Maren Sørensen, 84 år gammel, sad på busstoppestedet lige uden for sit lille hus i Holbæk og vidste ikke, hvad hun skulle gøre nu. På bænken lå en stoftaske og en plastpose, hvor næsten alle hendes ejendele havde havnet.
«Jeg smed Rikke ud, og hun sagde så lige: Gå din vej, gamle, du kan lige så godt tage hjem til døren, du holder bare mig og Mikkel i hus, så går du videre.»
For kun tre år siden boede de fem i en treværelses lejlighed: Maren, hendes datter Ane, barnebarnet Mikkel med sin kone Lise og deres søn, Marens oldebarn Emil.
Alt gik i opløsning, da Mikkel fik en ny regnskabsmedarbejder, Rikke, som var kørt fra København til deres lille område. Hvorfor hun kom, ingen vidste. Hun fik et værelse på et kollegieværelse og et job. Sådan gik det, tænkte man bare lev. Men Rikke havde ikke det. Hun begyndte at kigge på mænd og satte sig på Mikkel. Gift? Som man siger i Danmark, kone er ikke en mur.
En aprildag kom Mikkel hjem fra arbejde, samlede sine ting og så så man kun ham. På afsked sagde han:
Jeg er først 45, når jeg forstår, hvad ægte liv og kærlighed er!
Lise sagde intet til ham. Hun ventede, indtil Emil havde sine skoleprøver, og så planlagde hun:
Vi skal til København, Emil skal søge optagelse på universitetet, og vi bor i det gamle hus, der tilhørte mine forældre. Det er stadig låst inde, men vi kan renovere det. Hvis vi ikke kan klare det selv, hjælper min bror. Jeg finder hurtigt et arbejde på skolen.
To dage senere pakkede broren hendes ting i en lille varevogn, og de kørte af sted. Emil krammede sin oldemor farvel:
Du skal ikke savne mig, bedstemor, jeg kommer på besøg.
Han kom to gange, mens Ane stadig var i live. Men da Ane gik bort, flyttede Mikkel og Rikke ind i lejligheden, og Emil kom aldrig mere.
Livet for Maren blev helt forfærdeligt. Rikke begyndte at sætte sine egne regler. I starten var hun lidt genert, men kaldte Maren til bordet og gav hende mad, som hun selv havde lavet til Mikkel. Så begyndte hun at bestemme, at Maren ikke måtte forlade sit værelse:
Du laver så meget rod i køkkenet, jeg har lettere ved at gøre rent i dit værelse én gang om ugen, end at tørre gulve tre gange om dagen her.
Siden da lavede Rikke grød til Maren havregrød, byggrød eller speltgrød. Maren spiste den morgen, middag og aften, og drak den med tom te.
Forleden sagde Rikke, at hendes søn skulle komme om en uge. De diskuterede, hvilket job han skulle have, for efter et ophold på en institution ville han sikkert ikke få et stort job.
Morgen gik Mikkel på arbejde, og Rikke sagde til Maren:
Her er adressen på plejehjemmet kør derhen, og sig tak fordi jeg ikke smed dig ud på gaden.
Rikke skubbede en seddel i Marens hånd og smækkede døren i bag hende.
Maren gik til busstoppestedet, men vidste ikke, hvor hun skulle videre. Hun så dårligt, kunne ikke læse adressen. Så stod en ung mand ved siden af. Hun spurgte:
Dreng, kan du læse adressen og fortælle mig, hvilken bus jeg skal tage?
Manden så på hende og sagde:
Hvor skal du hen, Mors Maren? Emil er lige kommet, han leder efter dig. Jeg ringer til ham.
Fem minutter senere kom Emil løbende. Det viste sig, at Lises tidligere nabo havde ringet i går og fortalt, at Rikke ville have Maren indlagt på et plejehjem. Naboen havde arbejdet som plejepersonale på et plejehjem indtil sin pension, så Rikke havde spurgt efter adressen der.
Emil tog sine ting, kiggede på Maren og sagde:
Jeg får dig, bedstemor, som en dronning med taxa til København. Mor har allerede lavet et værelse til dig. Og i haven blomstrer æbletræerne så smukt!
Da Rikke og Mikkel hørte, at Emil havde hentet Maren til byen, blev de glade. Men glæden varede ikke længe. Da de gik i papirerne, kom de frem til, at lejligheden fra starten havde tilhørt Maren. Selv hendes mand havde ret til at bo der resten af livet. Så Rikke og Mikkel måtte flytte tilbage til kollegieværelset.
Maren solgte lejligheden, og pengene i kroner gav hun til Emil, så han kunne købe et sted i København. Priserne i hovedstaden er selvfølgelig højere, så han købte kun en etværelses lejlighed, men den var i en ny, rummelig bygning. Han planlægger at gifte sig, så der nu er et tag over hovedet for den unge familie.
