Uønsket, men uundværlig barnebarn – Se derovre, det er hende! Jeg siger dig det! – hviskede en flot kvinde til en lidt naiv udseende mand. – Lad os lige observere i et par minutter. En lille pige, omkring fem år, legede fredeligt i sandkassen og byggede et vaskeægte slot til en prinsesse. Indtil videre lignede “byggeriet” mest en stor bunke, men Karina afslog bestemt alle voksnes hjælp. Hun ville klare det selv! Hun skulle jo også huske både en voldgrav og en dragehule – nogen skulle jo forsvare kongeriget! Det var stegende hedt midt på sommerdagen. Karina sad trygt i skyggen under et telt over sandkassen og havde det fint – i modsætning til sine forældre. For at undgå solstik havde pigens mor trukket sig i skyggen, mens hendes far var sendt ud efter kolde drikke og is. Da Nadja blev distraheret af et telefonopkald, mistede hun for et øjeblik datteren af syne. Og det var lige, hvad de iagttagende fremmede havde ventet på. – Hej, lille ven, – sagde kvinden frækt og satte sig ved siden af, så Karina forskrækket trak sig tilbage. Uden at det var meningen, ødelagde hun næsten hele sit sandslot og tårerne trillede frem. Alle hendes anstrengelser var spildt! – Du behøver ikke græde, det er jo bare sand! Hvis du vil, kan jeg bygge dig et rigtigt slot. – MOR! – råbte Karina, alt hvad hun kunne, og huskede alle sikkerhedsråd fra børnehaven og hjemmefra. Hun hoppede hurtigt ud af sandkassen og undveg heldigvis favntagene fra en fremmed mand, der forsøgte at standse hende. Nadja, der havde hørt datterens hjerteskærende skrig, løb hen til hende, mens hendes mobiltelefon røg på jorden. I røret kunne man stadig høre en bekymret stemme. – Lille skat, – sagde Nadja beroligende og krammede sin datter. – Hvad er der sket? – Der… – hulkede barnet og klamrede sig til sin mors hals. – Der var en underlig dame! Og en mand! Han ville gribe mig! Mor, jeg er så bange! Så kom pigens far også til. Han tjekkede hurtigt, at datteren var uskadt, og så vredt på de to fremmede, der havde forskrækket hende. En ældre kvinde, omkring tres, hev utilfreds på læberne og betragtede familien. Den lille pige – der var ingen tvivl – var hendes barnebarn! Hårfarve, øjne, ansigtstræk – hun var næsten en kopi af Mads i den alder! Selvfølgelig med et tvist af det kvindelige. – Du er godt nok havnet langt væk, – sagde kvinden med foragt og betragtede sin tidligere svigerdatter. – Hvordan vover du at tage mit barnebarn med til verdens ende? – Mark, tag Karina med hjem. Jeg ordner det her, – sagde moren og gav sin værdifulde skat til sin mand. – Og ring til min far. Han skal nok sende nogle folk ud. – Du skal ikke! Jeg vil lære mit barnebarn at kende! – råbte kvinden fornærmet, men gjorde ikke mine til at følge efter den store, stærke mand. Hvorfor havde hun ikke tjekket på forhånd, om Nadja havde giftet sig igen… – Tamara Petersen, – sagde Nadja, mens hun næsten med væmmelse betragtede sin tidligere svigermor. – Hvad snakker du om? Hvilket barnebarn? Har du hukommelsesproblemer? Så lad mig minde dig om… – Hvordan går det med mit kommende barnebarn? – spurgte kvinden utålmodigt, da sønnen og svigerdatteren kom hjem fra hospitalet. – Det bliver en pige, det har jeg jo fortalt, – svarede Nadja anspændt og drømte om at svigermor snart ville forlade lejligheden. Denne dame gik jo nærmest kun hjem og sov! Hun måtte gemme sig i soveværelset og sige, hun havde det dårligt. – Lægen tager fejl, – fastslog Tamara Petersen. – Hos familien Petersen bliver der kun født drenge! – Så derfor udstødte du din ældste søn, fordi hans kone fik en datter? – sagde Nadja sarkastisk. Hun var ved at være ret træt af svigermors daglige plagerier. – Det var ikke hans barn! – eksploderede Tamara, der hadede at blive mindet om denne “skamplet”. – Tanya snød ham groft, og den tåbe troede på det! Han ville ikke høre på mig! Han gik med hovedet under armen – efter en eller anden… tøs! – det sidste ord spyttede hun næsten ud, idet hun måtte beherske sig for ikke at blive grov. – Tanya har jo faderskabstestens resultater, og du ved det udmærket – du tjekkede selv papiret flere gange, men forsøgte at overbevise Aleksej om, at det var forfalsket. – Det var forfalsket! Hvordan tør du betvivle min ord? Fræk tøs… – næsten hvæsede Tamara. – Jeg går ind og lægger mig, hvis ingen har indsigelser. Jeg føler mig svimmel. Nadja gik i soveværelset og lukkede døren. Hun blev ofte plaget af tanken om, hvorvidt det havde været en fejl at gifte sig med Mads. Jo, hun elskede ham, det var ikke diskussionen. Men at leve med