Næsten ved fyraften ringede Deniss telefon med Livas yndlingsmelodi, som hun selv havde sat som ringetone. Han tog den og hørte hendes stemme:
“Dan, jeg er i beauty-salon, kom og hent mig – du ved hvor.”
“Jeg kommer,” svarede han og lagde på.
Deniss vidste, at Liva kunne bruge to timer eller mere i beauty-salon, så han kørte roligt derhen efter arbejde. Da hun ikke kom ud med det samme, gik han ind på en café i nærheden.
“Hun ringer, når hun er færdig,” tænkte han og satte sig ved et bord. En tjener kom straks hen, og han bestilte en lille bid.
Han spiste færdig, scrollede gennem nyheder på telefonen og så et par videoer, men Liva var stadig ikke dukket op.
“Hvor mange kroner mon hun bruger i dag?” tænkte han, selvom det ikke var hans penge – eller egentlig heller ikke hendes. Hendes far, en rig forretningsmand, betalte alt.
De havde kendt hinanden i syv måneder, og nogle gange boede de sammen i hans lille to-værelses lejlighed. Men når Liva blev træt af det, tog hun hjem til sine forældres kæmpe tre-etagers villa uden for København. Hun var deres eneste datter og manglede aldrig noget.
Hun havde introduceret ham for sine forældre, og det var tydeligt, at moren ikke var imponeret. En simpel IT-fyr på 27 – hvad kunne man forvente? Men Liva havde sikkert sagt noget, for der var ingen direkte fornærmelser. Alligevel føltes det som om han ikke rigtig passede ind.
Selv begyndte Deniss at indse, at Liva nok ikke var den kone, han havde drømt om. Alligevel sagde han ikke nej til at gifte sig med hende. Især ikke efter hendes magtfulde fars subtile advarsel:
“Den, der gør min datter glad, gør jeg også glad. Men hvis hun bliver ulykkelig…” – Deniss forstod budskabet.
Liva var forkælet, men smuk. Han forstod ikke, hvorfor hun brugte så meget tid i beauty-salon, når hun allerede var så flot. Hun var intelligent og sjov, men også lunefuld og arrogant – nok en bieffekt af alle de penge, hun brugte uden at tænke sig om. Som da hun i går sagde:
“Dan, om ti dage tager vi til Maldiverne. Far betaler. Jeg er træt og har brug for en pause.”
“Men jeg har arbejde, Liva.”
“Far ordner det…”
Han havde modstridende følelser. Efter samtalen med hendes far føltes det mere som en forpligtelse end et valg, og det irriterede ham. Livas snak handlede kun om hendes fars penge, og forholdet blev mere og mere kompliceret. De var fra forskellige verdener, men han overvejede stadig at gifte sig med hende.
Mens han sad og tænkte over det, hørte han en stemme, der fik ham til at vende sig:
“Deniss? Er det dig?” En fremmed fyr smilede som en gammel ven. “Det er mig – Rasmus!”
Det gik op for ham:
“Rasmus!” Han sprang op, og de krammede. “Min barndomsven! Hvad laver du her?”
“Jeg venter på min søster, Signe. Hun studerer på musikkonservatoriet og har koncert i dag. Jeg kan ikke fordrage klassisk musik,” grinede Rasmus.
“Signe? Hvordan går det med hende?”
“Åh, hun er så talentfuld! En simpel landsbypige, der selv kom ind på konservatoriet uden hjælp.”
“Jeg vil så gerne se hende!” udbrød Deniss.
“Ikke noget problem. Hun ringer om 40 minutter. Vi kan tage derhen sammen, hvis du ikke har travlt.”
“Jeg venter på min forlovede, Liva. Hun er i beauty-salon.”
“Godt, så mødes vi!” sagde Rasmus og gik for at hente Signe.
Pludselig huskede Deniss sommerferierne hos sin bedstemor, hvor han hængte ud med Rasmus og Signe. De fiskede, sang ved bålet og drømte. Signe var hans første kærlighed – den spinkle, mørkhårede pige.
“Smiler du til ingenting?” Livas stemme rev ham ud af tankerne.
“Endelig! Jeg smiler bare til gode minder,” sagde han og kiggede hende op og ned.
“Synes du, jeg ser godt ud?” spurgte hun selvtilfreds.
“Fint.”
“Fint?! Ved du, hvor meget det her koster? Negle, hudpleje… Jeg er umistelig, ikke?”
“Som altid,” løj han. Hun var altid smuk.
“Kom, vi skal hjem til mine forældre. Der er gæster i aften.”
“Nej, jeg har lige mødt mine barndomsvenner. De kommer om lidt.”
Hun blev sur, men lige da kom Rasmus ind med Signe.
“Deniss!” Signe kastede sig om halsen på ham. “Så godt at se dig!”
Han var lamslået af hendes skønhed. Men så lød Livas kolde stemme:
“Hej.”
“Det her er min forlovede, Liva,” præsenterede han.
De tre faldt straks i snak om gamle minder, mens Liva sad og virkede fornærmet.
“Det var så fedt at ligge under æbletræet eller bade i søen,” sagde Deniss.
“Æh, Maldiverne er bedre. Og min fars pool er større end jeres sø,” fnøs Liva.
“Er der fisk der?” spottede Rasmus.
“Ja, på restauranterne, hvor jeg spiser den,” svarede hun køligt.
Da de skulle skilles, spurgte Signe:
“Kommer du og besøger os?”
“Ja, selvfølgelig! I weekenden.”
Da han fortalte Liva om turen, sagde hun:
“Jeg følger med.”
“Du bliver kedsomhedsdød. Myg, skov, sø…”
“Jeg tager mineralvand med. Der er sikkert ikke rent vand der.”
“Tag også en mikroovn og en campingtoilet,” drillede han.
De kørte afsted. Rasmus’ forældre modtog dem med et stort måltid under æbletræet. Deniss elskede det, men Liva brokkede sig konstant.
“Dan, græsset prikker! Kødet lugter mærkeligt! En myg bed mig! Solen skinner i øjnene!”
“Hold op, eller gå indenfor,” sukkede han.
De gik ned til søen for at fiske, men Liva gad ikke.
“Signe, har du en kæreste?” spurgte Deniss.
“Nej, ikke lige nu. Hvorfor?”
“Du er så smuk og ærlig.”
“Og jeg kan strikke og lave frikadeller,” grinede hun. “Din forlovede er da også smuk.”
“Ja, men hun kan ikke lave mad… kun snakke løs.”
“Bare slap af, mand,” klappede Rasmus ham på skulderen.
På hjemturen brokkede Liva sig igen:
“Jeg kommer ALDRIG her igen. Om en uge tager vi til Maldiverne.”
“Liva… Jeg tager ikke med.”
“Gør du det ikke, så er vi færdige.”
“Jeg tager ikke med.”
De tav resten af turen. Deniss tænkte:
“Jeg foretrækker æbletræer og fisketure. Jeg g
