Undskyld os, begyndte en af betjentene. Men denne dame påstår, at jeres kat hoppede over på hendes altan, overfaldt hende og derefter stjal hendes killing
I København findes der mange såkaldte hjørnebygninger. Det er, når to opgange mødes i en vinkel på præcis halvfems grader, og på indersiden har de ofte altaner, der næsten rører hinanden. Ofte er der kun halvanden meter imellem.
Et sted som dette boede et dansk ægtepar, Peter Andersen og hans kone, Astrid. De boede på femte sal og arbejdede sammen i en IT-virksomhed ude på Østerbro, så de kørte til og fra arbejde sammen i deres elbil.
Da de en aften passerede gården, så de pludselig, hvordan et par løse hunde overfaldt en af de herreløse katte, som naboerne plejede at fodre indimellem også dem selv. Peter skyndte sig at jage hundene væk, men katten havde fået nogle slemme rifter, heldigvis ikke noget livstruende. De tog den med sig og satte kurs mod nærmeste dyreklinik på Frederiksberg.
Hos dyrlægen blev sårene renset, syet og katten fik både væske, vitaminer og antibiotika. De skulle komme til kontrol og stik hver dag i en uge.
Sådan endte katten som de kom til at kalde Basse hjemme hos dem.
Hvorfor Basse? Fordi han så barsk ud som en lille bølle. Men som det hurtigt viste sig, var han langt fra så voldsom, som han så ud.
Basse vendte sig lynhurtigt til det trygge og varme hjem. Allerede et par dage senere sad han på den bløde plaid i sofaen, spandt højt og kneb øjnene lykkeligt sammen, når Astrid aede ham.
Se, hvilken forkælet dreng, grinede hun og kløede ham på maven.
Basse kneb øjnene lidt sammen af smerte fra sårene, men spandt alligevel. Han nød det.
Dagene gik, sårene helede, og snart havde Basse fået så meget appetit og glans i pelsen, at han med fornøjelse lagde sig på deres skød og halvblundede.
Hans tidligere liv kulde, sult, slagsmål og frygt føltes pludselig som en vag og fjern drøm.
Nu opholdt han sig helst på altanen, hvor han lå og kiggede ud på gården og livet nedenfor. Gaden fristede ham ikke mere han vidste alt for godt, hvad den slags frihed kunne koste.
De tilstødende altaner sagde ham ingenting indtil den dag
Indtil der på den næsten tilstødende nabos altan dukkede en kattekilling op. Lillebitte, bomuldsblød og åbenlyst forkælet.
Fint skal det være, tænkte Basse for sig selv og fnyste foragteligt og svingede demonstrativt halen, mens han vendte ryggen til.
Men dagen efter hørte han en sær lyd derovre fra. Basse lyttede det var en pibende jamren ovre fra killingen.
Han gik tættere på. Killingen havde gemt sig i et hjørne og græd sagte.
Hey! kaldte Basse. Hvorfor græder du? Fik du ikke den rigtige slags mad?
Den lille killing skælvede og trykkede sig endnu længere ind til muren, bange for Basses mørke øjne og store kropsbygning.
Hvad er der galt? gentog Basse.
Så kom det sagte:
Hun slog mig med tøflen Ved du, hvor ondt det gør?
Basse vidste ikke præcis, hvad et slag med tøflen føltes som. Nu fik han kærlighed og forkælelse, uanset hvad han lavede. Men smerte huskede han alt for godt.
Med tøflen? Hvorfor?
Jeg jamrede for tidligt. Jeg var sulten
Og så slog hun dig?! spurgte Basse forundret.
Og hun råbte Jeg skulle bare tie stille
Nu var killingen helt stille, kun en fnysen var tilbage. Til sidst svarede han stille:
Hun gør det næsten hver dag. For enhver lille ting. Hun holder ikke af mig Hun fortæller dog veninderne i telefonen, at jeg er dyr. At jeg har kostet mange penge. Jeg ved ikke rigtig, hvad dyr betyder
Basse vidste det godt. Astrid sagde tit til ham:
Du er min dyre skat.
Men her lød ordet helt anderledes.
Basse blev alvorlig. På gaden ville han straks vide, hvad han skulle gøre. Men nu? Han var jo blevet en forkælet stuekat. Hvad gør man i sådan en situation?
Pludselig kaldte den fremmede dame inde fra lejligheden. Killingen smøg sig modvilje ind, ørerne og halen nedad. Et lille vådt spor afslørede frygten på gulvet.
Basse huskede pludselig selv, da han som killing havde tisset på sig af rædsel foran en stor hund
Siden den dag sad han næsten konstant på altanen og holdt øje med den lille. Killingen hed selvfølgelig Daler, hvilket Basse syntes var et lidt for flot navn til sådan en splejs.
Daler vænnede sig hurtigt til den store kat, kom ofte hen til altanen og klagede:
Hun sagde i dag, at hvis jeg ikke er stille, så smider hun mig ud over altanen. Hun gider ikke gøre rent efter mig mere
Basse blev stikkende i pelsen og fik automatisk kløerne frem. Hver gang han hørte nabodamens råben og den grove tone, var det som at høre frygtens stemme genlyde i lejligheden. Nogle gange blev det til voldsomme smæld mod den lille krop.
