Den utaknemmelige svigerdatter
»Nå, der er det sure fjæs igen!« knurrede Gerda Margrethesen. »En tak havde været på sin plads! Du kan ikke andet end at lave grimasser!«
Mette stirrede på sin svigermor og bed tænderne sammen. Hvornår mon Konrads mor ville lade være med at blande sig i deres ægteskab med sine uønskede »gode gerninger«?
I dag havde hun smuglet en kat ind i lejligheden, selvom ingen havde bedt om det. Alt startede da nye naboers kakerlakker var vandret ind gennem væggene. De nyindflyttede i opgangen havde gjort rent i en længe ubeboet lejlighed, hvilket åbenbart havde skabt en insektinvasion. Da Konrad nævnte det for sin mor, mente hun straks at en kat var løsningen. Men hvad havde pelsdyr med kakerlakker at gøre?
»Kakerlakker er ikke mus – hvorfor tror du en kat kan hjælpe?«
»Hvad snakker du om? Alle ved at katte æder kakerlakker!« svarede svigermoren selvsikkert.
»Jeg har boet med katte hele mit liv og aldrig set dem spise et eneste insekt!« rystede Mette på hovedet. »Og glem ikke Konrads pelsallergi!«
»Han må tage sig sammen for en god sags skyld!«
»Nej, Gerda. Katten skal tilbage hvor den kom fra. Hvis vi ønskede et kæledyr, havde vi selv anskaffet et!«
»Det er ikke din beslutning! Konrad kommer snak hjem – han skal nok dømme imellem os.«
Da Konrad endelig kom fra arbejde, havde Gerda brugt en halv time på at jagte imaginære insektter med katten »Mikkel«. Ironisk nok havde Mette allerede udryddet skadedyrne og sat fælder op som ekstra sikkerhed.
Uden at finde et eneste kakerlak insisterede Gerda på, at de gemte sig og ville komme frem om natten. »Så er Mikkel klar til aktion!« sagde hun og kærtegnede den irriterede grå kat.
Konrad opdagede først deres nye »værelseskammerat« da han trådte i en våd plet i badet.
»Mette, har du spildt noget?« råbte han og skyllede hænderne.
»Nej, det er din mors nye livsprojekt!« sukkede Mette og pegede på urinpølen.
Efter at have vasket fødder og brændt sokker af gik Konrad ud i køkkenet, hvor han begyndte at nyse voldsomt.
»Mor… fjern… den kat… NU!« hikstede han mellem nys.
Gerda smækkede døren og satte Mikkel ud i opgangen. »I må ikke klage når jeres lejlighed vælter af kakerlakker!«
»Vi har ikke engang støv!« kommenterede Mette tørt.
»Du anerkender slet ikke mine forsøg på at hjælpe!« fnøs Gerda.
»Hvor fik du katten fra? Den ligner en huskat!«
»Den sad ved skraldespandene! Jeg lånte den bare…«
Mette rullede øjnene. Typisk Gerda – stjæle en fremmed kat og forvente taknemmelighed.
»Mor, måske vi selv skal klare problemer fremover?« foreslog Konrad.
Det var ikke første gang. For nylig havde Gerda »hjulpet« ved at tø opgaven fryser under et besøg, hvilket resulterede i to kilo ødelagt grønlandsk rejerogn – en gave fra Mettes familie i Bornholm. Før det havde hun forgiftet Konrad med forældet sild og ødelagt deres acrylbruser med sin aggressive rengøringspulver.
»Skal jeg takke for ødelagt rogn? For en sygemeldt mand? For en ruineret bruser?« sprudlede Mette. »Måske vi bare besøger dig i stedet?«
»Ja, det lyder fornuftigt,« nikkede Konrad.
Gerda greb sin kappe. »Fint! Mine fødder skal aldrig mere sætte sig her!«
Da døren smækkede, udvekslede parret et lettelsens blik. Resten af aftenen brugte de på at fjerne kathår og lugt, men fred var endelig hersket – i hvert fald indtil næste velmenende katastrofe.
