Lejlighedens uenigheder
“Torben, stå op og tag Loke med en tur, jeg er ikke en robot!” råbte Asger Christensen og hamrede hånden i køkkenbordet, så de halvtomme kaffekopper klirrede. Køkkenet duftede af brændte toast, friskpresset espresso og en svag hundeodor. Udenfor bad april solen betonblokkene i gården i guld, hvor børn allerede legede på legepladsen. Loke, en gylden langhåret retriever med en slidt legetøjshund i munden, lå ved døren og kiggede bedende på snoren, der hang på knagen. Hans mørkebrune øjne bad, men familien var optaget af skænderi.
Torben, der femten år gammel, sad med næsen i sin telefon, hvor en racerlyd hurtigt skiftede til skrigende bremser. Hans trådløse høretelefoner dinglede om halsen, og den sorte hættetrøje med teksten “Game Over” var dækket af krummer fra gårsdagens chips.
“Far, jeg gik tur med ham i går!” mumlede han uden at se op. “Lad Katrine gøre det, hun smutter altid fra det!”
Katrine, nitten år og studerende, sad ved bordet med øjnene fastlimet til laptopskærmen. Hendes mørke hår var samlet i en sjusket knold, og mørke skygger under øjnene vidnede om nattevagt med sociologieksamen. Hun havde på sig en opsvulmet universitetst-shirt.
“Mig?” fnøs hun og så op. “Torben, det var dig, der ville have Loke – det må være dig, der tager ansvar! Jeg har eksamen i morgen, jeg kan ikke rende med en hver femte minut!”
Birgit, deres mor, kom ind i køkkenet og tørrede sine hænder i et forklæde med broderede margueritter. Hendes lyse hår var i uorden efter rengøringen, og stemmen dirrede af træthed og irritation.
“Hold op med at skændes!” sagde hun og satte en pande med sydende smør på komfuret. “Asger, du lovede at gå med Loke i morges! Og I børn er blevet helt umulige – I skulle have en hund, men nu er det mig, der står med alt!”
Asger, femogfyrre år og ingeniør, lagde den lokale avis fra sig, hvor han læste om strejken på fabrikken. Hans øjenbryn mødtes i en vred pande, og morgenlyset fik hans skægstubbe til at glitre.
“Mig? Birgit, jeg kører på arbejde klokken seks! brølede han. “Det var Torben, der tiggede om Loke – lad ham tage ansvaret!”
Loke, som om han fornemmede stormen, gav sig til at hyle og tabte sin legetøjshund – en slidt gummiged. Hans hale gav et svagt dask, men køkkenet var blevet en slagmark, hvor hunden ikke blot var et kæledyr, men et symbol på familiekaos.
Aftenen bragte en ny runde af skænderier. Birgit lavede aftensmad: frikadellerne spruttede i panden, kartoflerne dampede i gryden, og køkkenet duftede af stegte løg og dild. Loke lå ved døren, hans bedende øjne fulgte snoren, som ingen rørte. Torben spillede konsol i stuen, skrigene fra spillet overdøvede tv’et, hvor Asger så nyheder om fodbold. Katrine hamrede på tastaturet på sit værelse, høretelefoner blokerede for larmen, og tomme energidrik-dåser lå spredt på bordet.
“Torben, har du været ude med Loke?” råbte Birgit og rørte kartoflerne med en træske.
Torben, der lige havde kørt sin bil ind i en væg på skærmen, gryntede:
“Næh. Lad Katrine gøre det, jeg har travlt.”
Katrine, der hørte sit navn, stormede ind i køkkenet og rev høretelefonerne af.
“Travlt? råbte hun. “Du har spillet hele dagen, Torben! Jeg har en opgave i morgen! Far, sig noget til ham!”
Asger, der sad på sofaen med fjernbetjeningen, sukkede og gned sine tindinger.
“Torben, tag nu den hund en tur. Det er din hund,” sagde han uden at se op.
Torben smed controlleren på sofaen, hans kinder flammende.
“Min? I lovede alle at hjælpe, og nu er det kun mig, der skal gøre alt?” skreg han. “Lad os bare aflevere Loke, hvis I er ligeglade!”
Birgit vendte sig om, hendes ske klirrede mod gryden, og forklædet dirrede.
“Aflevere ham?” gispede hun. “Torben, du græd for et år siden for at få ham! Og nu vil du af med ham? I er alle ens – jeg står alene med hjemmet, jer og Loke!”
Katrine rullede med øjnene og foldede armene.
“Mor, ikke start igen. Det er ikke min skyld, jeg skal læse! Far, har du nogensinde taget Loke ud?”
Asger rejste sig, hans stemme skar gennem tv-støjen.
“Katrine, vær ikke fræk! Jeg kommer hjem klokken ni med en øm ryg! Og I ved kun at skælde ud!”
I det øjeblik sprang Loke, træt af skænderiet, op mod døren, skubbede den med pote og forsvandt ud i opgangen – døren havde stået åben siden Katrine hentede mad. Familien frøs, da de hørte hans gøen i trappen, blandet med skraben af poter.
“Loke!” skreg Birgit og smed en ske, der landede i vasken. “Torben, var det dig, der ikke lukkede døren?”
Torben blev bleg og sprang op fra sofaen.
“Mig? Det var Katrine, der hentede pizza i morges!” skreg han.
Katrine smækkede hånden i bordet, hendes laptop vaklede.
“Mig? Altid er det mig, der får skylden!” råbte hun.
Asger greb snoren fra knagen, hans jakke raslede.
“Nok! Alle efter Loke, nu!” kommanderede han.
Familien spredte sig i søgen. Gården larmede af aftenlyde: børn skreg på legepladsen, biler larmede på parkeringspladsen, og et sted i det fjerne gøede gadekænger. Birgit, i forklæde og hjemmesko, kaldte på Loke, hendes stemme dirrede, og håret var faldet ned af knolden.
“Loke! Loke, hvor er du, min dreng?” råbte hun og kiggede under bænke og skraldespande.
Torben, i hættetrøje og sneakers, løb hen mod garagerne, hans telefon lyste som en lygte i mørket.
“Loke, kom her!” råbte han, men en knude sad i halsen. Han huskede, hvordan han for et år siden havde fundet hvalpen i en papkasse ved opgangen – våd og skælvende – og tigget forældrene om at beholde ham, mens han lovede at gøre alt selv.
Katrine, med telefonen i hånden, ringede til naboerne, mens fingrene skælvede af kulde.
“Hej, Tante Gerda, har du set Loke? Nej? Okay, tak…” mumlede hun og gik mod legepladsen.
Asger, i arbejdsjakke med fabrikFamilien stod endelig samlet i parken, mens Loke sprang glad imellem dem, og et løfte om at dele ansvaret og lytte mere til hinanden blev stumt givet gennem et fælles, roligt nik under det danske aftensky.
