– Du tager din datter, og I går. Vi har ikke længere noget tilfælles!
– Men, Mads…
– Jeg har sagt det! Jeg vil ikke se dig mere!
Døren smækkede, og Mathilde vaklede. Væggene gled ud og ind for hendes blik, og et fjernt ekko, som om hendes mors stemme kaldte uvirkeligt: “Du må ikke!”
Det overraskende råb trak hende tilbage. Mathilde sank forsigtigt ned på en stol, gravede neglene ind i håndfladerne, og smerten ryddede væk i tågen, som ellers havde lagt sig over hendes sind.
Nej! Ikke give op! Afgrunden er så varm… men nej! For der er Ida. Og… Nej, ikke nu! Nu må hun samle sig, finde ud af hvad der egentlig var sket.
Hvad kunne få Mads til at vende sig sådan? Hvorfor skubber han hende væk? I går var alt jo godt…
Eller var det?
Tankerne sneg sig langsomt på plads. Mathilde lagde hænderne frem på bordet, håndfladerne opad.
Sådan! Hvad var det nu mor havde lært hende? Når du intet ved, så analyser! Punkt for punkt, én finger ad gangen. Endnu bedre skriv det ned!
Men blyanterne var i stuen. Derinde sov Ida…
Ida sov altid let, og Mathilde ville slet ikke vække hende nu. Så snart Ida begyndte at flæbe, ville overskuddet forsvinde. Ikke i dag.
Så hun måtte klare sig med det, der var.
Mathilde kiggede på sine hænder og knyttede dem. Hænderne ru hud, fregner efter timer i sommerhuset og haven, og negle, som for længst havde opgivet pænhed for at spare tid.
Hvem skulle have troet, at hun sådan ville slå rod i hjemligt arbejde og glemme alt, hun var blevet lært?
“Mathilde, du er kvinde!”
“Nej! Jeg er pige!”
“Nu måske, men tiden går. En dag er du voksen. Først pige, så kvinde. Som jeg. Og vi må ALDRIG lade os gå. Negle, hår, hænder! Dét siger meget mere om dig end smykker. At tage diamanter på på en uge-gammel uvasket hals slet ikke! Forstår du?”
“Ja, mor.” Den otteårige Mathilde smurte mors læbestift på foran spejlet.
“Og det dér kan vente! Din tid kommer. Du ER smuk nok som du er. Bare vent”
“Ah, mor…”
“Det er slut!”
Når mor sagde sådan, var der intet at diskutere. Mor holdt sit ord.
Altid.
“Mathilde, jeg rejser. Du bor med mormor et stykke tid.”
“Mor, hvor længe?” Mathilde, som lige var blevet ti, kneb nederdelen i hænderne, bid lidt i læben og kæmpede for ikke at begræde.
“Seks måneder. Jeg har fået et godt jobtilbud. Men det er oppe nordpå! Du kan ikke være med. Mormor holder øje, jeg ringer og skriver tit.”
“Mor, du må ikke tage afsted …”
Mathilde græd, og mor blev utålmodig, frustreret over ikke at kunne trøste.
“Nu stopper du! Jeg har ikke andre muligheder! Hvis jeg ikke tager jobbet, kommer vi aldrig væk fra mormors lille lejlighed. Jeg vil have, du får dit eget værelse. At vi kan tage til Vesterhavet! Hvis din far levede, så … Men det gør han ikke, så nu må jeg tage mig sammen for os alle!”
“Men Moster Anna kan hjælpe!”
“Moster Anna har sine egne problemer…”
“Hjælp hellere mig! Bliv hjemme!” Ordene skar ud mellem Mathildes tårer og hun så for første gang mors blik blive koldt.
“Mathilde!” Mors stemme var is. “Du må ikke kun tænke på dig selv! Det er forkert. For hvis du ikke tænker på andre, gør de det heller ikke, når du får brug for det. Jeg tænker først og fremmest på dig! Jeg vil, at du får alt du har brug for.” Mors stemme blev blødere, og hun trak Mathilde ind til sig. “Det er første og sidste gang, lille pige. Hold ud. Vi klarer det.”
Mathilde sagde ja, men indeni kradsede en hel flok katte i hendes sjæl.
Hun skrev breve til sin mor, ringede lørdag efter lørdag og råbte i røret, savnede så meget at hun end ikke kunne spise sin yndlingsis. Tiden trak ud i endeløse bånd. Da mormor endelig sagde, at de skulle i Kastrup og hente mor, knækkede Mathilde fuldstændig, så mormor til sidst måtte bestille taxa.
