Uden skal
Morten åbnede døren og fik straks øje på tre tallerkener med indtørret pasta på køkkenbordet, et væltet yoghurtbæger og en opslået ternet notesbog. Emils rygsæk lå midt i gangen, og Freja sad på sofaen med blikket stift rettet mod sin mobil.
Han satte tasken på gulvet, tog skoene af. Ville egentlig sige noget om tallerkenerne, men trætheden snørede halsen sammen, så han gik bare hen til bordet, tog en tallerken og bar den ud til vasken.
Far, jeg skal nok vaske op om lidt, sagde Freja uden at løfte blikket.
Mmh.
Han tændte for vandet og holdt tallerkenen ind under strømmen. Pastaen blev blød, gled af. Han slukkede og kiggede på den våde opvask.
Freja, hvor er Emil?
Inde hos sig selv. Han laver matematik.
Og du?
Jeg har lavet mit.
Han tørrede hænderne og gik ind til Emil. Sønnen lå på gulvtæppet med hovedet støttet i hånden, og i notesbogen var halvandet regnestykke.
Hej, sagde Morten.
Hej.
Hvordan går det?
Fint.
Lektierne?
Jeg er i gang.
Morten satte sig på sengekanten. Emil kiggede hurtigt på ham og rettede så straks blikket tilbage i notesbogen.
Er der noget galt, far?
Ved ikke rigtig, svarede Morten. Jeg tror bare, jeg er træt.
Han vidste faktisk ikke, hvad der var i vejen. Hans mor havde ringet tidligt i morges og bedt om hjælp til at rydde ud i garderobeskabet, på arbejdet trak et møde ud til over seks, og han havde stået mast inde i s-toget. Nu sad han i Emils værelse og havde slet ikke lyst til at snakke om opvask, lektier eller orden. Ikke lyst til at være sådan én, der bare fungerer, når han kommer hjem.
Skal vi ikke lige mødes i køkkenet alle tre? sagde han. Bare lige lidt.
Hvorfor?
Bare for at snakke.
Emil trak lidt på næsen.
Det handler ikke om den dårlige karakter i dansk igen, vel?
Nej. Bare snakke.
Far, jeg mangler at lave lektier.
Du kan lave det bagefter. Fem minutter.
Han rejste sig, gik ud til Freja og sagde hendes navn. Hun så op og sukkede utilfreds.
Mener du det?
Ja, kom.
Hun smed telefonen på sofaen og gik efter ham. Emil kom trækkende ud fra sit værelse, tøvende i døren til køkkenet, som om han ikke rigtig turde gå ind.
Morten satte sig ved bordet og flyttede notesbogen til side. Freja satte sig overfor, Emil listede sig ind på stolespidsen.
Hvad er der sket? spurgte Freja.
Ingenting.
Så hvorfor samles vi?
Morten kiggede først på hende, så på Emil. Emils øjne var urolige, som om han frygtede et udbrud.
Jeg vil bare snakke lidt, sagde Morten stille. Uden alt det med du skal lave lektier og opvasken skal tages. Bare tale.
Så vi må godt lade være at vaske op? spurgte Emil forsigtigt.
Vi tager det senere. Det er ikke det, jeg mener.
Freja lagde armene over kors.
Du virker mærkelig i dag.
Ja, indrømmede han. Måske fordi jeg er træt af at lade som om, alt er som det skal være.
Der blev stille. Han ledte efter ord, men hovedet var tomt.
Jeg ved ikke helt, hvordan man siger det, begyndte han. Men jeg føler, vi alle sammen lader, som om alt bare kører. Jeg kommer hjem, I spiller med, jeg spiller med, vi taler om skole, om aftensmad, men egentlig taler vi ikke rigtigt sammen.
Far, nu bliver du altså lidt tung, sagde Freja lavmælt. Hvorfor?
Jeg ved det ikke. Måske fordi jeg ikke selv har styr på det og er bange for, at I heller ikke har, og at jeg ikke opdager det, fordi jeg har for travlt med mit.
Emil vred brynene sammen.
Jeg klarer mig.
Gør du? Morten så undersøgende på ham. Hvorfor falder du så først i søvn ved midnat de sidste par uger?
Emil tav og stirrede på bordpladen.
Jeg kan høre, hvordan du vender og drejer dig, sagde Morten. Og du ser ud som om, du slet ikke har sovet, når du står op.
Jeg kan bare ikke falde i søvn.
Emil.
Hvad nu Emil?
Sig, hvad der egentlig er.
Emil trak på skuldrene og vendte sig lidt væk.
Der er ikke noget i vejen. Jeg laver mine ting. Hvad mere?
Det handler ikke om lektier, jeg spørger dig om.
Freja blandede sig:
Far, hvorfor skal du grave sådan i det?
Jeg vil bare forstå.
Men måske har han ikke lyst til at sige noget. Det må han gerne.
Morten kiggede på hende.
Okay. Så sig du, hvordan du har det.
Hun trak let på smilebåndet, ikke helt troværdigt.
Mig? Jeg har det superfint. Går i skole, skriver lidt med pigerne, alt som det skal være.
