Undskyld, hvad sagde du?

– Hvad sagde du? – spurgte Rikke Palsen.
– Jeg siger, at du skygger for solen! – gentog den tynde mand på omkring 50 år, som lå henslængt på en liggestol til venstre for hende.
– Og hvad vil du da have? At sådan en flot kavalergang bare skal ligge og flyde ud til siderne? Selvfølgelig soler jeg mig stående. Så får solen glæde af det, og andre har også noget at se på, – erklærede den robuste kvinde med et uforstyrret udtryk, iført en hat med en lille rose.
– Måske er der noget at se på for andre, min kære… Men jeg kan hverken se solen eller nogen anden kvindelig skikkelse for mig med dig dér! – sagde manden irriteret, og satte sig op fra liggestolen med en skinger stemme.
– Og hvad er det, de ikke har set før? – spurgte Rikke Palsen uden at røre sig, stående rank og uanfægtet, uden at se på turisten. – Eller er det sådan, at hvis der virkelig var efterspørgsel efter dig, ville jeg ikke have lagt mærke til det? Men du irriterer mig som en myg ved øret, – fnyste hun, mens hun rullede med øjnene.
– Ja, ved du hvad! – udbrød manden rasende, sprang op fra liggestolen og snublede over benet på den, og rullede tværs over til genstanden for sin vrede og solformørkelsen.
I næste sekund hamrede hans tunge næse ind i mellemrummet mellem to “kontinentalplader” på hendes dekolleté, og han opdagede lettet, at han var uskadt takket være det urokkelige objekt.
Rikke Palsen strøg moderlidt håret på “meteoritten”, der lige var landet på hendes fyldige barm. Da hun så på de flade kinder hos det uventede held, erklærede hun stoisk: – Var det nødvendigt at diskutere med min skønhed? Du skulle hellere have forklaret dig fra starten. Nå, ikke en skønhed, ikke særlig stor… Men hvis man har brug for at lægge hovedet ved nogen hjerteslag… hvem ville ikke forstå? Kom, lad mig fodre dig, min hurtige græshoppe, det gør ondt at se på dig.
Om det var smerten eller den friske havluft, der pressede logikken til side, eller om det var skæbnen, der spillede spil, vides ikke… men han fulgte ydmygt efter Rikke Palsen i ro og accept.
Det er nu små 20 år siden.
Han, “hendes Græshoppe”, er blevet rundere og mere medgørlig, og hun, “hans Lille Rose”, hans tilbedte, der har absorberet strålerne fra solglansen, kommer stadig på stranden om lørdagen, men nu ikke alene, men med sin Græshoppe.
Hun står som sædvanligt med rank ryg mod solen, mens han – bleg, stadig bleg, da han altid ligger til venstre i hendes skygge (så ingen anden kvinde slet ikke skulle få øje på Græshoppen) – beundrer hende og smiler taknemmeligt, mindes hvordan denne skønhed brød ind i hans liv.
Desuden glæder han sig til de annoncerede frikadeller med kartofler og flæsk, som er Lille Roses signaturret, og som han smagte for præcis 20 år siden.
Moralen her er at lukke begivenheder, der måske truer din komfortzone, ind i dit liv, uden at dømme, uden fordomme og med et smil! For det kan være, at det er SKØNHEDEN, der vil farvelægge dit liv i klare farver og pynte på det, som du har slæbt dig igennem!
Som man jo siger: “SKØNHEDEN VIL REDDE VERDEN!”…
Og hvem ved, hvad den vil redde dig fra i næste sekund og hvilke frikadeller den vil glæde dig med samme aften, forskønnende dit stolte, tynde og sultne ensomhed…