt en termometer, satte vand over og tænkte
*Hvornår gik det galt? Hvornår blev det normalt, at hun skulle gøre alt? Hvornår holdt de op med at hjælpe?*
Termometeret pippede 39,2.
Hun tog sine piller og gik i sæng igen.
Senere vækkede telefonen hende. Det var hendes mor:
Mette, hvorfor svarede du ikke? Jeg blev bekymret.
Mor, jeg er lidt syg. Jeg tog medicin og sov igen.
Lidt? Hvor er Mads og Emil? Hos hans mor igen?
De tog afsted. For ikke at blive smittet.
Tror du selv på det? For ikke at skulle hjælpe, mener du!
Mor Mette ville protestere, men vidste, hun havde ret.
Hold op! Jeg har ret til at være vred. Jeg gav dig ikke væk til slaveri! Har du målt din temperatur?
Ja. Høj i morges. Nu er det bedre. Jeg har bare ingen kræfter.
Bliv liggende! Din far henter dig. Du skal ikke være syg alene. Vent.
Mette stille stod op, vaskede sig, pakkede en taske og ventede på sin far.
Åh! Han greb sig om hjertet, da han så hende.
Hvad er der, far?
Det var dig! Han tog hendes taske. Jeg troede, jeg så et spøgelse!
Far, du må ikke gøre mig bange! Hun smilede. Skal vi køre?
Ja. Hold fast i mig. Eller blæser du væk! Han hjalp hende ind i bilen. Du ser træt ud. Ingen tvivl, din mor har ret. Du ser ud, som om du er i fængsel.
Hun sagde ikke noget. Hun var for træt.
Hjemme hos hendes forældre var der varmt, hyggeligt og god mad. Hendes mor tog sig af hende, og om aftenen var Mette lidt bedre.
Hun ringede til Mads for at kunne
