**Dagbogsnotat**
Jeg, Freja Møller, kan ikke klare en dag uden en god joke. I skolen var jeg altid den, der fik folk til at grine, og på universitetet var jeg med i en revygruppe. Selv når det kom til fyre, skulle de have sans for humor.
“Freja, du skifter da ofte drengene,” sagde min universitetveninde Ida en dag. “Først var der én, så en anden, og nu er der allerede en tredje.”
“Ida, du ved godt, at humor er et af mine krav,” svarede jeg. “Jeg kan ikke undvære det. Men det er ikke min skyld, at de enten er for kedelige eller for overstadige. Mads kunne slet ikke grine, og Lasse faldt i staver af latter over altdet er også for meget.”
“Du får nok en lang søgen, før du finder én, der passer,” lo Ida.
“Jeg elsker at grine og lave sjov. Jeg vil også have en dreng, der kan følge med,” sagde jeg.
“Men livet er ikke bare sjov og spas, Freja. Jeg vil hellere have en seriøs fyr,” svarede Ida alvorligt.
“Vi er bare forskellige. Jeg kan godt lide fyre, der både kan lave jokes og grine af sig selv, der ser det gode i livet. Det er dejligt med positive mennesker omkring en. Bare det ikke bliver for groft,” forklarede jeg.
Jeg elsker 1. april, når alt kan vendes til en joke, uden at nogen bliver sure. På universitetet og på mit arbejde prøvede jeg altid at narre nogen. Men jeg gennemskuede næsten altid, hvis nogen prøvede at få mig. Sådan er jeg bare.
Jeg har da datet, men Mads var for alvorlighan forstod ikke engang en simpel jokeså det blev ikke til noget. Lasse var bedre, han grinede af mine jokes, og vi så comedy sammen, men til sidst synes jeg, han ikke forstod min humor, så det døde ud.
**Det endelige brud**
Da jeg mødte Jonas, troede jeg, han var den rigtige. Selvfølgelig skulle han kunne lide sjovdet er et must. Så en 1. april gemte jeg mig i vores lejlighed og overraskede ham med et “Buh!” da han kom forbi. Han blev ikke bange, men jeg ventede på hans “mod-joke.”
Underligt nok kom den ikke den dag. Men to dage senere, da jeg bar kaffe og chokolade ind på et lille bakke, kastede han en realistisk legetøjsslange for mine fødder. Den bevægede sig næsten som en rigtig. Jeg tabte bakket i forskrækkelsekaffen fløj overalt.
“Jonas, hvad bilder du dig ind? Kaffen var varm! Jeg kunne have skoldet mig!”
Han trak bare på skuldrene. “Det var bare en mod-joke. Jeg vidste ikke, du blev så bange.”
Vi skændtes lidt, men blev gode igen. Men en måned senere “jokede” han igendenne gang med en levende, lille, harmløs slange. Han havde lånt den af en ven. Da den krøb mod mig, mens jeg drak te, sprællede jeg op på en stol og skreg.
Jonas grinede og puttede den tilbage i en æske. “Hvorfor er du så bange? Den er ikke giftig!”
“Er det din idé på en joke? Tag din slange og dit lort, og smut ud af min lejlighed. Og tro mig, jeg mener det.”
Sådan endte det. Jeg elsker humor, men det skal være ufarligt. Min frygt for slanger var bare for stor.
**På arbejdet**
På kontoret vidste alle, jeg var svær at få med mine jokes. Jeg kunne sige det mest absurde med et helt alvorligt ansigtfolk faldt altid i. Mine kolleger prøvede også, men det lykkedes sjældent.
Jeg brugte det til fulde. Som da jeg fortalte Mathias noget vrøvl med dødpan mimik, og han løb for at tjekke det. Han blev aldrig surhan prøvede bare at overgå mig. Især den 1. april var det en kamp.
Mathias var bare en kollegajeg havde aldrig set ham som andet. Måske fordi vores jokes var en lille pause i hverdagen.
**Den ultimative joke**
Den 1. april havde jeg bagt æbletærterén til Mathias med ekstra salt og peber.
“Mathias, vil du have kaffe? Jeg har bagt tærter!” sagde jeg og pegede på den jeg bar foran mig.
“Kaffe, ja tak, men jeg hælder selvjeg stoler ikke på dig,” grinede han.
Men da han tog en bid af tærten, spærrede han øjnene op og løb ud.
“Freja, har du puttet noget i vores også?” spurgte kollegerne.
“Nej, det var kun Mathias’ tur,” lo jeg.
Han kom tilbage og sagde alvorligt: “Hvordan kunne jeg glemme, det er 1. april?”
Alle grinede, inklusive migdet var en succes. Men jeg vidste, Mathias ville hævne sig.
**Mathias’ mod-joke**
Sent på dagen gik jeg efter te. Mathias kom ind.
“Nå, drikker I te? Jeg vil have et æble,” sagde han.
Han skar det i kvarteog pludselig råbte han: “Av, jeg skar mig! Freja, hjælp mig!”
Han vidste ikke, jeg ikke kan klare blod eller skader. Jeg famlede efter et klud og greb ham om håndleddetog så “faldt” hånden af!
Jeg så sort og besvimede.
Da jeg vågnede, stirrede alle på migisær Mathias, der var bleg som et lagen.
“Freja! Er du okay?” Han hjalp mig forsigtigt op.
Jeg smilede svagt. “Jeg ved ikkevar det en god joke eller ej?”
Alle grinede, men Mathias blev ved med at undskylde.
“Jeg vidste ikke, du var så sart!”
Efterfølgende passede han på mighan hentede te og chokolade.
“Det er okay, Mathias, du fik mig bare. Endelig lykkedes det dig.”
Jeg var ikke vredbare skuffet over mig selv. Men så kiggede jeg rigtig på ham.
**En ny erkendelse**
Han var omsorgsfuld og sjovhvorfor havde jeg aldrig set ham som andet end en kollega?
Vi blev kærester.
“Freja, jeg har altid kunne lide dig,” sagde han senere. “Med din humor bliver det aldrig kedeligt.”
“Jeg så dig bare som en kollegaindtil nu.”
Selv på rådhuset grinede vi, og vores bryllup var fuld af jokes.
Det passeren familie, der kan grine sammen, holder sammen. Vores liv er fyldt med humor og glæde. Som man siger: “Latter er den bedste medicin.” Og det er sandt.
