Åh, nej! Det kan simpelthen ikke passe!
Sofie sprang på bremsen, da hendes blik fangede den store, mørke SUV, der netop kørte forbi parkeringspladsen, hvor hendes eget elskede køretøj holdt. Sofie kendte den bil ud og ind hvordan skulle hun ikke det? Det var jo netop i Hans bil, at hun hver morgen læssede sine drenge af for at de kunne følges til skole.
Men i dag var det ikke Hans kone, der sad ved siden af ham, men en kvinde, Sofie aldrig havde set før. Ung, sminket med de der karakteristiske formede læber og smart hue ja, der var meget, Sofie kunne gætte sig til allerede dér.
Din luskebuks! Typisk! Hviskede Sofie mellem tænderne, mens hun diskret satte efter Hans bil ud fra parkeringspladsen. Hun tøvede kun et øjeblik, dernæst besluttede hun sig: det her kunne hun ikke bare lade gå hen.
Alt hvad hun havde lært fra sine yndlingskrimier kom hende til gode, og hun sørgede for at blande sig ind bag en bil, så Hans ikke lagde mærke til, at hun fulgte efter. Hans bil var ikke til at overse det store skrummel af en Volvo stationcar, havde han selv døbt den, og vidste nok at den ikke ligefrem var smart. Men det var arvesølvet. Hans havde fået bilen af sin far, og ville under ingen omstændigheder bytte den væk. Den bil var fyldt med minder.
Hans havde mistet sin far for over to år siden, men sorgen lå stadig som et skær i alt. Hans far havde været eneboer efter at have mistet sin kone, da Hans var ganske lille kun to år gammel. En dag under aftensmaden var Hans unge mor faldet sammen over komfuret. Der gik ikke mange sekunder, før lille Hans gråd rungede gennem lejligheden, og hans far i desperation kastede sig ind ad døren, kaldte ambulance men det var for sent.
For Hans far havde det været som et slag i mellemgulvet, et hårdt knock-out fra boksetiden hans verden forsvandt sammen med den, der havde elsket ham af hjertet. Hans havde aldrig savnet tryghed, for faderen holdt fast i ham, hvad end bedsteforældrene og svigerinder mente om sagen. Begge deres mødre boede på Fyn og Sjælland, og de nægtede kategorisk at flytte. Hans onkel eller moster ville gerne tage drengen Hvordan havde han dog tænkt sig at klare sig alene med et barn? spurgte de ham.
Hvordan? Det må tiden vise, svarede Hans far. Og dermed basta.
Løsningen kom med Jytte, den pensionerede nabo. Hun passede lille Hans mod at få selskab og lidt mad, aldrig betaling. Hans elskede Jytte som en ekstra farmor, og hun ham. Spørgsmålet om, hvorfor han tegnede tre kort til Mors Dag blev hurtigt fejet væk af pædagogerne i børnehaven, da de forstod sammenhængen.
Hans voksede op uden papmor, men omgivet af kærlig opmærksomhed fra sin far og fra Jytte. De blev en lille, sammenrystet flok. Jytte, der mærkelig nok aldrig selv havde haft familie, blev drengens uofficielle bedstemor fra den dag, han insisterede på at kalde hende det.
Må jeg godt kalde dig mormor, Jytte? spurgte han.
Det må du, min ven, men husk, dine rigtige bedstemødre findes der også. Jeg er vel nærmere din gamle veninde.
Nej, du er min rigtige mormor nu, erklærede Hans stolt.
Langsomt gled dagene ind i hinanden, og Hans voksede op. Ingen i daginstitutionen løftede mere øjenbryn, når han tegnede tre kort til Mors Dag, og livet havde sin egen rytme. Nogle af pædagogerne især de ugifte sukkede i smug efter Hans far, men han var ikke til at rokke.
Hans gik ud af gymnasiet, valgte sin uddannelse sammen med faren, og beklagede sig over, at pigerne ikke var begejstrede for ham. Jytte drillede kærligt, for hun vidste bedre: Din kærlighed render snart ind i dig bare du ser dig ordenligt omkring. Og, ja, hun fik ret.
Mette, den generte studiekammerat, havde ventet og håbet, men da hun ikke turde tage skridtet, hjalp Jytte lidt på vej. Han er ledig, ja! Har du mon øjnene med dig? da Mette storsmilende afleverede nogle noter til Jytte en eftermiddag.
Brylluppet blev stille og afslappet, selvom Hans far gerne havde set et større festskrud.
Efterhånden blev familien udvidet, men de første år var præget af længsel og bekymring drømmen om at få børn indfriede sig ikke. Indtil Jytte trådte i karakter med sit velkendte lune og formanende råd:
Ro på, Hans! Man kan ikke tvinge lykken frem. Bliv nu ikke hårde mod jer selv nyd hinanden, så skal det hele nok falde på plads, sagde hun.
Og ganske rigtigt: Pludselig, efter mange år hvor håbet nærmest var udslukt, viste graviditetstesten pludselig to streger. Lykken var komplet, og Karen fødte en sund, stor dreng siden kom der flere børn til deres hjem på Østerbro, og både Hans og Mettes forældre nød børnebørnene med hele deres hjerte.
