21. juni
Skilsmissen var ikke et eventyr, men på sin vis blev det begyndelsen på mit rigtige liv. Jeg glemmer nok aldrig det sidste møde med Henrik velhavende som han efterhånden var blevet. Han valgte at lade mig “arve” et gammelt, faldefærdigt landsted langt ude på landet, midt mellem markerne på Fyn. Selv synes han sikkert, det var den perfekte måde at slippe billigt og nemt ud af det hele.
Ved du hvad, Line? Du behøver altså ikke stå her, gør du vel? sagde Henrik uden at se mig i øjnene. Du bør tage tilbage til Odense. Her er ikke noget for dig.
Han lød træt og overlod altid regnskaber og hverdagsbeslutninger til mig så længe han havde glæden ved det store ord, altså. Alt vi havde haft, alt jeg havde knoklet for, var endt i hans navn, med undskyldningen, at det var bedre for skatten. I løbet af årene havde vi opbygget vores lille virksomhed fra bunden, fra de trange år på kollegieværelse til en nogenlunde tryg hverdag men det var sjældent mig, der stod som ejer.
Da han trak sig ud og indgav skilsmissepapirerne, svarede jeg roligt: Er det fair, Henrik?
Han trak skulderen på Tja, du bidrager jo ikke med noget længere. Jeg står for det hele nu.
Jeg kunne ikke undgå at smile bittert. Jeg vidste, hvordan det hele hang sammen. Da jeg indså, hvad jeg havde været for Henrik et trinbræt pakkede jeg kufferten og flyttede på et lille hotel i Odense. Intet kunne holde mig tilbage, ikke anden end min stolthed, og den besluttede jeg mig for at tage med mig. Hvis han troede, han kunne udnytte mit engagement og min ekspertise igen, tog han grueligt fejl.
Vi skrev under på, at den gamle gård uden for Tommerup blev min. Han smilede skævt: Så sparer jeg endda penge på ejendomsskatten.
Jeg sagde ikke mere, pakkede min Toyota med det vigtigste, efterlod møbler, bøger og alt andet til Henrik og hans nye kæreste en kvinde, som jeg kun havde set et par gange, men indrømmet, jeg kunne ikke tage hende seriøst.
Han rakte papirerne frem, hånden let hånlig.
Held og lykke.
Tak, i lige måde, svarede jeg, helt roligt.
Husk at sende et billede, hvis du får tyve køer! grinede han, da døren smækkede bag mig.
Tårerne sidder stadig lettest, når jeg tænker tilbage. Jeg kan ikke engang huske, hvor mange kilometer jeg kørte, før jeg måtte holde ind til siden. Da jeg sad der og stirrede ind i mørket, bankede en ældre dame blidt på ruden.
Er du okay, kære? spurgte hun venligt. Min mand og jeg så dig holde her et stykke tid.
Jeg tørrede øjnene og smilede stumt. Det går nok, det hele føles bare lidt overvældende.
Vi kommer lige fra hospitalet i Odense, fortalte hun. En nabo er alene og har ikke andre, der besøger hende. Skal du mon hen mod Tommerup? spurgte hun forsigtigt.
Jeg nikkede overrasket Lige der ligger den gård, jeg har fået.
Hun hed Karen Jørgensen, hendes mand hed Niels, og de var venlige Fynboer med hjertet på det rette sted. På vejen mod gården fik jeg alle mulige historier om området, hvem der holdt endnu fast på de sidste traditioner, og hvem der egentlig sørgede for de få kreaturer, der var tilbage.
Da vi nåede frem, virkede ejerløst. De uendelige marker var forvokset, laden hang med døren på klem, og kun to snese magre køer græssede i det høje græs. Jeg følte mig fortabt men jeg besluttede hurtigt, at nu skulle jeg kæmpe for det her. Jeg ville starte forfra.
Et år senere stod jeg for enden af marken og betragtede mine firs fede, sunde køer. Jeg måtte pantsætte mine smykker, bruge min opsparing på flere køer og foder men nu gik væksten så stærkt, at mejerier fra både Assens og Faaborg bestilte mit økologiske smør og ubehandlede mælk. Hver måned gik det bedre og jeg følte, jeg havde fundet roen og troen på mig selv.
En dag kom Mette, min nabos datter, glad løbende med et eksemplar af Fyns Stiftstidende på forsiden reklamerede et firma for kølelastbiler til en god pris. Telefonnummeret kendte jeg alt for godt. Det var Henriks firma. Jeg bad Mette ringe og tilbyde fem procent over prisen, hvis ingen andre så bilerne før os.
Da jeg endelig stod på pladsen og så Henrik, måbede han.
Du køber dem?!
Ja, det gør jeg til mit landbrug. Du ved, det sted i Tommerup, du forærede mig, svarede jeg roligt, måske endda med en vis stolthed. Nu er vi i vækst og har brug for mere kapacitet.
Han kunne ikke sige noget. Hans blik sagde alt. Hvor jeg havde fundet håb og kærlighed, stod han tilbage i ruinerne af sin egen grådighed.
Jeg har fundet kærligheden på ny i Søren, som blev ansat som min mekaniker, og hvis omsorg og hænder har gjort gården til et hjem. Sammen fejrede vi dåben for lille Astrid med hele landsbyen samlede i laden mens Henrik, hvis liv var gået i opløsning, kun kunne stå bag vindue og kigge ind.
Nogle gange finder man først sig selv, når man mister alt andet.
