Undskyld os, begyndte en af betjentene. Men denne dame påstår, at jeres kat sprang over på hendes altan, angreb hende og derefter stjal hendes killing
Kender du de bygninger, der kaldes hjørneejendomme? Det er sådan to sammenbyggede fløje, forbundet i et skarpt hjørne præcis halvfems grader. Hvis der er altaner mod gården, mødes de næsten i hjørnet. Det er lige netop næsten højst halvanden meter imellem.
Nå, men
En mand og en kvinde, der bor på femte sal, er på vej hjem fra arbejde. De arbejder begge på samme kontor og kører sammen frem og tilbage i deres bil.
I gården ser de, hvordan nogle gadehunde angriber en hjemløs kat, som beboerne dem selv inklusiv fodrer.
Manden får jaget hundene væk, men katten er kommet til skade. Heldigvis er det ikke fatalt. De samler den op og tager den med hen til bilen.
På dyreklinikken bliver dens sår renset og syet, den får drop med saltvand og vitaminer, et antibiotikastik, og dyrlægen siger, de skal komme tilbage til kontrol og indsprøjtning hver dag i en uge.
Sådan flytter Katte-Mads ind hos dem.
Hvorfor Mads? tænker du måske. Fordi han så ud som en rigtig gangster. En stor, ranglet fyr med barskt udseende. Men som det snart viser sig
Strenge Mads vænner sig overraskende hurtigt til omsorg og varme. Efter få dage ligger han spindende på sofaens bløde tæppe, og hans øjne vender sig næsten opad, hver gang kvinden kæler ham under hagen.
Se lige den forkælede dreng, griner hun og klør ham på maven.
Mads klemmer øjnene sammen sårene gør stadig ondt men han spinder videre. Han elsker det.
Han bliver rask, ren, tager på, og snart sover han tilfreds i skødet på sine mennesker. Det tidligere liv kulde, sult, slagsmål, frygt glemmes langsomt, som var det et mareridt.
Nu går han ud på altanen, sætter sig ved rækværket og betragter livet i gården. Han har ikke længere lyst til at smutte udenfor han ved udmærket, hvad frihed koster.
De andre altaner har han ikke skænket en tanke, indtil
Indtil en lille killing dukker op på den næsten sammenstødende altan i nabofløjen. Lille, kridhvid, soigneret.
Opdraget forkælet Hvad ved sådan én om livet? tænker Mads foragteligt og vender sig demonstrativt om, halen i vejret.
Men dagen efter lyder der en mærkelig lyd. Han spidser ører det kommer fra den forkælede nabos altan.
Mads kommer tættere på.
Killingen har trykket sig ind i et hjørne og græder sagte.
Hey! siger Mads. Hvad er du ked af? Er din mad ikke fin nok?
Den lille killing skælver og kryber endnu tættere op ad muren, helt stum, bange for den store, barske kat.
Hvorfor græder du? gentager Mads.
Og så svarer killingen, stadig skjult i sit hjørne, nærmest som en hvisken:
Hun slog mig med en hjemmesko Ved du, hvor ondt det gør?
Mads har aldrig prøvet at blive slået med en hjemmesko. De elsker ham nu, tilgiver ham alt. Men han husker stadig smerte.
Slå? gentager han. For hvad?
Jeg miavede for tidligt i morges. Var så sulten
Og hvad så? spørger Mads forbavset.
Så råbte hun og slog
Mads tier. Den lille grå pelsklump ryster i et hjørne, bange for blot at give en lyd fra sig.
Han husker nu sin tid på gaden frost, skræk, sult.
Slår hun dig ofte? spørger han lavmælt.
Næsten hele tiden, snøfter killingen. For enhver lyd eller pjank. Hun kan ikke lide mig
Men til gengæld praler hun med mig over for veninderne i telefonen. Siger jeg er dyr. At jeg har kostet mange penge. Men jeg ved ikke, hvad dyr betyder
Mads ved det. Hans ejer siger ofte til ham:
Du er min skat.
Men her lød ordet anderledes.
Han rynker brynene. Det hele er mærkeligt. Han har ondt af den lille. På gaden ville han vide, hvad der skulle gøres. Men nu?
Nu er han en forkælet stuekat. Hvad gør man så?
Killingen bliver kaldt ind fra altanen. Han trykker ørerne ned, halen sammen, og fra hans poter løber en lille våd plet af skræk. Han smutter ind ad døren.
