Undskyld… hvor er jeg?” hviskede kvinden og stirrede ud ad bilvinduet, som om hun ikke forstod, hvad der foregik.

»Undskyld hvor er jeg?« spurgte kvinden blidt og så ud ad bilvinduet, som om hun ikke helt forstod, hvad der foregik.

»Fru Mikkelsen, vi er ankommet. Dette er plejehjemmet Den Lykkelige Høj. Fra i dag bor De her.«

»Bor her?« hendes stemme knækkede. »Men min datter? Kommer hun ikke?«

»Hun sagde, hun ville ringe,« svarede chaufføren og kiggede ned. Han satte en lille taske på jorden en trøje, en kam, et gammelt foto. »Pas på Dem selv, fru Mikkelsen. Her er gode mennesker.«

Bilen kørte væk, og hun blev stående i blæsten forvirret, alene, med et hjerte, der nægtede at tro på det.

En sygeplejerske i lyseblå uniform nærmede sig. »Velkommen. Jeg hedder Lærke. Kom, jeg viser Dem til Deres værelse.«

»Værelse? Jeg havde et hjem. En have, roser under vinduet«

»Her får De også Deres egen lille blomsterkrog. Det skal De nok se,« sagde Lærke mildt.

Værelset var lille, men rent. Det andet seng var optaget af en gammel dame, der sov under tæppet.

»Det er tante Gerda,« forklarede Lærke. »Stille, men sød.«

»Nå, det gør ikke noget. Jeg er ikke den tavse type,« grinede fru Mikkelsen.

Dagene gik, ensformige og stille. De fleste beboere gemte sig i minder, ventede på telefonopkald, der aldrig kom.

Fru Mikkelsen kunne ikke holde stilheden ud. En morgen gik hun ud og bad om en skovl.

»Hvad har De gang i, fru Mikkelsen?« spurgte vagten forbløffet.

»Jeg vil plante blomster. Når der ikke er noget at trække vejret for, må man selv sætte liv i jorden.«

Og hun plantede mynte, marigold, basilikum.

»Her skal vores små liv blomstre,« sagde hun. »Når der ikke er nogen at vente på, kan man vente på, at spirerne bryder frem.

Snart duftede gården af forår.

Og tante Gerda, der ikke havde sagt et ord på uger, hviskede pludselig:

»Det dufter af hjem«

»Ja,« smilede fru Mikkelsen. »Kærlighed har også en duft.«

Så henvendte hun sig til den ledende sygeplejerske:

»Lad os lave et værksted. Så vi kan sy, strikke og fortælle vores historier. Tavshed er den værste sygdom.«

Den ledende sygeplejerske sagde ja. Allerede få dage senere fyldtes lokalet af latter, garn og minder.

»Jeg syede engang bryllupskjoler!« mindedes den ene.

»Og jeg teaterkostumer!« sagde en anden.

Fru Mikkelsen nikkede blot:

»Se, vi er stadig brug for. Så længe hænderne husker, lever hjertet.«

Om foråret ændrede alt sig. Blomsterne sprang ud, væggene blev malet, og luften var fyldt med liv. På døren hang en af fru Mikkels# 1104. Path In Zigzag Labelled Binary Tree

[link](https://leetcode.com/problems/path-in-zigzag-labelled-binary-tree/)
**Level**: Medium

**Memory Use**: MB

**Time**: ms

**Explanation**:
– to get the parent of a node in ziz-zag tree, first find the parent as if it were normal tree.
– then find its mirror in the same level.

**Space complexity**: $O(1)$
**time complexity**: $O(log n)$

“`cpp
class Solution {
public:
vector pathInZigZagTree(int label)
{
vector answer;
int level = log2(label) + 1;

while (level >= 1) {
answer.push_back(label);
int mirroredLabel = (1 << (level - 1)) + ((1 << level) - 1) - label; label = mirroredLabel / 2; level--; } reverse(answer.begin(), answer.end()); return answer; } }; ```