sådan en svigermor? Hendes mor havde advaret hende: de skulle være flyttet langt væk fra den lidt mærkelige nye familie. Hun havde luftet idéen om at flytte for Mads, men han var helt afvisende. Hvordan kunne man efterlade sin mor? Og hvad så med faren? Han var jo ubrugelig. Broren? Han var også på kant med moren. Han gik heller ikke efter “fornuft”. Og hvad hjælper en DNA-attest? Den kan jo også forfalskes… Nadja bad så i det mindste bare om færre besøg. – Mor vil os det bedste! – afviste Mads vrangvilligt. – Hun giver gode råd, hjælper dig i huset. Vær taknemmelig! Du forsvinder bare altid ind i soveværelset… – Hvis du vil vide det, så gør jeg det, fordi jeg er træt af din mor! – nu kunne Nadja ikke længere holde sig tilbage. – Hvis hun ikke holder op, får hun aldrig at se sit barnebarn! Jeg tager til mine forældre! Og min far – oberst, hvis du har glemt det – skal nok hjælpe mig! Forstået? Efter den krise satte Tamara farten lidt ned. Hun blev altid ved med at komme, men nu kortere tid ad gangen. Men Nadja forstod godt, det ikke ville vare ved. Det var også frustrerende, at kvinden var så negativ overfor et barnebarn – hun ville have en dreng! I deres familie blev der kun født drenge! Og skandalen med den ældste søn, som faktisk var ret fornuftig, var det perfekte eksempel på hendes besættelse. Og Mads – han snakkede også kun om drenge og kiggede dårligt på scanningsbilledet. – Hvis det bliver en pige, smider jeg jer ud begge to, – sagde Mads engang, lidt for fuld. – Så betyder det jo, at du har været mig utro. Jeg er ikke Aleksej og lader mig ikke snyde! Efter det tabte Nadja endegyldigt troen på sit ægteskab. Nu var hun klar på skilsmisse – hendes far med forbindelser kunne hjælpe hurtigt… Det blev – ganske som ventet – en pige. Mads lavede en scene på fødestuen, lige foran Nadjas unge værelseskammerat, der gemte sig chokeret væk. Personalet fik ham bedt ud. Næste dag kom Tamara til besøg på barselsgangen. Hun råbte ikke, men sagde i meget grove vendinger sin mening. Da hun begyndte at gentage sig selv, dukkede Nadjas “skytsengel” op – en uniformeret mand, der roligt viste hende døren og truede med problemer, hvis hun ikke stoppede bagtalelsen. Mads ventede ikke længe – han løb straks ud og søgte om skilsmisse. Men da han fik at vide, at der ikke kunne skilles i barnets første leveår uden morens samtykke, nægtede han at kende pigen som sin og krævede faderskabstest. Advokaten, der hjalp ham, rystede nærmest på hovedet over “beviset”: piger bliver ikke født i jeres slægt… Hvad for noget pjat? – Jeg tvivler på, du vinder sagen, – sagde advokaten – og især eftersom også din brors barn er en pige. – Det er ikke hans barn! – Men der er jo testresultater… – Forfalskede! – Mads, ansporet af sin mor, var fast besluttet. – Jeg må advare dig, dommeren vil regne DNA-prøven som det endelige bevis. – Jeg VED, det ikke er min datter! Men Nadja ville slet ikke have noget med den skøre familie at gøre mere og anerkendte straks sagsanlægget. Hun ville ikke risikere, at Mads om nogle år gjorde krav på sin datter. Hellere være alene-mor… **** – Nå, har du fattet det nu? Hvorfor har du ikke Mads med? – Mads… Mads er død, – svarede kvinden med sørgmodig stemme. – Og din datter er det eneste, vi har tilbage efter ham. Bare rolig, vi skal nok opdrage hende ordentligt. Hun skal blive til et rigtigt menneske… – I? Opdrage? Hvorfor? – snerrede Nadja vredt. – Du er INGENTING for min datter. Din søn er INGENTING for hende. Det er slået fast af retten! Hvis jeg ser jer nær min datter igen, melder jeg det til politiet. Forsøg på kidnapning. Min far har stor respekt i byen – så hav ingen forhåbninger! – Du forstår det ikke, vi har ingen andre! – I har din ældste søn. Aleksej har også en datter – gå dog til dem. – Han vil ikke engang se os, – mumlede kvinden og så væk. Nu gik det op for hende, hvor dum hun havde været. – Klog mand, – sagde Nadja anerkendende. – I har givet os så meget sorg, og så kræver I stadig noget? Skal jeg minde dig om, hvad du kaldte mit barn? – Nadja Jørgensen, er der problemer? – To stærke betjente kom straks hen til politichefens datter. – Ja, et par stykker. Sørg for, at de her folk forlader byen. – Men… – Ingen men, – sagde betjenten og gik et skridt frem. Parret Petersen trak sig straks væk, hvilket glædede Nadja. – Følg med. Nadja gik hjem. Humøret var i top! Kun én tanke gjorde hende let alvorlig. – Jeg må holde øje med de… Petersen’er. De skal bare blive væk fra byen! Jeg siger det til min far, han sørger for det…

