– Du tager din datter og går. Vi har ikke længere noget til fælles!
– Men, Søren
– Jeg har sagt det! Og jeg vil ikke se dig igen!
Døren smækkede, og Lea vaklede et skridt tilbage. Stuen svømmede for hendes øjne, og i ørerne summede det, mens en fjern stemme, som lød helt som hendes mors, pludselig råbte: Du må ikke!
Det vækkede hende. Lea satte sig forsigtigt ned på en stol, og hendes negle borede sig ind i håndfladerne. Smerten bragte hende til sig selv og blæste den tåge væk, som truede med at opsluge hende helt.
Det går ikke! Der må ikke brydes sammen nu! Du må ikke falde ned i afgrunden, uanset hvor meget du har lyst…
Du må ikke! Der er stadig Katrine! Og… Nej, det andet må du ikke tænke på nu. Lige nu skal du bare samle dig og prøve at forstå, hvad fanden der egentligt skete.
Hvordan kunne Søren pludselig vende sig imod hende? Hvorfor smed han hende ud? I går var alt jo stadig fint …
Eller var det?
Langsomt begyndte hovedet at fungere igen, og Lea lagde hænderne op på bordet, håndfladerne opad.
Så! Som hendes mor sagde: Hvis du ikke ved, hvad du skal gøre så lav en liste! Gå det hele igennem punkt for punkt, tæl på fingrene. Endnu bedre, find en blyant og skriv det ned!
Blyanterne lå dog inde ved siden af, og der lå Katrine og sov …
Katrine sov let, og Lea ville bare ikke risikere at vække hende. Katrine ville finde på alverdens narrestreger og begynde at græde, og så kunne Lea ikke længere tænke klart over, hvad der var sket.
Hun måtte tage den, som det nu var.
Lea så ned på sine hænder og knyttede dem automatisk. Neglene var slidte, hun havde ikke haft tid til rigtig manicure længe, fordi det helt ærligt virkede spild af tid. Huden var ru, og fregnerne var dukket op igen, som de altid gjorde, når hun brugte for meget tid i drivhuset på solskinsdage. Hvor kunne hun have forudset, at hun ville gå så meget op i hus og have, at hun helt ville glemme alle de ting, hendes mor engang lærte hende.
– Leasofie, du er kvinde!
– Nej! Jeg er pige!
– Det er du måske nu. Men snart bliver du voksen. Først pige, så kvinde. Sådan er det. Og vi kvinder må aldrig lade os selv forfalde! Uanset hvad. Manicure, pedicure, frisuren! Plejede hænder! Det fortæller mere om dig end dyre klude. Du kan ikke tage diamanter på, hvis halsen ikke har set vand i en uge! Forstår du?
– Ja, mor! Lea, otte år, smurte læberne ind i sin mors læbestift foran spejlet.
– Ikke nu! grinede moren og tog læbestiften. Farven klæder dig ikke. Og du er alt for lille til makeup. Alt til sin tid. Det kommer, når du bliver ældre.
– Åh, mor…
– Ikke mere snak!
Moren sagde det sjældent sådan, men når hun gjorde, vidste Lea, at diskussionen var slut. Mor var altid konsekvent.
På alle områder …
– Lea, jeg rejser. Du bor hos mormor imens. Det skal være sådan.
– Mor, bliver det længe? spurgte Lea, der lige var fyldt ti, og hev i kjolekanten, mens hun prøvede ikke at bryde grædende sammen.
– Et halvt år. Jeg har fået et godt job i Nordjylland. Jeg kan ikke tage dig med derop. Det er bedst, du er her hos mormor. Jeg skal nok ringe og skrive breve.
– Mor, lad være med at tage af sted…
Lea begyndte uundgåeligt at græde, og moren tabte langt om længe tålmodigheden i sit forsøg på trøste.
– Så er det nok! Jeg har intet valg! Hvis jeg ikke tager det her job, kan vi ikke engang få vores eget sted! Jeg vil give dig dit eget værelse! Tænk, at kunne tage til Mallorca sammen! Hvis din far stadig levede, ville det se helt anderledes ud. Men nu er det bare mig. For både dig og mormor…
– Men moster Trine?
– Trine har sine egne problemer. Hun har også brug for hjælp.
