Under skilsmissen besluttede en velhavende mand at give sin kone en forfalden gård, der lå midt ude på landet. Men et år senere skete der noget, der overrumplede ham fuldstændigt.
Henrik, du ved godt, at jeg ikke behøver din hjælp her, ikke? sagde Karen bestemt. Jeg synes, det er bedst, at du tager tilbage til København.
Hvilken by taler du om? svarede han træt. Hun var blevet svigtet af den, hun ellers havde haft størst tillid til, og hun gad ikke længere diskutere. De havde startet fra bunden sammen, solgt deres lejlighed og sat alt ind på deres fælles forretning. Henrik havde bidraget med et lille værelse i et kollektiv, mens Karen med sin snilde og flid havde skabt grundlaget for deres succes. De levede beskedent, flyttede fra det ene lejemål til det andet, men til sidst havde de opbygget en stabil tilværelse.
Henrik var, med tiden, begyndt at føre sig frem som den store chef. Han havde snedigt skrevet alle værdier på sig selv, så Karen intet ville få i skilsmissen. Da alt var under hans kontrol, indleverede han skilsmissepapirerne.
Synes du det er fair, Henrik? spurgte Karen skuffet.
Han trak bare på skuldrene.
Du har jo slet ikke bidraget på det seneste. Jeg driver det hele, og du laver ikke noget.
Du sagde selv, jeg skulle holde en pause og tænke på mig selv, svarede hun roligt.
Henrik sukkede irriteret.
Jeg gider ikke har den samtale igen. Apropos, kan du huske den gamle gård jeg fik fra min tidligere chef, hr. Mortensen? Han gik bort og testamenterede mig det stykke værdiløs jord. Den passer perfekt til dig. Hvis du ikke vil have den, får du ikke en krone.
Karen smilede bittert. Hun vidste udmærket, hvad han var ude på. Efter tolv år sammen, indså hun, at hun havde levet med en fremmed.
Fint, men kun hvis den står officielt i mit navn.
Intet problem. Jeg sparer endda penge i skat, svarede Henrik hånligt grinende.
Karen sagde ikke mere. Hun samlede de vigtigste ejendele og bookede et værelse på et hotel. Beslutsomt ville hun begynde forfra, hvad der så end ventede hende en forfalden gård eller bare en bar mark. Hun ville finde ud af det, når hun kom derhen. Hvis det slet ikke kunne bruges, ville hun vende tilbage til byen eller lede efter nye muligheder.
Hun pakkede bilen med det mest nødvendige og forlod resten til Henrik og hans nye kæreste. Hvis han troede, at han stadig kunne regne med hendes erfaring og begavelse, tog han grueligt fejl. Hans nye partner, som Karen kun havde mødt få gange, virkede langt mere arrogant end klog.
Henrik rakte hende papirerne med et spottende smil.
Held og lykke.
Tak, svarede Karen roligt.
Husk at sende mig et billede af køerne, grinede han.
Karen sagde intet, lukkede bildøren og kørte væk. Da hun forlod byen, løb tårerne ned ad kinderne. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde grædt, før et let bank på ruden vækkede hende.
Er du okay, min pige? Mig og min mand har lagt mærke til dig holde her et stykke tid, sagde en ældre dame mildt.
Karen kiggede på kvinden og derefter i bakspejlet, hvor hun så, at hun holdt ved et busstoppested. Hun smilede svagt.
Jeg har det fint, blev bare lidt overvældet.
Kvinden nikkede forstående.
Vi kommer lige fra hospitalet. Vores nabo er der alene, ingen besøger hende. Skal du mon mod Odense?
Karen løftede overrasket øjenbrynene.
Odense? Der, hvor gården ligger?
Ja, men det er nok meget at kalde det en gård nu om dage. Ejeren døde, og ingen har taget sig af stedet. Et par folk passer dog stadig dyrene lidt af lyst.
Karen smilede tøvende.
Sikke et sammentræf, for det er lige der, jeg skal hen. Hop ind, I må gerne køre med.
Den ældre kvinde satte sig foran, manden bagi.
Jeg hedder Karen, præsenterede hun sig, mens hun satte bilen i gang.
Jeg hedder Ingrid Madsen, og her er min mand Svend, lød det venligt fra kvinden.
På køreturen fortalte de Karen alt muligt om den forfaldne gård hvem der stjal, hvem der stadig passede lidt på kvæget, og hvor medtaget det hele så ud. Da Karen ankom, så hun bare tomme marker og en lade, der nærmest var styrtet sammen, med kun tyve køer på græs. Alligevel besluttede hun at blive. Hun ville ikke give op, men i stedet kæmpe for en ny start.
Et år senere stod Karen stolt og så på, at firs køer gik og græssede fredfyldt på de grønne marker. Gården, der før havde været forladt, var nu blevet en livskraftig forretning. Det havde ikke været let hun måtte sælge smykkerne for at købe foder og bruge de sidste opsparede kroner. Men nu gik salget forrygende, og hendes mejeriprodukter blev efterspurgt, også i naboområderne.
En morgen kom en ung kvinde, Sofie, forbi med en avis, hvor der var et opslag om kølelastbiler til en god pris. Karen genkendte straks telefonnummeret det tilhørte Henriks firma. Med et skælmsk smil bad hun Sofie ringe og tilbyde fem procent ekstra, hvis de ikke blev vist til andre købere.
Da Karen tog ud for at se lastbilerne, stod Henrik i porten helt målløs.
Vil du købe dem? spurgte han forbløffet.
Ja, til gården du gav mig. Den er blevet en fin forretning, og vi er ved at udvide, svarede Karen roligt.
Henrik kunne ikke få et ord frem. Mens hans liv smuldrede, havde Karen lagt fortiden bag sig.
Til slut fandt Karen sin ægte kærlighed i Poul, en mekaniker, der hjalp hende med at udvikle gården. Sammen fejrede de dåben af deres datter, mens Henrik kun kunne se til på afstand, som hans verden faldt fra hinanden.