Mads står tilbage og ser på pletten, husker dengang han selv, som lille, tissede af skræk for en stor hund
Siden bruger han næsten al sin tid på altanen. Den nye ven hedder højtideligt Krone.
Mads tænker, Fjollekat ville være mere passende.
Fjollekat bliver hurtigt tryg ved ham og kommer dagligt hen for at klage:
I dag sagde hun, snøfter han, at hvis jeg ikke stopper med at larme, smider hun mig ud fra altanen. Hun gider ikke gøre rent efter mig
Mads får hårene rejst, tænderne blottes helt automatisk.
Han hører tit kråb og grimme ord fra Fjollekats ejer, og sommetider
Sommetider gyser han, når han hører hun slår med hjemmeskoen.
Han har taget en beslutning for længe siden. Men frygten holder ham tilbage.
De smider mig ud, tænker han. For sådan noget. Så står jeg igen i kulde og ensomhed. Vil ikke miste dem, der reddede mig.
Men tanken om at hun en dag kunne slå den lille ihjel, giver ham ingen fred.
Det hele sker nogle dage senere.
Mads sidder på altanen og lytter. Fra nabolejligheden høres råben. Kvinden ligger i sengen og skriger af Fjollekat.
Han kan se det hele i altandørens spejlbillede.
Hun bøjer sig, griber hjemmeskoen, truer den sammenkrøbne killing og råber:
Jeg slår dig ihjel, din dumme kat!
Han forstår ikke helt, hvordan han pludselig står på nabos altan. Han springer bare de halvanden meter.
Kvinden når ikke at kaste hjemmeskoen. Lige foran hende på sengen lander
Nej, der opstår.
En skabning ud af et mareridt.
En kæmpestor kat, arrig i blikket, hvæsende, pivende ild står nærmest ud af kæften på den, blik som lyn. Sådan ser det i hvert fald ud for hende.
Hun skriger, taber hjemmeskoen, og ja, nu løber noget varmt ned ad hendes ben i pyjamasen.
Hun ser djævlen selv.
`Djævlen` løfter en pote, kløerne fremme. Hun skriger, kaster sig sammen og besvimer.
Ti minutter senere ringer det på hos Mads ejere. Ved døren står den forpjuskede nabo, øjnene vilde.
Jeres kat har overfaldet mig!!! råber hun. Den har ridset mig og stjålet min meget dyre killing! Jeg ringer til politiet!
Fru, svarer kvinden roligt. Vores kat er altid hjemme. Han har ikke været ude og vi har aldrig set din killing.
Naboens ansigt vrider sig. Hun vil noget mere, men det eneste der kommer ud er et ondskabsfuldt hvæs. Hun vender om og smækker døren.
Efter ti minutter står politiet der. Bag betjentene den samme vilde nabo, stadig snublende over ordene.
Undskyld, begynder en af betjentene. Denne dame påstår, jeres kat sprang over på hendes altan, angreb hende og stjal hendes killing
Hvad siger I? kommer det fra begge i kor, tydeligt chokeret.
Kom ind, hr. og fru, siger manden roligt. Se selv; Mads ligger og sover på sofaen. Ingen killing her.
Allesammen går ind. Mads snorker lykkeligt på sofaen.
Det er ham! Den bandit! hviner naboen. Han har overfaldet mig og stjålet min Krone!
Undskyld, hvad har han stjålet? forstår betjentene ikke. Deres kat har stjålet jeres kroner?
Helt ærligt! siger hun. Min KILLING hedder Krone!
Betjentene udveksler blikke og går ud på altanen.
Næsten to meter, siger den ene.
Og De mener, en kat springer sådan et stykke med en killing i munden? svarer den anden.
I tror mig ikke?! råber damen. Hun farer rundt, skriger: Krone! Krone! Krone!
Hun åbner skabe, roder i skuffer, river sengetøjet af, kaster alt på gulvet.
Betjentene må til sidst sætte hende ned.
Fru, siger en af dem strengt. Nu ødelægger de andres ejendom. De risikerer at blive politianmeldt for det.
Hvad?! Mig?! Efter det deres kat har udsat mig for og stjålet min kat?!
For resten, siger den anden betjent. Vis lige hvor De er blevet bidt eller kradset.
Naboen standser op, bliver forvirret og råber så:
Jer skal jeg nok få ramt på!