Basse havde egentlig taget sin beslutning for længst, men frygten holdt ham tilbage.
Bliver jeg smidt ud for det? tænkte han. Det ville jeg nok
Han ville ikke miste det varme hjem eller sin nye familie.
Men tanken om at killingen kunne ende sine dage, blev mere og mere uudholdelig.
Et par dage senere overhørte Basse et højrøstet tværs igennem væggen. Nabokonen truede igen den lille. Gennem glasset kunne han se, hvordan hun hævede tøflen over Daler.
Nu slår jeg dig ihjel! skreg hun.
Inden han registrerede det, var Basse fløjet halvanden meter over til naboens altan.
Inde på sengen forvandlede han sig til et sandt mareridt stor, sort og hylende, med ører lagt tilbage og tænderne blotlagt. For damen virkede han som noget djævelsk. Hun skreg, tabte tøflen og sank sammen på sengen. Troligt blev hun liggende, indtil hun til sidst besvimede af chok.
Ti minutter senere bankede det på døren hos Astrid og Peter. Udenfor stod den rystede nabo, helt ude af den.
Jeres kat overfaldt mig! Han stjal min meget dyre killing! Jeg ringer til politiet!
Vores kat er da herinde, sagde Astrid roligt. Han går aldrig ud. Vi har heller ikke nogen killing.
Naboens ansigt fortrak sig i vrede. Hun var vred, men fik ikke et ord mere frem. Så slog hun døren op til sin egen lejlighed med et brag.
Ti minutter efter stod et par betjente og spurgte venligt:
Undskyld, men denne dame påstår, at jeres kat hoppede over på hendes altan, overfaldt hende og stjal hendes killing
Hvad? kom det fra både Peter og Astrid. De stirrede målløse på hinanden.
Kom ind og kig selv, sagde Peter. Vores kat ligger og sover på sofaen.
Og ganske rigtigt der lå Basse og snorkede højlydt på uldpleddet.
Det er ham! Det var ham! Han overfaldt mig og stjal min Daler!
Undskyld, hvem stjal hvad? spurgte betjentene forvirret. Stjal de jeres dalere?
Nej, min killing hedder Daler! hvæsede damen.
Betjentene målte afstanden mellem altanerne.
Knap to meter, sagde den ene. Så kat med killing i munden over et gab på to meter?
Damen rasede, ledte overalt og begyndte at flå skabe og skuffer op. Betjentene måtte trække hende væk og forklare:
Nu må De stoppe. Ellers må vi faktisk politianmelde Dem for vilde uorden i andres hjem!
Anmelde mig?! Er I vanvittige? Efter den kat har lemlæstet mig og stjålet min kat?
Så vis os lige, hvor De er blevet bidt eller kradset.
Kvinden tav, for til sidst at udbryde:
Jeg skal nok finde jer alle! Jeg får jer at se!
Astrid bemærkede forsigtigt:
Øh Der lugter lidt kraftigt af urin her Måske skulle De ikke sidde på vores stol
Naboens øjne blev runde. Først rødmede hun, så blev hun nærmest lysegrøn og skyndte sig at storme ud og smække døren.
Vil I anmelde det? spurgte en betjent.
Nej, sagde Peter og Astrid i kor.
Hun virker ikke helt rask, mente Astrid blidt.
Ja, undskyld uro, sagde de høfligt og gik.
Astrid og Peter kiggede nu på Basse, der vågnede og så noget skyldig ud. Han hoppede ned, gik bestemt hen til skabet, åbnede en låge med poten og trak killingen frem under et håndklæde.
Jamen så dog udbrød Astrid og Peter på én gang.
Basse lagde forsigtigt den rystende, grå klump foran dem.
Astrid løftede killingen op og satte sig i sofaen.
Hvad gør vi nu? spurgte hun forsigtigt og strøg killingen blidt over ryggen.
Daler skælvede, men krøb helt tæt ind til hendes hånd.
Tøsen, sagde Peter mildt, vi gør ikke katte fortræd.
Og du, min fine ven Du har altså opført dig forkert, sagde Astrid til Basse. Sådan kan man ikke gøre, det må du forstå. Man må prøve at løse tingene på en anden måde
Hvordan ellers? spurgte Peter. Han reddede jo killingen fra en heks. Skal vi så straffe ham?
Vi har jo slet ingen killing her, svarede Astrid drillende, mens hun strøg killingen igen.
Typisk! rystede Astrid på hovedet, mandesolidaritet Skal han nu også belønnes?
Selvfølgelig! smilede Peter og nikkede til Basse. Kom, gamle ven, lad os finde noget lækker kylling.
Astrid sukke og så på Daler, men killingen greb pludselig nænsomt hendes varme hånd med poterne og trykkede sig ind til hende.
Astrid smilte forsonende:
Nå, okay For denne gang er du tilgivet.
Peter og Basse gik ud i køkkenet, mens Daler spandt stille i Astrids skød. For første gang forstod han rigtig, at det faktisk er rart, når man bliver aet og passet på og at at være dyr ikke handler om penge, men om kærlighed.
Sådan lærte alle i det lille hjem, at ægte værdi ikke måles i kroner, men i hvor meget man gør for hinanden.