Author Mirko KripicReading 10 minViews 22Published by 12.01.2026

Se derhen, det er hende! Jeg er helt sikker, sagde den høje kvinde lavmælt til en mand med et lidt naivt udtryk. Lad os bare iagttage hende et øjeblik.

En lille pige på omkring fem år legede fredeligt i sandkassen og byggede et slot, der skulle blive et helt rigtigt prinsesseslot. I virkeligheden lignede det nu mere en stor, ujævn bakke, men Freja nægtede stædigt al hjælp fra de voksne. Hun kunne sagtens klare det selv! Hun måtte også huske at grave en voldgrav rundt om sit slot og skabe en hule til dragen for nogen skulle jo beskytte riget!

Solen stod højt denne varme sommerdag, men Freja havde det godt under den store parasol, der var sat op over sandkassen, i modsætning til hendes forældre, der var blevet lidt mat af al varmen. For at undgå et hedeslag havde Frejas mor søgt skygge lidt væk, mens hendes far var blevet sendt efter kolde drikke og is. Da telefonen ringede og afbrød hende, mistede Trine for en kort stund sin datter af syne. Og det var netop det, de to fremmede ventede på.

Hej lille ven, sagde kvinden og satte sig ubekymret ned ved siden af Freja. Pigen blev forskrækket og rykkede sig væk. Da hun mistede balancen, væltede hun direkte ind i sit slot, som gik i grus. Tårerne stod hurtigt i øjnene på hende hendes fine værk var smadret! Græd ikke, det var jo bare sand. Skal jeg ikke hjælpe dig med at bygge et rigtigt slot?

