En lille fejl
Ej nu må det være løgn! Det kan ikke passe!
Mathilde fumlede med rattet og var ved at køre ind i bilen ved siden af hendes gode gamle turtel. Netop nu kom der en stor, sort SUV kørende forbi og Mathilde genkendte den straks det var jo Pers bil, naboen, som hun hver morgen kørte sine drenge i skole sammen med.
Men i passagersædet sad bestemt ikke Pers kone. Der sad en kvinde, som Mathilde aldrig før havde set. Læber, som formet til et lille andemund, og en smart hue små signaler, men hun forstod alt.
Din skurk! Hvor vover du! mumlede Mathilde med sammenbidte tænder, satte bilen i gear og fulgte efter Pers bil ud fra parkeringspladsen. Hun havde læst mange krimier, og var vant til at lægge en plan. Hun ventede til en tysk udlejningsbil havde stukket næsen frem, og lagde sig så behændigt diskret bag Per.
Hun havde udsigt direkte til Pers skur. Pers bil havde han arvet fra sin far, og tanken om at skille sig af med den var utænkelig. Det var jo et minde.
Pers far døde for to år siden, og Per kom aldrig helt over det. De havde haft et nært forhold Pers mor døde, da Per kun var to, mens hun stod og lavede grød til lille Per. En underlig lyd, og så faldt hun bare om, og reagerede slet ikke på hans gråd.
Per græd i timevis, indtil faderen, der havde glemt noget og ikke kunne få fat i hende, kom stormende hjem. Han greb sønnen, ringede efter en ambulance, men det var for sent.
Det slog ham ud. Faren havde dyrket boksning og kendte følelsen af at miste pusten, når man bliver ramt lige i mellemgulvet. Hans livs lys blev slukket den dag. Pers far ville ikke overlade Per til hans bedstemødre, som boede langt væk og nægtede at flytte til ham. Heller ikke mosteren fik lov, selvom hun tryglede ham.
Du har brug for at arbejde, få dit eget liv. Hvad skal du gøre med en lille dreng? spurgte mosteren.
Det ved jeg ikke endnu, svarede Pers far ærligt. Men jeg kan ikke undvære ham. Vi finder en løsning.
Og hurtigt blev der fundet en løsning. Fru Madsen, der lige var gået på pension opgangen nedenunder, tilbød at passe Per. Senere kom Per i børnehave. Pers far brugte al sin fritid på sønnen. Ingen anden kvinde kom ind i deres liv; Per voksede op uden stedmor.
Fru Madsen, som aldrig havde haft børn, knyttede sig til Per. Og Per gengældte det.
Er du min bedstemor? spurgte lille Per.
Nej, Per, men jeg er din barnepige.
Må jeg kalde dig bedstemor alligevel?
Og selvfølgelig fik han lov. Så han havde tre bedstemødre, hvilket vækkede undren i børnehaven, når han tegnede tre kort til Mors Dag. Men han stod ved det.
Blandt de ansatte i børnehaven sukkede de fleste efter Pers far. Men han havde kun øje for sin søn. Det gik såmænd godt. Per tog studentereksamen, valgte universitet efter råd fra faren, men han klagede til fru Madsen:
Hvorfor kan pigerne ikke lide mig?
Det passer ikke, Per. Hvem var det, du kyssede med sidste måned ved mit vindue? grinede fru Madsen.
Hun droppede mig. Sagde, der manglede noget Hvad mangler der?
Du venter bare på den rigtige. Kig dig omkring, men vælg ikke forkert. Hende du leder efter, er tættere på, end du tror.
Og hun fik ret. Den generte medstuderende, Line, hjalp Per med opgaverne, men turde aldrig tage initiativet. Han fattede ikke, hvorfor hun nærmest undgik ham, han var jo vant til piger, der sagde tingene ligeud. Endnu en gang hjalp fru Madsen, og sådan startede det hele.
Brylluppet var lille og stille, selvom Pers far gerne ville holde stort gilde.
Far, Line ønsker det ikke. Hendes mor lever beskedent. Jeg vil ikke gøre det pinligt for hende.
Pers far havde dårlige erfaringer med svigermødre. Pers egen mormor havde aldrig tilgivet faren, at hendes datter døde så ung. Hun nægtede i lange perioder at se Per. Til sidst blev relationen dog genoprettet, og Per tilbragte nu ferie hos sin mormor og var glad, men ventede altid på, at faren skulle komme og hente ham.
En dag sagde hans mormor:
Jeg nåede aldrig at sige, hvor højt jeg elskede din mor, hvor vigtig hun var for mig. Jeg var travl, jeg havde ingen tid Nu er det for sent.
Per huskede sin mor kun på billeder, ikke hendes varme hænder. Engang, da han købte parfume til fru Madsen, genkendte han en duft en tråd til fortiden. Faren forklarede, det var hans mors yndlingsduft. Siden stod der altid en flakon på Pers værelse.
Lines mor accepterede Per forsigtigt, men så hvor lykkelig hendes datter var, og lukkede ham ind. Hendes lykke blev hovedsagen, og Per levede op til alle forventninger.
Livet gik. Forældrene drømte om børnebørn, og Per og Line gik til læger og prøvede alt, men intet skete. Efterhånden blev ønsket om et barn en besættelse. En dag sagde fru Madsen:
Ro på! Hvis det virkelig skal være, så kommer det også. Elsk hinanden, slip presset, måske er I bare ikke parat.
