**Dagbogsnotat**
I dag kom en lille dreng hen til mig med blikket fuld af håb. “Hr., i dag er det min mors fødselsdag Jeg vil købe blomster, men jeg har ikke nok penge” Jeg købte ham en buket. Senere, da jeg besøgte graven, så jeg netop den buket der.
Lasse var kun fem år, da hans verden brød sammen. Hans mor var væk. Han stod i hjørnet af stuen, forvirret hvad skete der? Hvorfor var huset fyldt med fremmede? Hvorfor var alle så tavse og undvigende?
Han forstod ikke, hvorfor ingen smilede. Hvorfor de sagde: “Vær stærk, lille ven,” og krammede ham, som om han havde mistet noget vigtigt. Men han havde bare ikke set sin mor.
Hans far var fjern hele dagen. Han kom ikke nær, krammede ikke, sagde ikke et ord. Han sad bare for sig selv, tom og fraværende. Lasse gik hen til kisten og stirrede længe på sin mor. Hun var slet ikke, som hun plejede ingen varme, ingen smile, ingen godnatsange. Bleg, kold, stiv. Det skræmte ham. Han turde ikke komme tættere på.
Uden sin mor var alt anderledes. Gråt. Tomt. To år senere giftede hans far sig igen. Den nye kvinde Helle blev ikke en del af hans verden. Hun var snarere irriteret på ham. Hun brokkede sig over alt, som om hun ledte efter en grund til at være vred. Og hans far sagde intet. Forsvarede ham ikke. Blandede sig ikke.
Hver dag gemte Lasse en smerte inden i sig. Savnet. Længslen. Og med hver dag ønskede han sig mere og mere tilbage til tiden, hvor hans mor levede.
I dag var en særlig dag hans mors fødselsdag. Om morgenen vågnede han med én tanke: han måtte besøge hende. På kirkegården. Med blomster. Hvide liljer hendes yndlingsblomst. Han huskede, hvordan de lyste i hendes hånd på gamle billeder, ved siden af hendes smil.
Men hvor skulle han få pengene? Han besluttede at spørge sin far.
“Far, må jeg få lidt penge? Jeg har virkelig brug for dem”
Før han kunne forklare, kom Helle farende ud fra køkkenet:
“Hvad er det nu?! Bedste far om penge?! Ved du overhovedet, hvor hårdt det er at tjene penge?”
Hans far så op og prøvede at stoppe hende:
“Helle, vent. Han har ikke engang sagt hvorfor endnu. Søn, hvad skal du bruge dem til?”
“Jeg vil købe blomster til mor. Hvide liljer. I dag er det hendes fødselsdag”
Helle fnøs og krydsede armene:
“Åh, ja da! Blomster! Penge til dem! Måske vil du også på restaurant? Tag noget fra blomsterbedet det kan være din buket!”
“De er der ikke,” svarede Lasse stille men bestemt. “De sælger dem kun i butikken.”
Hans far så tankefuldt på sin søn, så på sin kone:
“Helle, gå nu og lav mad. Jeg er sulten.”
Hun forsvandt muttet ind i køkkenet. Faren vendte tilbage til sin avis. Og Lasse forstod: han fik ingen penge. Ikke et ord mere.
Han listede ind på sit værelse, tog sin sparegris frem. Tællede mønterne. Ikke mange. Men måske nok?
Uden at tøve løb han ud mod blomsterbutikken. Langt væk så han de hvide liljer i vinduet. Så smukke, næsten magiske. Han standsede og holdt vejret.
Så gik han ind.
“Hvad vil du?” spurgte kvinden bag disken utålmodigt. “Du er vist kommet forkert. Vi har ikke legetøj eller slik. Kun blomster.”
“Jeg vil gerne købe Liljer Hvor meget koster en buket?”
Hun nævnte prisen. Lasse tog alle sine mønter op af lommen. Det var kun halvdelen.
“Vær sød” bad han. “Jeg kan arbejde! Komme hver dag, feje, støve, gøre rent Bare lå