– Hjælp mig i stedet! Bliv!
Det rakte dog kun til et isende blik fra moren.
– Lea! Mors stemme var kold, og pigen frøs. Du må ikke kun tænke på dig selv! Forstår du? Hvis du aldrig tænker på andre, er der heller ingen, der tænker på dig, når du har brug for det. Forstår du? Jeg gør det her for dig! Så du ikke mangler noget! Morens stemme blev mildere, og hun trak Lea ind til sig. Jeg lover dig, det er kun denne ene gang! Hold ud, lille skat! Sådan må det være!
Lea nikkede, hun havde ikke andre muligheder, selvom det føltes, som om en flok vilde katte kradsede dybt ind i hendes indre.
Hun skrev breve til sin mor og råbte ind i telefonen hver weekend, at hun savnede hende. Hun sagde nej til is, hun ellers elskede, fordi savnet overskyggede alt. Tiden gik uendeligt langsomt. Da mormor sagde, at de skulle i lufthavnen og hente moren, begyndte Lea at græde så meget, at mormor måtte bestille en taxa.
Mor holdt, hvad hun lovede. Hun forlod aldrig Lea i så lang tid igen. Der var tjenesterejser, men de føltes anderledes.
De flyttede fra den lille lejlighed, Leas far havde haft, til noget større, og Lea fik sit eget værelse. Det var skønt, men egentlig brugte hun ikke meget tid derinde. Så snart hendes mor trådte ind ad døren, tog Lea bøger og hæfter med ud i køkkenet, og sammen havde de deres stunder nogle gange helt uden at snakke. Bare sammen.
Det gik næsten hen over deres hoveder, det der med teenageopgør og dramaer. Lenas mor havde været så tålmodig og ordentligt, at Lea først senere forstod, hvor meget kærlighed der lå bag. Mormor nåede ikke at være der længe. Så stod de pludselig alene, mor og datter.
Leas mor talte ikke med sin søster mere.
Lea spurgte kun én gang hvorfor, og fik et klart svar.
– Man kan tilgive meget. Men ikke svigt.
– Hvem svigtede moster Trine?
– Hun svigtede mormor. Hun kunne ikke engang tage afsked, da det var sidste mulighed. Hun kunne ikke klare at se mormor syg at fodre hende, vaske hende, se hende tabe sig og forsvinde mentalt. Det magtede hun ikke
– Og det kunne du?
– Jeg kunne heller ikke, svarede moren og kiggede alvorligt på Lea, mens læberne rystede. Lea greb hendes hånd. Jeg turde heller ikke, men jeg havde ikke et valg. Hun var min mor… og hun skulle have lov at tage herfra med mig ved siden. Med kendte ansigter om hun så ikke genkendte os længere…
– Var det derfor, jeg ikke måtte være der særlig længe?
– Ja. Jeg ville ikke have, du huskede mormor sådan.
– Jeg kan heller ikke huske det … men jeg husker, mormor lærte mig at lave solbærmarmelade og tage skummet af og spise det langsomt på det pæneste lille fad. Det var godt…
– Det gjorde Trine og jeg også som børn …
– Jeg forstår det bare ikke! Hun elskede jer lige meget, hjalp jer begge … Hvorfor er I blevet så forskellige?
– Sådan er det bare, Lea. Mormor passede altid ekstra på Trine, hun var meget syg som lille måske overdrev hun, og så blev Trine … ja, du ser jo selv, at det var ikke lykken… Men det har lært mig noget om, hvordan jeg vil være med dig.
– Synes du ikke, man skal beskytte sine børn for meget?
– Jo, på den rigtige måde. Men hvis du pakker dine børn ind i vat, hvordan lærer de så? Alle skal fejle, slå sig, lære selv. Kun sådan vokser vi. Og mit vigtigste løfte til dig er: Jeg vil altid støtte dig men jeg skal ikke løse alle dine problemer. Støder du ind i noget, sæt dig og tænk. Kan du ikke løse det så rækker jeg hånden ud. Jeg er her. Har du forstået?
– Ja, mor…
Nu sad Lea og tænkte. Gennemgik det hele punkt for punkt. Hvornår gik det galt, og hvad havde udløst det?
I går havde de fejret Sørens fødselsdag. Ikke noget stort, bare familie. De havde god plads i huset, de netop havde gjort færdig sidste år.
