**Dagbogsnotat – En nybegynder i kærlighedens verden**
“Endnu en blev gift i dag. Én glad kvinde mere. Jeg håber, I bliver sammen til jeres guldbryllup!” sagde Karen Nielsen, kontorchefen og den ældste i afdelingen, mens hun løftede sit champagneglas.
“Ej, så lidt? Lad os håbe på diamanthvid!” tilføjede den sprudlende Mette hurtigt.
“Gift dig bare ikke med den forkerte,” sukkede rengøringsdamen, Tante Grethe, der stod i døren. “I dag er han din, om et år er han druknet i øl. Åh, piger, hvorfor kan I ikke bare være tilfredse med jeres eget selskab?”
“Tante Grethe, hold dog op!” svarede Mette irriteret. “At din mand var en fiasko, betyder ikke, at alle ægteskaber er dømt til at mislykkes. Vores lille Anna er heldig – han er smuk, har en bil, og fremtiden lyser for ham. Lyt ikke til hende, Anna, bare vær lykkelig!” Mette loftede glasset igen.
Anna var lige kommet tilbage fra en uges ferie efter sit bryllup. Hun havde medbragt chokolade og champagne for at fejre med sine kolleger. Hun strålede som en poleret kobberkande, men var også lidt nervøs. Hun havde lovet sin nye mand, at hun kun ville blive en time, men nu var der gået tre, og champagnen var for længst drukket. De havde endda hentet mere i butikken, og ingen så ud til at have travlt med at tage hjem. Hendes mand sendte sms’er og spurgte, hvornår hun kom hjem – han savnede hende og tilbød at hente hende.
“Nå, piger, festen må fortsætte. Ryd bordet, så tager jeg det i morgen,” sagde Tante Grethe.
“Gå du bare hjem, Tante Grethe, vi klarer det,” lovede Karen Nielsen. “Lad os tage en sidste drink. Det er på tide at gå. Nu mangler vi bare at få Signe gift, så har vi fuldt hus.”
“Ja, Signe, hvorfor er du stadig singel? Du er pæn, har en lejlighed… Ingen, der interesserer dig, eller venter du på prinsen?” spurgte Mette, der nu var godt fuld.
“Hvad har min lejlighed med noget at gøre?” spurgte Signe.
“Jo, altså… Hvor gammel er du? Da jeg var på din alder, havde jeg allerede to børn, og Mikkel gik i skole. Min mand og jeg har haft vores udfordringer. Vi var tæt på at skilles et par gange. Men jeg sagde til ham: ‘Du fik børnene, så bliv nu her, indtil de er store nok.’ Og se, nu er han lige der.” Mette viste en knytnæve.
“Man gifter sig af lidenskab eller fordi der kommer et uventet barn. Lidenskaben forsvinder, og hverdagen bliver grå. Børn? Glem det. Søvnmangel, irritation, skænderier… pludselig er I skilt.”
Hvis manden er anstændig, efterlader han lejligheden til konen og børnene, mens han selv nyder friheden på et værelse eller i en kollegie-lejlighed. Ikke i længe. Alle vennerne er gift, han har ingen steder at tage hen. Så begynder han at lede… efter en ensom kvinde uden børn. Fordi han flygtede fra sine egne – han har ikke lyst til at opdrage andres. Og der er du – en ung kvinde, der drømmer om ægteskab, med din egen lejlighed. En skat. Så jeg forstår ikke, hvorfor du stadig er alene.”
“Det lyder fandens mærkeligt,” sagde Signe fornærmet. “Så jeg kun er god nok til skilte mænd, der ikke har et sted at bo? Er det for sent for mig at finde en mand uden børn i bagagen?”
“Lyt ikke til hende, Signe, hun er fuld og vrøvler,” sukkede Karen. “Mænd i dag er ikke så ivrige efter at stifte familie. De bygger karrierer. Men… du bliver lidt for gammel, hvis du venter for længe. Nå, men vi skal nok fixe det.”
“Præcis!” sagde Mette. “Succesrige, enlige mænd ved, hvad de er værd. De vil have noget yngre og smukkere. Skilte mænd er mindre kræsne. For dem handler det om, at kvinden er rar og har en lejlighed. Ingen har lyst til at bo til leje eller hos mor hele livet.”
“Skæbnen er forskellig,” sagde Karen. “Nogle finder kærligheden tidligt, andre sent. Jeg kender en, hvis søn er 36 – single, højtuddannet, velhavende, men han har bare ikke fundet den rette.”
“Er der noget i vejen med ham? Drikker han? Eller er han måske…” Mette mærkede Karens advarende blik. “Hvad? Min veninde kender en, der…”
“Mette, hold op! Du taler for meget. Livet er kompliceret. Men Signe, tænk over det. Han er en god fyr. Jeg har længe ville introducere jer.”
“Hvorfor startede I overhovedet den her samtale? Jeg tror ikke på blind dates. Folk overdriver altid. Jeg klarer det selv.”
“Ja, selvfølgelig… men hvor skal du møde nogen? Vi er kun kvinder på kontoret, du går ikke i byen. Hvis I ikke kan lide hinanden, er det fint. Ingen tvinger jer til noget. Og han har en lejlighed. Kunne det skade at prøve?” insisterede Karen. “Nå, piger, vi må hellere gå – vores mænd venter.”
De ryddede hurtigt op og gik hver til sit.
“Afvis ikke noget på forhånd,” sagde Karen, mens hun og Signe gik mod busstoppestedet. “Jeg startede denne samtale af en grund. Min mand har fødselsdag lørdag. Jeg har inviteret min veninde og hendes søn. Kom også. Måske bliver det noget.”
De næste to dage var Signe i tvivl. Planen tiltalte hende ikke, men alligevel valgte hun en kjole og fik ordnet neglene.
“Hvor mange gange har jeg lovet mig selv at gå på dieta? To dage gør ingen forskel,” sukkede hun foran spejlet. “Hvem kan elske mig, hvis jeg ikke engang kan lide mig selv? Det er latterligt. Jeg går ikke.”
Lørdag morgen vaskede hun håret, satte krøller i, sminkede sig og tog kjolen på. Men hvad med en gave? Hun kunne ikke møde op tomhændet. Hun ringede til Karen, der anbefalede blot at komme. Men hvis hun absolut ville give noget, kunne hun købe en flaske vin.
Hun havde tid og gik i Føtex. Valget i den lokale kiosk var skuffende. Hun fandt en flaske vin og købte slik, ost og et franskbrød. Hvis de nu kom godt ud af det, kunne han måske følge hende hjem, og så var der i det mindste noget at servere. Hun havde undgået brød og slik for at tabe sig.
Hun nærmede sig kassen, da en mand skubbede foran med en flaske vin – den samme som hendes.
“Undskyld, men jeg kom først,” sagde Signe irriteret”Nej, det er nu min tur, og jeg har kun denne ene ting,” svarede han med et skælmsk smil, mens Signe mærkede, hvordan hendes vrede begyndte at smelte sammen med en underlig, gnistrende forventning.