Undskyld mig, siger husets kvinde høfligt. Men De lugter temmelig meget af urin Vil De ikke rejse Dem fra min stol?
Naboens øjne spærres op. Hun rødmer, bliver grøn, så blankhvid.
Hun flyver ud og smækker døren efter sig.
Vil I anmelde hende? spørger en af betjentene.
Nej, svarer parret, samstemmende.
Hun er vist ikke helt rask, siger kvinden, blidt.
Undskyld ulejligheden, svarer betjentene og går.
Mands og kvindes blik falder på Mads, som nu er vågen og sidder på sofaen.
Hør nu, siger manden.
Hør nu gentager kvinden.
Mads kigger skyldbetynget på dem, hopper ned fra sofaen og går hen til skabet.
Han åbner elegant døren med sine kløer, hopper ind, og trækker frem fra under håndklæderne killingen.
For himlens skyld siger begge stille.
De synker sammen i sofaen.
Mads kommer og lægger forsigtigt den rystende, grå flok ved deres fødder.
Hvad skal vi dog gøre? spørger kvinden, mens hun løfter den lille op og sætter den i sit skød.
Fjollekat ryster og kryber endnu tættere på.
Du skal ikke være bange, siger manden blidt.
Vi slår ikke katte, siger kvinden, mens hun kæler dens ryg. Og dig, min ven Du er i ballade, siger hun til Mads. Sådan gør man ikke. Virkelig ikke, Mads. Du burde have gjort noget andet…
Og hvad da? spørger manden overrasket. Han reddede killingen fra hænderne på en heks. Hvorfor skal han have skæld ud?
Og for resten, vi har jo ikke nogen killing! Politi og alt det der.
Det er altid det samme, sukker kvinden til Fjollekat. Mænd dækker over hinanden. Hvad næste? Skal vi belønne ham?
Selvfølgelig! nikker manden med et smil. Kom, Mads, så får du kylling.
Du er ikke rigtig klog, protesterer kvinden, som om hun venter støtte fra Fjollekat.
Men killingen strækker sig ud, tager forsigtigt fat om hendes varme hånd og trykker sig ind til den.
Kvinden smiler og siger forsonligt:
Okay For denne gang tilgiver jeg dig.
Manden og Mads smutter ud i køkkenet, mens Fjollekat bliver liggende i kvindens skød og spinder lavt. Nu lærer han også, hvor dejligt det føles at blive kælet for.
Og et eller andet sted begynder han for alvor at forstå, hvad skat betyder.
For det lyder helt anderledes, når det kommer fra denne gode kvindeI dagene der følger, glider tingene på mærkværdig vis i hak. Den lille grå killing får hurtigt et navn “Mini” og adopteres uden tøven som husets tredje beboer. Han følger Mads som en skygge, kopierer hans bevægelser, spinder for første gang højt og kækt, mens han tumler rundt på de bløde tæpper.
Naboen flytter ud få uger senere; ejendommen ånder lettet op. Ingen savner råb eller slammeri gennem væggene. En ny familie flytter ind med børn, og på altanen derovre sidder nu farverige potteplanter men ingen katte.
Fjollekat, nu Mini, sover ofte viklet ind i kvindens strikkede sjal. Om natten kan man se to katte i vindueskarmen, side om side. Den store og den lille, begge med blikket vendt ud mod gården, men nu uden frygt.
En aften lægger kvinden mærke til noget specielt: Da hun stryger Mads under hagen, skubber han ikke længere Mini væk, men ruller sig i stedet sammen, så killingen kan ligge trygt op ad hans mave.
Manden lægger også mærke til forandringen; han blinker til sin kone, løfter katten op i armene og siger til dem begge:
I to Hvem havde troet, at en sammenrullet killing og en forhenværende gadebandit kunne gøre et hus til et hjem?
Kvinden ler, klør Mads bag øret og hvisker stille:
Velkommen hjem, begge to.
Udenfor daler regnen ned, men inde i stuen er der kun varme, forsoning og et blidt, dobbeltsidigt spind, der fylder rummet med det enkle løfte: Her kommer ingen til skade, hverken firbenede eller tobenede. Her er der altid plads til en til.
Og siden den nat ja, siden den nat fandtes aldrig mere nogen bange katteøjne bag glasruden, kun genskin af tryghed og to små næser trykket op mod samme rude, hvor de venter på, at livet, som altid, er klar med mere kærlighed.
