I nogle forhold kommer der et tidspunkt, hvor den ene pludselig mister alle følelser for den anden, uden nogen åbenlys forklaring. Desværre var det præcis det, der skete for mig, Mads. Indtil jeg fyldte 17, havde jeg aldrig haft et romantisk forhold. Selvom pigerne viste mig interesse, valgte jeg i stedet at fokusere på at udvikle mig selv og læse lektier, eftersom min store drøm var at blive kirurg et hverv, der kræver disciplin og mange års uddannelse. Først da jeg begyndte på Københavns Universitet, opfordrede min mor mig til at åbne mig lidt for kærligheden.
På studiet mødte jeg så en pige, jeg for alvor blev betaget af. Hun hed Mette et smukt, klassisk dansk navn og var endda min studiekammerat. Da jeg henvendte mig til hende, overraskede det hende tydeligt, for jeg snakkede ellers kun sjældent med piger og holdt mig oftest til mine tætteste drengevenner. Men Mette og jeg begyndte at tale mere og mere sammen, og jeg inviterede hende et par gange ud at spise smørrebrød på en hyggelig café i Indre By. Hun tog glad imod invitationerne, og langsomt voksede vennskabet naturligt til noget mere. Snart var vi officielt et par.
Min mor blev ellevild hun havde været virkelig bekymret for, at jeg bare ville fokusere på studier og ende alene. Men efter vi var blevet færdige med studierne, gled Mettes følelser, og hendes interesse for mig forsvandt næsten fra den ene dag til den anden. Selvom det gjorde vanvittigt ondt, vidste jeg godt, at det egentlig ikke var så usædvanligt. Da jeg opdagede, hvad der var sket, var jeg knust, og det tog lang tid at komme mig over det. Det var første gang, jeg mærkede den slags afvisning på egen krop, og det var virkelig svært for mig, selvom jeg var blevet en voksen mand.
Det hele lærte mig, at kærlighed kan være flygtig, og at der er ting, man ikke kan kontrollere, uanset hvor meget man planlægger. Livet går jo ikke altid, som man ønsker men det vigtigste er, at man tør åbne sit hjerte og giver sig selv lov til at føle, for ellers lærer man aldrig noget om andre eller sig selv.