Mor holdt sit løfte. Hun var aldrig væk så længe igen. Engang imellem rejste hun i kortere perioder, men det var til at holde ud.
De flyttede til en større lejlighed, og Mathilde fik sit eget værelse. Men hun opholdt sig sjældent der. Så snart mor kom hjem fra arbejde, bar Mathilde bøger og lektier ind i køkkenet og sad der hele aftenen. Nogle gange i stilhed, når mor havde lektier eller regnskab med hjem. Bare dét at være sammen.
Tænkte slet ikke over pubertet og tidsler. Mor havde tålmodighed, der voksede dybt, og senere ville Mathilde ikke kunne fatte, hvor meget kærlighed en spinkel kvinde kunne bære uden støtte fra nogen. Mormor var væk, og nu stod Mathilde og mor alene.
Mors søster, Anna, talte de ikke med.
Hvorfor, spurgte Mathilde egentlig aldrig. Da hun én gang spurgte, svarede mor lige ud:
“Du kan tilgive og forstå det meste. Bare ikke forræderi.”
“Hvem forrådte moster Anna?”
“Vores mor. Din mormor. Hun kaldte på hende, ønskede at sige farvel. Men Anna kom ikke.”
“Hvorfor?”
“Hun var bange for at jeg ville bede hende om at blive og hjælpe. Hun sagde ikke, hun ikke kunne klare at vaske, made, holde øje… ikke kunne bære at se mor forsvinde. Men jeg, altså… jeg havde intet valg, Mathilde…” Mors stemme rystede, men hun så Mathilde i øjnene. “Ingen valg. Mor var min mor! Hun skulle have fred. Med os. Ansigter hun kendte … eller næsten kendte.”
“Var det derfor jeg kun måtte se mormor i få minutter hver dag?”
“Ja. Du behøvede ikke at huske hende sådan.”
“Men det gør jeg heller ikke … Jeg kan ikke huske hun lå der, men jeg kan huske at koge marmelade, tage skum af med det lille sølvske. Det smager bedre sådan…”
“Anna og jeg gjorde det samme, da vi var børn…”
“Jeg forstår det ikke. Hun passede jer, elskede jer, hjalp jer… Hvorfor blev I så forskellige?”
“Sådan kan det gå, lille Mathilde. Mor passede særligt på Anna, fordi hun tit var syg som barn. Måske derfor blev Anna altid skånet, ikke kun for forkølelse…”
“Hjalp det da?”
“Hvordan gik det Anna? To ægteskaber, tre børn … alt gled ud i ingenting, som om hun aldrig var til stede selv. Jeg ved ikke om mor gjorde det rigtigt, men jeg ved, jeg ikke vil gøre det samme mod dig.”
“Du tror ikke man skal skåne børn?”
“Jo… men med omtanke! Hvad hjælper det at pakke sit barn ind i krystal og leve livet for hende? Nej! Livet er fald og stød og erfaringer. De fleste lærer af at fejle. Ser man hvor Anna gang på gang slog sig hvis mor havde fjernet puderne… Måske ville alt have set anderledes ud. Men én ting lover jeg dig: jeg hjælper og støtter dig altid, så længe du vil have det. Men du vokser af selv at prøve først.”
“Ja, mor…”
Nu sad Mathilde hér og talte fingre, prøvede at forstå hvor det gik galt.
Dagen før havde de fejret Mads fødselsdag. Ikke en rund, bare nære familiemedlemmer. Sommeren strømmede ind gennem vinduerne i det hus, som de først var blevet færdige med sidste år.
Hendes mor var der, svigermor, og Mads søster Helle med familie.
Ida glædede sig til legekammerater, drønede rundt i haven og stillede spørgsmål:
“Kommer de nu? Hvornår? Må vi bade?”
Spørgsmålene væltede ind til sidst svarede Mathilde slet ikke. Ida svarede sig selv og ryddede op på sit værelse, for sådan tager man imod gæster i Danmark!
Mads tog på Torvehallerne, og mor hjalp til i køkkenet, spurgte forsigtigt indtil Mathilde.
“Mor! Hvorfor er du så bekymret? Hvad er galt?”
“Alt er godt, skat!” Mors øjne var milde. “Hvor langt henne er du nu?”