Vi har ingen problemer ifølge lægen, sagde Per.
Så vent. Hold ferie, slap af. Det skal nok ske, sagde fru Madsen.
Hun havde selv prøvet at være barnløs. Hun fortalte om det, og Per lyttede og slap sit pres. De talte ikke om det mere, og tre år efter, hvor de allermindst ventede det, skete det: Line blev gravid.
Da sønnen endelig kom, vejede han fire kilo. Line annoncerede straks til lægerne:
Jeg kommer igen for nummer to!
Det andet og tredje barn kom til tiden. Men flere børn krævede større plads. Pers fars lejlighed blev for trang. Men fru Madsen havde tre værelser, og hun tilbød, de skulle flytte ind.
Jeg har det svært med at bo alene nu, sagde hun. Line har hænderne fulde, Per arbejder døgnet rundt.
Det gik, men Pers far blev syg og gik bort, kort før det fjerde barn blev født. Lille Mads blev opkaldt efter bedstefaren og var stolt af det navn.
Livet gik i et forunderligt zigzag. Børnene voksede, og kærligheden hjemme ebbede aldrig ud.
Line havde altid valgt sine veninder med omhu. Men efter at hun var blevet mor, udvidedes kredsen. Hun mødte Mathilde på legepladsen, og de blev fortrolige. Mathilde havde tvillinger og følte sig ofte overvældet, men hun lærte at vælge sine kampe, at glædes over små øjeblikke. Line var god til at holde på hemmeligheder, og Mathildes liv var fuldt af dem.
Forholdet til Mathildes mand var turbulent; han var charmerende og flirtende. Mathilde var begyndt at tro, at sådan var mænd, og for børnenes skyld holdt hun sammen på familien.
Derfor, da Mathilde så Per med den mystiske kvinde, blev hun straks mistænksom. Hun fulgte efter Pers bil, der drejede indtil et lille hjørne og parkerede foran det lille hyggelige jazz-sted, hvor hun havde været før.
Per hjalp damen ud, de gik ind, og Mathilde sad og overvejede: Skulle hun afsløre det for Line?
Efterhånden svandt hendes møjsommelige ildebrand. Hvad nu hvis det bare var en fling? Skulle hun ødelægge Lines familie for det? Fire børn, en syg bedstemor fru Madsen, Lines egen mor, som havde synsproblemer og som Per havde hjulpet så meget. Alt føltes dårligt afvejet og pludselig meget mere kompliceret.
Mathilde hamrede i rattet i frustration, så det store horn skræmte duerne væk foran restauranten.
Videre hjemad bandede hun over alt og græd i smug, mens byen lå drømmende udstrakt af lys, brede cykelstier og blå skygger i lampelyset.
Nej. Hun ville ikke sige noget til Line. Det ville bare skabe sorg og ville hun selv kunne tilgive, hvis det var hendes mand, hun fik det at vide om?
Sent på aftenen sad Mathilde længe i bilen på parkeringspladsen foran sin bolig, tankerne hvirvlede. Hun skulle hente børnene, men magtede det næsten ikke.
Så ringede Per.
Hej, Mathilde. Kan I komme i morgen? Vi holder fest for vores bryllupsdag. Det ville glæde os at se jer. Tak fordi I vil fejre med os.
Mathilde stod lettere forvirret med telefonen.
Hvad var nu det? Hun havde jo lige set ham med en anden kvinde! De plejede aldrig at fejre bryllupsdag med familie og venner de forsvandt bare to og to.
Men nu, ja, selvfølgelig måtte de komme. Hun var jo Lines veninde.
Hun købte kjole og sko, lagde make-up. Manden, glad for at se konen sådan, blinkede:
Du ser helt skarp ud. Bare vent, vi skal nok også fejre vores næste gang!
Mathilde lo anstrengt.
Per havde gjort sig umage. Lokalet var smukt pyntet, blomster, lys, porcelæn, duge. Line var rørt over detaljerne, farverne blå og sølv hendes yndlingsfarver.
I dametoilettet i kælderen mødte Mathilde den mystiske kvinde igen. Hun så meget anderledes ud i dag, med stramt jakkesæt og elegant frisure.
Hvad laver du her? snerrede Mathilde lavmælt.
Pigen lo overrasket:
Jeg arrangerer festen! Det er mit lille firma vores første store opgave. Min mand har endda hjulpet med dekorationer. Jeg måtte ikke klatre på stiger mere jeg er nemlig gravid.
Er det svært? spurgte Mathilde.
Skræmmende Har du børn?
Ja. To. Mathilde kunne mærke varmen brede sig ud i fingrene. Det er hårdt, men du skal nok klare det. Mangler du en god læge, så sig til Line har brugt den samme til alle sine fire.
Fire? Jamen, det er jo en hel børneflok! Sikke et held
Pludselig begyndte festen ovenpå. De skyndte sig op. Mathilde smilede til Line, nu med ægte glæde.
Kom nu, Line de venter jo kun på dig!
Netop dér, med latter og liv omkring sig, løftede Mathilde sit glas mod de glade værter, og hun tænkte: Det er så let at ødelægge alt det, man har. Én fejltagelse, et forkert ord, et dumt gæt, og alt kan smuldre.
En lille fejl Mathilde kastede champagneglasset bagover og vendte sig mod sin mand. Sig mig, har vi det surt eller sødt?
Surt, Mathilde! Stadig lidt surt!