MOR! råbte Freja, så højt hun kunne, og huskede alt, hun havde lært om sikkerhed i børnehaven.

Hun fór på benene og sprang ud af sandkassen. I farten undgik hun mirakuløst de arme, som en fremmed mand forsøgte at fange hende med.

Trine løb, da hun hørte det skærende skrig, og tabte sin mobil undervejs. Hendes samtalepartner kunne stadig høres småbekymret i røret.

Min skat, hvad skete der? udbrød Trine, mens hun holdt sin datter tæt ind til sig.

Der der var en mærkelig dame! Og en mand! Han prøvede at gribe mig! Mor, jeg er bange!

Lige i det øjeblik kom også faren, Henrik, til stede. Efter et hurtigt blik der viste, at Freja var uskadt, vendte han sig mod de skræmmende fremmede.

Den ældre kvinde omkring tres stivnede utilfreds i ansigtet, mens hun betragtede sceneriet. Pigen der var ingen tvivl: det var hendes barnebarn! Hårfarven, øjnene, ansigtsformen Hun var et spejlbillede af Michael som barn bortset fra at hun var pige.

Du er rejst langt, sagde kvinden spidst, mens hun betragtede sin tidligere svigerdatter. Hvordan kunne du finde på at tage mit barnebarn med så langt væk?

Henrik, tag Freja med hjem, jeg skal nok tage mig af det her, sagde Trine og rakte ham datteren. Ring eventuelt til min far, han kan sende nogen forbi.

Nej! Du skal ikke tage hende væk! Jeg vil lære mit barnebarn at kende! udbrød kvinden, dog uden at forsøge at stoppe Henrik. To meter høj og bred over skuldrene Hvad kunne hun stille op?

Karen Jensen, begyndte Trine med et tydeligt ubehag i stemmen. Hvad taler du om? Hvilket barnebarn? Har du hukommelsestab, eller skal jeg minde dig om det hele?

********************

Hvordan har mit kommende barnebarn det? spurgte Karen Jensen utålmodigt, da sønnen og svigerdatteren kom hjem fra Rigshospitalet.

Det bliver en pige, det har jeg fortalt dig, svarede Trine anspændt og håbede på, at svigermoren snart ville gå. Kvinden kom næsten dagligt og blev mange timer, så Trine måtte ofte flygte ind på soveværelset “på grund af dårligt helbred”.

Lægen tager fejl! I vores familie er der kun drenge! fastslog Karen Jensen.

Er det derfor, du har vendt din ældste søn ryggen? Fordi hans kone fik en pige? svarede Trine sarkastisk, træt af endeløse gentagelser.

Det var ikke hans barn! brølede Karen, der ikke brød sig om at høre om den sag. Tanja løj om det hele, og Michael troede hende! Mig ville han ikke høre på!

Tanja har DNA-testen, og du ved det. Du har selv set den mange gange. Du forsøgte at overbevise Michael om, at det var snyd.

Det VAR snyd! Hvordan kan du tvivle på mig? spruttede Karen.

Nu tror jeg, jeg lægger mig lidt ned. Jeg har det skidt, sagde Trine og trak sig tilbage, efterhånden så udmattet at hun begyndte at tvivle på, om det havde været klogt at gifte sig med Michael hende elskede hun, men hans mor Det havde hendes egen mor haft ret i: de skulle være flyttet langt væk.

Hun havde endda foreslået det for Michael. Men han havde nægtet.

Hvordan kunne man lade sin mor i stikken? Faren? Han sad alligevel bare i sofaen og lavede ikke noget praktisk. Broderen? Han havde ikke villet høre på fornuft han var ikke til at overtale. Og så den der test sådan noget kunne vel laves om på!

Til sidst bad Trine Michael om i det mindste at bede sin mor komme sjældnere.