Opgivelsen gled af Mathilde, lettelsen løftede hende, og hun lo overraske mens hun knugede sin mor.
“Det er stadig tidligt… tre uger. Har ikke sagt det til Mads endnu. Hvordan vidste du det?”
“Du lyser, min pige. Som du gjorde med Ida.”
“Mor, jeg er bange…”
“Hvorfor dog dét, fjollede? I har det jo godt?”
“Det føles forkert. Mads virker så fjern. Jeg forstår ikke, hvad der sker…”
“Har du spurgt ham?”
“Han siger intet!”
“Så spørg ordentligt!”
“Mor!”
“Det mener jeg. Din mand ser trist ud uden grund, og du kan ikke få noget ud af ham? Har jeg ikke lært dig bedre? Man slipper aldrig elskede for langt væk så kan de blive væk! Og hvem ved hvad der så sker…”
Mathilde bøjede fingeren. Dér begyndte det! Usikkerheden, hun havde følt, var vokset efter denne samtale med mor.
Men hun fik aldrig spurgt. Først kom festen, så oprydningen, og tiden forsvandt. Ingen chance for at tage Mads hånd.
Så kom den mærkelige sætning:
“Tag din datter!”
Mathilde knyttede næverne. Ikke tale om! Nu skulle tingene stå rent. Hun ville gøre, som mor havde lært hende. Den eneste vej var en snak!
Mads havde allerede startet bilen og var på vej ud ad indkørslen, da Mathilde spurtede ud, så gråspurvene forskrækkede fløj op.
“Stop!”
Hun sprang ét trin over og stillede sig foran bilen, pressede hænderne fladt mod køleren.
“Flyt dig…” Hans stemme lød dæmpet, men Mathilde kendte lyden. Han ville ikke køre. Ville ikke væk. Hun havde ret.
“Ud! Vi taler sammen nu, før Ida vågner! Hvad foregår der? Er jeg din kone eller fremmed?!”
Mathildes stemme steg, mens Mads følte noget presse sig sammen indeni.
Ville hun råbe sådan, hvis han bare var ligegyldig? Hvorfor stopper hun, hvis hun bare vil væk? Vil hun ikke have, at Ida skal være hos sin far?
Han steg ud og mumlede:
“Som om du ikke ved hvorfor jeg gør det!”
“Vidste jeg det, ville jeg ikke spørge! Mads, du har været underlig i ugevis! Og i dag flipper du helt ud! Hvorfor kalder du Ida “min” datter?! Hvem er hun for dig?”
“Det ved jeg ikke! Du må vel vide hvem hun er barn med! Hvorfor mødes hendes far med hende i hemmelighed?”
“Hvad er det for noget sludder?” Mathildes øjne var store. “Er du blevet skør?”
“Hvem mødes du med hver uge, når Ida skal til svømning?”
Mathilde blev rød af harme, men fik styr på sig selv.
“Aha! Hvem fyldte dit hoved med dét? Din mor? Eller Helle?”
“Mor har intet gjort!”
“Så Helle…”
“Og hvis hun har? Skulle hun ikke sige det til mig? Jeg er hendes bror!”
“Og jeg din kone!” Mathilde mærkede vreden rulle som et bølgeslag igennem sig. “Du lytter til alle andre, men ikke til mig! Hvorfor?”
“Du har løjet for mig!”
“Jeg?! Hvornår? Og om hvad?”
“Hvem er manden, du mødes med i parken?!”
Mathilde sukkede:
“Det har jeg jo fortalt dig! Men du lyttede aldrig! Jeg mødte en gammel klassekammerat, Anders. Han flyttede tilbage til København på grund af sin syge mor. Da han hørte om mormor, spurgte han mig til råds. Han trængte til at høre om læger og plejehjem. Din søster så os aldrig alene min mor gik altid med! Tror du virkelig, jeg ville mødes med en elsker i selskab med min egen mor? Hun havde aldrig tilgivet mig.”
Hun snøftede.
“Nej! Ikke en tåre mere!”
“Du vil sige, at…”
“Mads, jeg har sagt alt! Du valgte at tro på sladder. Glemte vores historie. Snavsede min kærlighed til dig og vores barn til. Forstår du, hvad du har gang i? Hvorfor Helle vil stikke til dig, aner jeg ikke. Hun gav intet tegn på, hvad hun havde gang i. Men vigtigere er, hvad du gjorde, Mads! Vil du have en DNA-test? Fint! Ida dit barn med dine øjne!”
