UNØDVENDIG I SIT EGET HJEM
Hanne havde i hele sit liv opført dette hus sammen med sin mand, lagt sjæl og kræfter i hver eneste mursten. Da sønnen Peter blev gift med Katrine, troede hun oprigtigt, at der nu ville komme mere latter og varme i hjemmet. Men efter et par måneder blev stemningen trykket.
Katrine indledte sin stille krig. Først flyttede hun rundt på møblerne uden at spørge Hanne; siden smed hun de gamle, men elskede gardiner ud. Hanne sagde ingenting bare sønnen dog var lykkelig. Men det var ikke nok for Katrine. Hun ville være den eneste husbestyrerinde.
Mor, dit tv i værelset larmer, jeg får hovedpine, sagde hun om dagen.
Mor, vær sød ikke at komme ud i køkkenet, når jeg laver mad, du forstyrrer mig, lød det om aftenen.
Til Peter hviskede Katrine noget helt andet: Din mor er blevet svag, hun brokker sig hele tiden og hakker på mig. Jeg kan næsten ikke klare det, jeg græder hele tiden. Peter var splittet mellem to elskede kvinder, men begyndte stille og roligt at stole mere på sin kone.
Alting kulminerede en kold aften. Hanne var blevet småsyg og havde feber. Hun gik ud i køkkenet for at bede om en kop te, men standsede, da hun hørte stemmer fra stuen.
Peter, sagde Katrine, jeg kan ikke mere. Din mor har det største værelse. Skal vi ikke flytte hende ud i udhuset? Så får hun ro, og vi får mere plads. Eller måske hun kunne bo hos sin søster på landet?
Peter nølede: Men Katrine… det er jo hendes hus.
Det var hendes, nu er det vores! sagde Katrine skarpt. Hvis hun bliver, rejser jeg hjem til mine forældre. Vælg.
Hanne ventede ikke på et svar. Hun gik ind, bleg, men med rank ryg.
Der bliver ikke brug for et valg, sagde hun roligt. Katrine, du har ret i, at huset skal høre til familien. Men ifølge papirerne er det stadig mit. Jeg tager ingen steder. Peter, du ved jeg elsker dig, men hvis du mener at din mor er blevet til overs her så står døren åben for jer begge to. Pak jeres ting.
Katrine havde regnet med Hannes svaghed men tog fejl. Sønnen så for første gang klarsynet sorgen i sin mors øjne og kulden i sin kones. Den nat blev han. Katrine forlod huset med skrig og skænderier, overbevist om, at de ville fortryde.
Et år senere. Peter bor stadig med sin mor. Han har mødt en ny kvinde, der værdsætter hyggen og respekterer de ældre. Hanne har lært én ting: Venlighed skal ikke være forsvarsløs. Hvis du åbner dit hjem for nogen, så sørg for, de ikke smider dig ud af det.