Men pladsen blev trang i den gamle ejerlejlighed, og efter flere økonomiske nedture, handlede Hans far og Jytte i fællesskab familien flyttede ind hos Jytte i hendes større lejlighed på Amager, mens Hans far og Jytte slog sig sammen i den gamle toværelses. De holdt stadig sammen som familie.
Kort tid efter mistede Hans sin far til sygdom. Jytte arvede lejligheden, men alt var i familiens ånd hun forblev en helt uundværlig støtte, og mindet om Hans far blev levende i navn og fortællinger, især da det yngste barnebarn, lille Alex, blev opkaldt efter ham.
Dagene gik, børnene voksede, og det lille hjem var fuldt af latter, kærtegn og huslige glæder. Karen, som altid havde haft let ved at falde i snak med alle, byggede hurtig et netværk blandt nabolagets mødre. En af dem var Sofie. De klikkede straks begge elskede bøger, begge havde mere at bestille end tiden rakte til, og begge havde det til fælles, at livet ikke altid bød på løsninger, hvor alt gik op i en højere enhed.
Sofie havde to tvillinger, der satte fut i tilværelsen. Karens ro og erfaring gav hende mere end en gang ro i sjælen, når hverdagen pressede på, og Sofie fandt i Karen den veninde, som aldrig sladrede, men altid lyttede.
Forholdet til Sofies mand var ikke problemfrit. Han var flot, charmerende og hans trofasthed måske ikke den største. Men Sofie trøstede sig med, at sådan er mænd, og levede videre i forestillingen om, at familien var vigtigst især for tvillingernes skyld.
Så naturligt nok, da Sofie så Hans sammen med en fremmed kvinde, blev hun straks mistænksom. Karen måtte vide sandheden det skyldte hun sin veninde.
Sofies spionmission ledte hende til en kendt restaurant i Indre By, hvor hun diskret listede efter Hans og hans følge. Hans holdt galant døren for kvinden, og de forsvandt ind, mens Sofie blev siddende i sin bil og overvejede, om hun skulle konfrontere Karen med det, hun næsten, men alligevel ikke helt, havde set.
Men jo mere hun tænkte over det, jo mindre sikker blev hun hvad nu, hvis det bare var et møde, måske noget arbejdsrelateret? Hun kendte jo egentlig ikke sammenhængen. Og hvad ville sandheden hjælpe? Fire børn, gammel Jytte, der nu var blevet mærket af alder, og Karens mor, som også havde sine bekymringer. Hvorfor smide det hele væk for en detalje, hun ikke forstod til bunds?
Hun havde set alt for mange familier gå itu af rygter og halvsandheder. Nej, hun kunne ikke være årsagen til den slags sorg.
Hun sad længe i bilen, før hun gik op. Tankerne pressede sig på, og hun græd lidt i smug.
En SMS fra Hans kom bag på hende. Tak for sidst Og vi håber, I kan komme på lørdag? Det er vores jubilæum!
Sofie nåede knap at fordøje indtrykkene, før hun havde sagt ja. Også selv om hun aldrig før var blevet inviteret med på deres bryllupsdage det plejede at være privat mellem Karen og Hans.
Dagen kom. Sofie havde købt nyt tøj, gjort sig umage med frisuren og glædede sig på sin egen forsigtige måde. Hendes mand sendte hende et blink: Bare rolig, der skal nok blive festdage for os også!
Restauranten var pyntet med friske blomster, lyseblå og sølvfarvede dekorationer, lige Karens yndlingsfarver. Hun strålede, da hun tog imod gæsterne, og Sofie overrakte blomsterne med en hjertelig krammer. Snart listede de to kvinder ud på dametoilettet sammen det var blevet en uofficielt tradition at trække sig væk et øjeblik for sig selv.
På vej ud løb Sofie på den unge kvinde fra Hans bil nu i business-dragt, med roligt, venligt ansigt.
Hvad laver du her? hvæsede Sofie, men dæmpede straks.
Mig? Jeg arbejder. Jeg har fået min lille eventfirma til at arrangere festen for Karen og Hans vores første store opgave. Synes du, det er flot?
Sofie slap grebet om nederdelen og anede varme brede sig i kroppen.
Det er virkelig smukt.
Tak. Jeg er også gravid, fandt ud af det for nylig, sagde kvinden så i går måtte min mand hjælpe med dekorationerne.
Hvor mange børn har I? spurgte Sofie, for at sige et eller andet.
To.
Snart var stemningen let og tryg, og Sofie kendte roen brede sig og sendte en venlig tanke til Karen og en undskyldning til sig selv for, hvor tæt hun havde været på en tabubelagt fejl.
Resten af aftenen nød hun festen latter, børnenes rim, Jytte, der råbte Skål og tillykke! så hele salen rungede, og varmen i samværet.
Sofie løftede glasset, og hviskede til sin mand:
Skål, kære. Er vores tilværelse mon sød eller bitter?
Bitter, svarede han kækt og kyssede hende smilende på kinden. Endnu da, Sof.
Og sådan mindes jeg denne dag. Med erkendelsen af, hvor let det er at forveksle, misforstå, og måske, i ét øjebliks fejltråd, miste alt det dyrebare vi har. Ja, en lille fejl, men hvor var det godt, jeg tav.