Mathilde lyttede. Et suk Ida vågnede.
Mathilde gik ind Mads blev tilbage, forvirret og fortabt.
Snart hørte hun bilen køre væk.
Ida talte, klynkede, ville have mor. Mathilde følte kvalmen trække mørket sammen.
Hvorfor dette? Hvad har jeg gjort galt? Skal jeg ringe til mor? Eller tænke, vente?
“Aldrig fortæl om dine skænderier, Mathilde. Ikke før du ved det er slut. Først dér ringer du. Så kommer jeg, uanset klokkeslæt! Men indtil da sig intet. I bliver venner igen, men jeg glemmer aldrig at han sårede mit barn!”
Mathilde pillede ved telefonen og lagde den væk. For tidligt. Mads skal vide, han skal være far igen. Så kan hun tænke videre.
Da bilen brat bremsede udenfor igen, havde hun besluttet sig.
Hun fodrede Ida i køkkenet, da døren gik op og Mads trak Helle indenfor.
“Nu kommer du! Mathilde?!”
“Her…”
Ikke godt, at Ida ser dette. Ikke i dag.
“Ida, har du spist op? Vil du tænde for Ramasjang inde på mit værelse?”
“Ja!” Ida sprang fra grøntsagerne og forsvandt. “Hej, far! Hej, faster Helle! Mor har givet lov til tv!”
Idas klare stemme fik de voksne lidt til sig selv.
Mathilde blødte ind i samtalen, så der ikke løb flere følelser løbsk.
“Gå du bare, Ida. Jeg kommer…”
“Du må gerne vente, mor!” Ida smilede til Helle og trippede op ad trappen.
Resten var tungt. Helle græd, Mads var gal, Mathilde kunne knap føle noget.
“Jeg troede, du løj for ham! Alle mine veninder har mænd, de styrer som legetøj. Jeg har hørt så meget, jeg tror snart ikke på nogen!”
“Helle, mener du virkelig, jeg er sådan en? Er du også utro? Og hvem har dine børn så med?”
Helle snappede efter vejret. “Hvad siger du dog?!”
“Och, Helle forstår du overhovedet hvor meget skade du næsten lavede? Jeg siger intet ondt om Mads. Men du misbrugte hans tillid. Hvorfor?”
“Ved det ikke…” Helle sad foroverbøjet og græd. “Jeg tænkte bare, jeg nogen gange skulle beskytte ham…”
“Mod hvad? Og gik det, hva?”
Mathilde så fra Helle til Mads.
“Er der andet?”
“Mathilde…”
“Nej, Mads! Nu er jeg vred. Jeg behøver tid til at fatte hvad der nu skal ske. Helle, du er ikke velkommen i mit hjem en tid. Jeg behøver ikke forklare hvorfor, vel?”
“Undskyld, Mathilde…”
“Vi ses. Og Mads gå nu. Du må godt…”
Mathilde og Mads finder sammen igen, men først efter lang tid, på Mathildes betingelser. Ingen, ikke engang Helle, får nogensinde at vide hvad der virkelig skete. For ikke alt skal bæres ud i lyset. For det er hun moren dybt taknemmelig.
Og året efter tager mor det spæde barnebarn i favnen, sukker over hvor meget drengen ligner sin far, og smiler skævt til Mathilde.
“Du er vokset og blevet så klog, min pige. En god hustru, en dejlig mor…”
“Er det sandt?”
“Har jeg nogensinde løjet?”
“Mor, hvad betyder det egentlig, at være klog? Jeg føler mig ikke sådan.”
“Kvindens visdom, Mathilde, er at rumme alt det, livet giver hende. Børn, familie, venner, hjem… Samle det, pleje det, og give varme og tryghed til dem alle. Det er ikke let. Men du mestrer det…”
“Tror du?”
“Ja. For resten Anders har skrevet, han skal giftes om en måned. Han inviterer dig og Mads.”
“Mor…”
“Ikke noget ‘mor’! Jeg passer børnene! Men gør mig en tjeneste, ikke?”
“Hvad, mor?”
“Få nu dine hænder i orden!”
“Ja, mor!”
Mathilde knuger moren, vinker til Mads og Helle der står genert i døråbningen, og blinker til Ida.
“Kom, Ida. Hjælper du med at putte lillebror?”
“Må jeg det?” Idas øjne stråler, hun rører varsomt ved babyens hånd.
“Det SKAL du, skat. Det skal du…”
