Under skilsmissen besluttede den velhavende mand, Jens Sørensen, at efterlade sin ekskone en forladt gård midt ude i ingenting. Men et år senere skete der noget, der kom fuldstændigt bag på ham.
“Jens, du ved godt, jeg ikke har brug for dig her, vel?” sagde Mette bestemt. “Du kan lige så godt tage tilbage til byen.”
“Hvilken by snakker du om?” svarede han træt. Han var blevet forrådt af den person, han havde stolet mest på, og havde ikke kræfter til at skændes mere. De havde startet fra bunden, solgt deres lejlighed og investeret alt i deres virksomhed. Jens havde kun bidraget med et lille værelse i en fælles lejlighed, mens Mette havde sikret succes med sin intelligens og hårdtarbejde. De levede beskedent, flyttede fra den ene lejelejlighed til den anden, men til sidst opnåede de stabilitet.
Med tiden begyndte Jens at opføre sig som en ægte chef. Snedig overdrog han alle aktiver til sit eget navn, så Mette ikke ville få en krone ved skilsmissen. Da alt var under hans kontrol, indledte han skilsmissen.
“Synes du, det er fair, Jens?” spurgte Mette skuffet.
Han trak bare på skuldrene. “Lad nu være med at starte det igen. Du har ikke bidraget med noget i lang tid. Jeg gør alt, og du gør ingenting.”
“Du sagde, jeg skulle tage en pause og passe på mig selv,” svarede hun roligt.
Jens sukkede irriteret. “Jeg er træt af disse meningsløse diskussioner. Jeg har en forladt gård, som jeg arvede fra min gamle chef, hr. Nielsen. Den er værdiløs. Du kan få den. Hvis du ikke vil have den, får du ingenting.”
Mette smilede bittert. Hun vidste præcis, hvad han gjorde. Efter tolv år sammen, indså hun, hun havde levet med en fremmed.
“Fint, men på én betingelse: gården skal stå på mit navn.”
“Ingen problemer. Det sparer mig i skat,” grinede Jens ironisk.
Mette sagde ikke mere. Hun pakkede sine ting og flyttede til et hotel. Hun var fast besluttet på at starte forfra, uanset hvad der ventede en forladt gård eller blot et øde stykke land.
Hun lastede sin bil med det nødvendige og efterlod resten hos Jens og hans nye kæreste. Hvis han troede, han kunne regne med hendes erfaring og intelligens igen, tog han grueligt fejl. Hans nye partner, som Mette kun havde set et par gange, virkede mere arrogant end klog.
Jens rakte hende papirerne med et hånligt smil. “Held og lykke.”
“Tak, i lige måde,” svarede Mette roligt.
“Glem ikke at sende mig et billede af køerne,” lo han.
Uden et ord startede hun bilen og kørte væk. Tårerne løb ned ad hendes kinder, mens byen forsvandt i bagspejlet. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde grædt, før en let banken på ruden vækkede hende.
“Er du okay, skat? Min mand og jeg har set dig sidde her et stykke tid,” spurgte en ældre kvinde venligt.
Mette så på hende og derefter i bakspejlet, hvor hun opdagede en busstoppested. Hun smilede svagt.
“Jo tak, jeg var bare lidt overvældet.”
Kvinden nikkede forstående. “Vi kommer lige fra hospitalet. Vores nabo ligger der alene ingen besøger hende. Kører du til Aarhus?”
Mette løftede øjenbrynene. “Aarhus? Er der, hvor gården ligger?”
“Ja, om man kan kalde det en gård nu. Ejeren døde, og ingen passer den. Kun nogle få mennesker fodrer dyrene af ren kærlighed.”
Mette smilede. “Sikke et tilfælde, det er lige der, jeg skal hen. Hop ind, jeg kører jer.”
Den ældre kvinde satte sig foran, mens hendes mand tog bagsædet.
“Jeg hedder Mette,” præsenterede hun sig, mens hun kørte.
“Jeg er Gerda Petersen, og det her er min mand, Erik,” svarede kvinden varmt.
På vejen hørte Mette alt om gården hvem der stjal, hvem der stadig passede dyrene, og hvor slemt stedet så ud. Da hun ankom, så hun tomme marker og en halvfaldens stald med kun tyve køer. Alligevel besluttede hun at blive og kæmpe for en ny start.
Et år senere stod Mette stolt og så, mens firs køer græssede fredeligt på de grønne marker. Hun havde forvandlet den forladte gård til en blomstrende forretning. Det havde ikke været let hun havde måttet sælge sit smykker for at købe foder og bruge sine sidste opsparinger. Men nu steg salget, og hendes produkter var efterspurgt helt til naboregionerne.
En dag kom en ung kvinde ved navn Lise med en avis, hvor der stod en annonce om kølelastbiler til en god pris. Mette genkendte telefonnummeret det tilhørte Jens firma. Med et listigt smil bad hun Lise om at ringe og byde 5% ekstra, mod at de ikke blev vist andre købere.
Da Mette kom for at se dem, mødte hun Jens, der stod målløs.
“Køber du dem?” spurgte han vantro.
“Ja, til den gård, du gav mig. Den er blevet en fantastisk forretning, og vi udvider,” svarede Mette roligt.
Jens kunne ikke sige et ord. Mens hans liv faldt fra hinanden, havde Mette lagt fortiden bag sig.
Til sidst fandt Mette sand kærlighed i Lars, en mekaniker, der hjalp hende med at forbedre gården. Sammen fejrede de deres datters dåb, mens Jens kunne se på fra afstand, mens hans eget liv gik i stykker.
