Uønskede gæster
Telefonen vækkede Mette klokken fem om morgenen. Det var et ukendt nummer.
“Ja,” sagde Mette kort.
“Mette?” lød en høj og glad kvindestemme. “Er det dig?”
“Det er mig,” svarede Mette ligegyldigt.
“Det er mig!” sagde kvinden ivrigt. “Genkender du mig?”
“Jo, selvfølgelig,” løj Mette høfligt, selvom hun ingen anelse havde om, hvem der ringede.
“Jeg var sikker på, du ville genkende mig med det samme!” fortsatte kvinden begejstret. “Dejligt, at jeg fik fat i dig. Har du tid til at snakke lige nu?”
“Ja.”
“Perfekt! Min mand, børnene og jeg er allerede på banegården. Vi ankom for en time siden. Hører du mig tydeligt?”
“Ja.”
“Du lyder lidt stille. Er du sikker på, alt er okay, Mette?”
“Alt er fint.”
“Jeg er så glad på dine vegne! Først tænkte vi at bo på hotel. Vi troede ikke, vi havde familie i denne by. Men så huskede vi, at du bor her. Forstår du?”
“Ja.”
“Det er så godt, vi kom i tanke om dig. Du aner ikke, hvor glade vi blev. Især børnene.”
“Det kan jeg forestille mig.”
“Og min mand sagde med det samme: ‘Ring til Mette. Hun lader dig ikke i stikken.'”
“Han har ret. Jeg lader dig ikke i stikken.”
“Så må vi godt bo hos dig? Forstår jeg det rigtigt?”
“Ja. I må gerne.”
“Vi bliver ikke længe,” sagde kvinden muntert. “Kun et par uger. Se lidt af byen og så hjem igen. Der er altid så meget at tage sig af derhjemme, og som man siger, bedst er hjemme. Er du enig?”
“Ja.”
“Det tænkte vi nok. Især min mand. Han sagde, at det var umuligt, Mette ikke ville tage imod os. Vi er jo familie. Selvom det er længe siden ti år måske? men vi er jo familie. Ikke?”
“Jo.”
“Bor du alene nu?”
“Ja.”
“I en treværelses?”
“Ja.”
“Så kommer vi nu?”
“Kom bare.”
“Vi er der om en time. Bor du stadig der?”
“Ja.”
“Så vent på os. Vi er der snart.”
“Jeg venter,” sagde Mette.
Hun lagde telefonen på natbordet, vendte sig om, trak dynken over hovedet og faldt i søvn uden egentlig at bekymre sig om, hvem hun lige havde talt med.
En time senere ringede det på døren. Mette kiggede på uret, lukkede øjnene og vendte sig om. Telefonen ringede igen. Mette sov.
Efter et stykke tid begyndte folk at banke på døren. Mette var ligeglad. Endnu en gang ringede telefonen.
“Ja,” sagde hun uden at åbne øjnene.
“Mette?” råbte den samme kvinde glad.
“Ja.”
“Det er os! Vi er her nu. Vi ringer og banker, men du åbner ikke.”
“Ringer I?”
“Ja!”
“Hvorfor hører jeg det ikke?”
“Det ved jeg ikke.”
“Prøv at ring igen.”
Telefonen ringede i lejligheden.
“Vi ringer,” sagde kvinden.
“Nej,” sagde Mette, “jeg hører det ikke. Bank nu.”
Der blev banket på døren.
“Vi banker,” sagde kvinden.
“Nej,” svarede Mette, “jeg hører ingenting.”
“Jeg tror, jeg forstår,” sagde kvinden.
“Hvad?” spurgte Mette.
“Hvor er du lige nu, Mette?”
“Hvad mener du? Derhjemme.”
“Hvorhjemme?”
“I Esbjerg,” svarede Mette med det første, der faldt hende ind. “Hvor skulle jeg ellers være?”
“Esbjerg? Hvorfor ikke København?”
“Jeg flyttede for ni år siden. Lige efter skilsmissen.”
“Hvorfor?”
“Hvorfor skilsmissen?”
“Nej, hvorfor flyttede du?”
“Jeg blev træt af København. For mange dårlige minder.”
“Er Esbjerg bedre?”
“Ja, meget bedre.”
“Hvad er bedre?”
“Alt. Uanset hvad jeg laver. Ingen dårlige minder. Men hvorfor fortæller jeg dig det? Kom bare herop og se selv. Hvor mange er I?”
“Fire. Mig, min mand og to børn. Den ældste er Mads, og den yngste er Emil. Emil har prøvet at komme ind på universitetet to gange i år.”
“Så kom alle fire. Vi har også et fint universitet her.”
“Hvornår skal vi komme?”
“I dag, hvis I vil.”
“Det kan vi ikke lige nu. Jeg har for meget at se til i København. Emil vil kun studere der. Og vi er kommet her for at finde arbejde. Vi havde planer om at bo hos dig i et år. Men sådan gik det ikke.”
“Så I kommer ikke i dag?”
“Nej.”
“Synd. Jeg glædede mig.”
“Vi er også kede af det. Du aner det ikke.”
“Jo, det gør jeg.”
“Nej, du aner det virkelig ikke. Når jeg tænker på, hvad der venter os nu, har jeg slet ikke lyst til at leve.”
Mette besluttede, det var på tide at afslutte samtalen.
“Nå, men så kom, når I kan,” sagde hun. “I er altid velkomne. Og når I er flyttet til København, så send mig jeres adresse. Jeg kommer på besøg. Også et par uger. Vi ser tiden an. Jeg har jo ingen andre i København end dig nu. Er vi enige? Sender du adressen?”
Men Mette hørte ikke svaret, for forbindelsen blev brat afbrudt.