Leas mor, svigermor, og Sørens søster med familie var kommet.
Katrine løb rundt i haven, glad for selskab og spurgte, igen og igen:
– Kommer de snart? Må jeg hoppe i poolen? Hvornår må vi spise?
Spørgsmålene væltede ud, til sidst undlod Lea at svare Katrine svarede alligevel selv og ordnede sit værelse. Man kan jo ikke få gæster, hvis der er rod!
Søren havde været på torvet. Moren hjalp Lea med maden og spurgte forsigtigt til hendes velbefindende.
– Mor, hvorfor bekymrer du dig sådan? Hvad har du på hjertet? Lea gav op og spurgte til sidst.
– Ingenting, min pige smilede moren myndigt. Hvilken uge er du i?
Og der blev Lea glad på rygmarven, for hun havde slet ikke delt det med nogen, ikke engang sig selv det var så tidligt. Tre uger var der kun gået. Hvordan kunne mor vide det?
– Du lyser, Lea Du gør som dengang med Katrine.
– Mor, jeg er bange…
– Hvorfor dog, min skat? Alt er jo godt!
– Jeg ved ikke… Jeg føler bare noget forkert, Søren virker så mærkelig for tiden og…
– Har du spurgt ham?
– Han siger ingenting!
– Så har du ikke spurgt rigtigt!
– Mor!
– Hvad? Har jeg ikke ret? Din mand går rundt som en regnvejrsdag, og du tør ikke presse ham lidt? Du skal ikke give slip på de mennesker, du elsker, Lea! Ikke engang for et halvt sekund! Hvis du giver slip, så kan du ikke vide, hvor han søger trøst
Lea bøjede endnu en finger bagud. Det var dér, det begyndte! Hendes tvivl! Mors råd til at tale med Søren. Hun havde bare ikke nået det … Først fest, så oprydning, og så gad hun ikke tage ordentligt fat i Søren.
Og nu havde han sagt “Tag din datter!”
Det var det! Hvad mente han overhovedet med det udsagn?
Lea knyttede næverne. Nu skulle det gøres rigtigt! Som mor havde sagt. Og første skridt snakke med sin mand! Nok er nok!
Søren var i gang med at bakke bilen ud af carporten, da Lea kom stormende ud ad døren og råbte så højt, at gråspurvene i haven fór til vejrs.
– Stop!
Hun sprang ned ad trappen og løb hen til indkørslen.
Søren kiggede paf på hende gennem forruden, som hun stod op ad bilen med hænderne på kølerhjelmen.
– Træd væk sagde han lavt, men Lea hørte tydeligt den tvivl, hun havde håbet på.
Han ville ikke forlade hende. Og han ville heller ikke opgive deres familie. Lea fornemmede, hun havde ret.
– Kom ud! Nu taler vi ud om det, inden Katrine vågner! Hvad har du gang i, Søren? Hvad er det her for noget pjat?! Er jeg ikke din kone eller hvad?
Leas stemme voksede, og Søren mærkede panikken brede sig.
Ville hun virkelig skrige så meget, hvis hun var ligeglad med ham? Hvorfor stoppe ham, hvis hun virkelig bare ville friheden? Ville hun ikke have, at Katrine skulle have sin rigtige far?
Han steg alligevel ud, mørk i blikket.
– Som om du ikke selv ved, hvorfor jeg gør sådan!
– Hvis jeg gjorde, spurgte jeg ikke! Søren, du er helt væk for tiden! Jeg kan ikke genkende dig og i dag … hvordan kunne du sige det om Katrine?! Hvorfor kalder du hende min datter? Hvem er hun for dig?
– Jeg … jeg ved det simpelthen ikke! råbte Søren pludseligt. Sig det! Hvem er hendes far? Hvorfor mødes Katrines far med hende i smug?
– Hvad … Snakker du sort?! udbrød Lea. Er du blevet helt skør?
– Hvem mødes du med i byen, når du afleverer Katrine til svømning?
Lea blev stående et øjeblik, vantro. Så trak hun vejret dybt.
– Nå, så det er dét, det handler om! Hvem har så sat dig på sporet? Din mor? Eller din kære søster?
– Min mor har ikke sagt noget!