Mor vil os kun det bedste! mente Michael hårdnakket. Hun giver gode råd og hjælper dig med husholdningen! Du skulle takke hende! Du forsvinder bare i soveværelset hele tiden

Nej, jeg forsvinder derind, fordi jeg ikke kan holde din mor ud! Og hvis hun fortsætter, får hun aldrig at se sit barnebarn! Så tager jeg hjem til mine forældre! Min far er betjent det har du ikke glemt!

Efter dette udbrud trak Karen Jensen sig lidt hun kom dog stadig hver dag, men blev ikke lige så længe, og hun brokkede sig mindre.

Det værste var næsten, at kvinden slet ikke ønskede sig et barnebarn, hvis det var en pige. Kun drenge duede!

Michael var ikke bedre. Han var også sikker på, at han kun kunne få en søn. Datter var ikke noget for ham. Ultralydsscanningernes resultater ignorerede han.

Hvis du får en pige, smider jeg jer begge på gaden, sagde Michael engang småfuld. Så må det være, fordi det ikke er min!

Efter den bemærkning mistede Trine troen på ægteskabet og vidste, at det måtte stoppe. Hendes far ville kunne hjælpe med papirerne.

En pige blev det. Michael lavede en scene på hospitalet, foran både sin kone og en rædselsslagen medpatient. Vagten måtte simpelthen fjerne ham.

Næste dag kom Karen Jensen forbi Trines stue. Hun råbte ikke, men hendes ord var skarpe og sårende. Heldigvis trådte Trines far i uniform ind og rettede situationen op. Han truede Karen med konsekvenser, hvis hun ikke holdt op.

Michael spildte heller ikke tiden: han indgav straks begæring om skilsmisse. Da han fandt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre før Freja var et år, forsøgte han at afvise faderskabet og anmodede om test. Juristen rystede næsten på hovedet over begrundelsen: “I vores familie fødes kun drenge”

Jeg tror ikke, du kan vinde sådan en sag, sagde juristen ærligt. Og dit argument holder ikke også set i lyset af din brors datter.

Hun er heller ikke hans, råbte Michael.

Der er DNA-test

Den er forfalsket! Det er ikke min datter! insisterede Michael, opildnet af sin mor.

Juristen forklarede, at en dommer ville lægge vægt på den reelle DNA-ekspertise. Men det endte aldrig med test Trine ønskede bare at klippe alle bånd til den familie over og anerkendte Michaels krav. Hun ville hellere være enlig mor end at risikere, at Michael krævede Freja tilbage senere.

************************

Nå, kan du så huske det? Hvorfor kom Michael ikke med?

Michael Michael døde, svarede Karen lavmælt. Din datter er det eneste, jeg har tilbage. Vi skal nok tage os godt af hende

I? Opdrage hende? Ikke tale om! snerrede Trine vredt. I er ingen ting for min datter, og det slog dommeren også fast! Ser jeg dig i nærheden af hende igen, melder jeg dig til politiet for bortførelsesforsøg. Min far er respekteret i denne by du skal ikke forvente nogen nåde!

Du forstår ikke, vi har ikke andre!

Du har din ældste søn. Han har også en datter. Gå til dem.

Han vil ikke engang se os, mumlede Karen og så nervøst væk. Først nu gik det for alvor op for hende, hvor tåbelig hun havde været.

Klogt valg, nikkede Trine. Efter alt det, du har gjort, har du intet at gøre her. Skal jeg minde dig om, hvordan du talte om min datter?

Trine Andersen, er der problemer? to betjente nærmede sig hurtigt.

Ja, en smule. Vil I hjælpe med at sørge for, at disse mennesker forlader byen?

Men

Ingen men, sagde betjenten og vinkede Svend og Karen væk, mens Trine smilede tilfreds og gik hjemad. Humøret var lidt bedre nu, men én tanke strejfede hende:

Jeg må holde øje med de Jensens. Jeg fortæller far, at de skal blive væk fra os.

Livet gav ikke altid det, vi forventer, men for Freja og Trine gjaldt det, at man selv vælger, hvilken familie man ønsker og nogle gange er styrken i en mors kærlighed langt vigtigere end blodsforbindelser.