– Så er det Anette, der har plantet det.
– Og hvad så? Hun er jo min søster hun ville bare gøre mig opmærksom. Hun havde set noget!
– Men jeg er DIN hustru! Lea blev helt rasende. Du tror på alle andre end mig! Jeg har aldrig løjet for dig, Søren! Hvem tror du, jeg har gået i parken med? Jeg fortalte dig jo for flere uger siden, at jeg var stødt på min gamle klassekammerat, Søren, der var flyttet hjem igen, fordi hans mor var blevet syg. Han anede, at min mormor havde haft det samme, og spurgte om kontakt til læge og hjemmehjælp. Og hvis Anette havde kigget ordentligt efter, havde hun set, at jeg ikke gik der alene min mor gik med! Tror du virkelig, jeg ville sidde i parken med en elsker midt for øjnene af min egen mor? Hun ville have myrdet mig! Min mor har altid holdt af dig, Søren. Mere end mig, tror jeg snart. Men du …
Lea rystede opgivende på hovedet og snøftede.
Hun nægtede at græde. Ikke nu.
– Tror du … altså, du mener … du…?
– Jeg har sagt, hvad der er at sige. Du har troet på en ond sladder. Bare sådan glemt alt vi har haft. Smidt min kærlighed i rendestenen og sat spørgsmålstegn ved dit eget barn! Forstår du, hvad du har gjort?! Jeg kan ikke gennemskue, hvorfor Anette skulle gøre det, hun har gjort. Men det er ligegyldigt det egentlige problem er dit!
– Vil du have, at vi tager en DNA-test? Fint! Så du aldrig er i tvivl om, at vores pige er din
Lea lyttede og sukkede.
– Nu vågnede hun.
Hun vendte ryggen til og gik ind, mens Søren stod fortumlet tilbage i indkørslen.
Et øjeblik efter hørte hun bilen køre.
Katrine snakkede løs inde i køkkenet, snakkede og ville have sin mors opmærksomhed, mens Lea havde mest lyst til bare at skrige.
Hvorfor var det endt sådan? Hvor havde hun fejlet? Skulle hun ringe til sin mor? Eller give det lidt tid til ro?
– Du må aldrig fortælle mig om jeres skænderier, før du er helt sikker på, at det er slut og ingenting kan reddes. Før så ringer du, og jeg kommer, dag som nat. Men ellers sig ingenting. For I bliver gode venner igen, og jeg vil aldrig tilgive Søren, hvis han gør dig det fortræd… Går tilliden først, så er den væk for evigt. Han sårer mit barn!
Lea kiggede på mobilen og lagde den så væk. Det var for tidligt … Søren skulle vide, at han skulle være far igen. Bagefter kunne hun finde ud af resten.
Roen faldt ind. Da Sørens bil pludselig bremsede uden for huset, var hun klar.
Hun var ved at fodre Katrine i køkkenet, da døren blev flået op, og Søren nærmest slæbte Anette ind.
– Kom nu! Lea, hvor er du?
– Herinde Lea kiggede på sin datter og anede uråd.
Det gik ikke, hvis Katrine blev vidne til et skænderi.
– Skat, fik du spist op? Vil du ikke gå ind på mit værelse og tage fjernsynet? Klarer du det?
– Ja! Katrine hoppede fra stolen, løb ud, vinkede til sin far og faster. Ma, jeg går op og ser tegnefilm!
Den lille pigestemme fik dem næsten til at besinde sig. Søren slap sin søster og Lea greb ind med det samme.
– Gå, Katrine! Jeg kommer om lidt.
– Det gør ikke noget, mor! Katrine smilede skævt til fasteren og skyndte sig op og finde fjernbetjeningen.
Samtalen blev tung, tårevædet og rodet. Anette græd, Søren var vred, og Lea vidste knap, hvordan hun skulle reagere på svigerindens ærlige, men forvirrede forklaring.
– Jeg troede bare, du snød ham! Forstår du? Jeg kender så mange historier, hvor manden bliver taget ved næsen! Jeg har selv hørt alt muligt fra veninder. Jeg stoler ikke på nogen mere!
– Mener du, jeg ligner dine veninder? Er det, fordi du selv har haft sager kørende? Er dine børn så heller ikke din mands?
Anette stivnede, forskrækket.
– Hvad er det for noget at sige!?
– Helt ærligt! Hvad tænkte du egentlig på, Anette? Ved du overhovedet, hvad du har sat i gang med det her? At du har brugt Sørens tillid det er faktisk værre end noget andet!
– Jeg ville bare beskytte ham tror jeg…
– Mod mig? Hvordan gik det så?
Lea trak på skuldrene og kiggede på Søren.
– Er vi færdige? Flere spørgsmål?
– Lea
– Nej, Søren! Ikke nu! Jeg er faktisk gal. Og jeg har brug for at tænke over, hvordan vi kommer videre. Anette, dig vil jeg ikke se her foreløbig. Hvorfor behøver jeg ikke forklare?
– Undskyld, Lea…
– Det må jeg tænke over. Men nu … nu smutter I begge to. Du har forstået alt rigtigt, Søren. Gå
Lea og Søren blev forsonet. Ikke med det samme og kun på hendes præmisser. Ingen udover Anette kom til at høre sandheden. For nogen gange skal snavset blive indenfor hjemmets fire vægge. For det var også noget, Lea altid havde lært af sin mor.
Og moren tog sit lille nyfødte barnebarn i favnen, sukkede over hvor meget han ligner sin far, og sendte Lea et lunt smil.
– Du er blevet klog, min pige. En god kone og mor …
– Mener du?
– Har jeg nogensinde løjet for dig?
– Mor, hvad betyder det at være klog? Du kalder mig det, men jeg føler det ikke selv…
– Kvindens visdom er at holde sammen på det liv, hun har fået. Børnene, familien, hjemmet, vennerne at samle trådene og sørge for, at alle har det godt. Det er svært! Man skal hele tiden vælge, hvad der er værd at gemme, og hvad man skal give slip på for at bevare det vigtigste. Og det, synes jeg, du har lært …
– Ja?
– Jeg ved det! For resten Søren (klassekammeraten) ringede. Han skal giftes om en måned. Han inviterede dig og Søren med.
– Mor…
– Ikke mere mor! Jeg passer børnene! Men gør mig én tjeneste vil du?
– Hvad da, mor?
– Tag dig nu sammen og få ordnet dine hænder!
– Okay!
Lea krammer sin mor, nikker til Søren og Anette, der står lidt forlegne i et hjørne til barnedåben, og blinker til Katrine:
– Kom, vil du hjælpe mor med at putte din lillebror?
– Må jeg? Katrine lyser op og lægger blidt hånden på den lille knyttede barnehånd.
– Det skal du, søde! Det skal duKatrine nynnede en lille vuggevise, mens hun gik foran, og Lea fulgte efter, barnet i favnen. Søren smilede forsigtigt og lagde en hånd på Leas skulder blikket fyldt med en undskyldning, han stadig ikke helt havde formuleret, men som endelig blev forstået.
Indenfor i børneværelset svøbte Lea sin søn i det gamle tæppe, hendes mor engang havde syet. Katrine satte sig tæt ved siden af og hviskede: “Han kan godt lide, når man holder ham sådan, mor. Ligesom du gjorde med mig.” Lea lagde kinden mod Katrines hår, mærkede barndom og fremtid smelte sammen i det øjeblik.
Udenfor fniste gæsterne dæmpet til hinanden, glassene klirrede, og Anette lo akavet over en historie, Leas mor fortalte. Det føltes, som om huset trak vejret igen.
Lea satte sig på sengekanten og så på sine børn. Katrine, stolt som aldrig før. Hendes lillebror, der sov trygt. Søren i døråbningen, genert og alt for kærlig på én gang.
Hun tænkte på sin mor, på alt dét, de havde lært hinanden: Om at være stærk, men aldrig stiv. Om tilgivelse. Om at tage kampen, men give slip, når kærligheden var vigtigere end stoltheden. Om at vaske hænderne både i sæbe og i livet.
Og mens aftensolen faldt ind gennem gardinerne og tegnede striber hen over gulvet, vidste Lea, at hendes hænder ru, men stærke ville bære dem alle, længe endnu.
Hun tog Katrines hånd, og sammen sad de bare lidt og lyttede til verdens stille banker og til det lille hjerte, der sov mellem dem, med hånden knyttet omkring hendes finger.