Freja.
Hun blev stille og kiggede væk.
Hvad?
Du har næsten ikke været udenfor den seneste måned. Veninderne har spurgt dig to gange, men du sagde nej.
Og hvad så? Jeg havde bare ikke lyst.
Hvorfor ikke?
Hun bed sig i læben.
Jeg er træt af dem. Træt af deres snak om drenge og ligegyldigheder. Okay?
Det er helt okay, sagde han. Jeg synes bare, du virker trist.
Hun rystede hurtigt på hovedet, som for at jage noget væk.
Jeg er ikke trist.
Fint.
Han sad stille. Køleskabet summede bag dem, ellers var der helt ro.
Jeg vil bare ikke opdrage jer nu, sagde han så. Eller have at I skal trøste mig. Jeg vil bare sige det som det er: Jeg er bange. Hver dag. Jeg er bange for, at pengene ikke rækker, at mormor bliver syg uden at sige det, at jeg mister jobbet. Jeg er bange for, at I har det træls, og jeg ikke opdager det, fordi jeg er for optaget af alt muligt andet. Og jeg orker ikke at lade som om, jeg har styr på det hele.
Freja blinkede og så rigtigt på ham.
Men du er jo voksen, sagde hun dæmpet. Så skal du jo klare det?
Det ved jeg. Men jeg kan ikke altid.
Emil løftede hovedet.
Hvad sker der, hvis du ikke klarer det?
Jeg ved det ikke, sagde Morten ærligt. Så må jeg jo bede om hjælp.
Fra hvem?
Fra jer, for eksempel.
Emil så forvirret ud.
Men vi er jo bare børn.
Ja, det er I. Men I er også med i familien. Og nogle gange har jeg brug for, at I siger det, som det er. Ikke bare at alt er fint.
Freja kørte hånden hen over bordet, som om hun ville børste krummer væk.
Hvorfor skal du vide det?
For at jeg ikke føler mig alene.
Hun mødte hans blik, og han så straks, hun forstod noget.
Jeg er bange for at tage i skole, sagde Emil pludselig. Der er en dreng, som hver dag siger, at jeg er dum. Og de andre griner.
Morten mærkede hjertet knuge sig sammen.
Hvad hedder han?
Det siger jeg ikke. Du vil bare blande dig, og så bliver det værre.
Jeg blander mig ikke, lover jeg.
Emil kiggede skeptisk på ham.
Virkelig?
Virkelig. Men jeg har brug for at du ved, du ikke er alene.
Emil nikkede og kiggede ned.
Jeg er ikke alene. Der er Rasmus fra klassen. Vi sidder sammen.
Godt.
Freja sukkede.
Jeg vil ikke på gymnasiet, sagde hun lavt. Alle spørger, hvad jeg vil bagefter, og jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk slet ikke, jeg vil nogen steder, fordi jeg ikke synes, jeg kan finde ud af noget.
Freja, du er fjorten.
Ja, og hvad så? Alle de andre har planerne klar. Jeg har ikke.
Ikke alle.
Alle jeg kender.
Der blev stille.
Jeg ville være geolog, da jeg var fjorten, sagde han. Så ombestemte jeg mig. Mange gange. Nu laver jeg noget helt andet. Det er både godt og hårdt. Men sådan er livet det er ikke meningen, det hele skal være afgjort fra begyndelsen.
Freja nikkede lidt tøvende.
Alle siger, man skal tage stilling nu.
Ja, men det er dem, ikke dig.
Hun så næsten ud, som om hun ville smile.
Du er lidt anderledes i dag.
Jeg er bare træt af altid at skulle være den rigtige.
Emil smålo.
Må jeg spørge dig om noget?
Ja?
Er du virkelig bange nogle gange?
Ja.
Hvad gør du, når du er bange?
Morten tænkte sig om.
Jeg står op om morgenen og gør noget. Også selvom jeg ikke ved, om det er det rigtige.
Emil nikkede.
Det giver mening.
De sad lidt sammen i stilhed. Morten så på dem og forstod, at han ikke havde løst noget, ikke givet nogle svar eller lettet deres bekymringer. Men noget var forandret: han havde vist dem, at han ikke bare var en rolle, men et menneske, og de tog imod det.
Nå, sagde Freja og rejste sig. Nu skal der vist vaskes op.
Jeg hjælper, sagde Emil.
Det gør jeg også, sagde Morten.
De rejste sig. Freja åbnede for vandet, Emil hentede en svamp, Morten greb viskestykket. De arbejdede tavst, men det var en anden stilhed end før ikke tom, men fyldt.
Da sidste tallerken blev sat på stativet, tørrede Freja hænderne og så op på sin far.
Far, må vi godt tale sammen sådan her igen en dag?
Selvfølgelig, sagde han. Når du vil.
Hun nikkede og gik ind til sig selv. Emil blev lidt.
Tak, fordi du ikke blander dig i ham fra skolen, sagde han.
Men hvis det bliver helt galt, siger du det, ikke?
Jeg siger til.
Kom, så laver vi matematikken færdig.
De gik sammen ind på Emils værelse, satte sig på gulvet. Morten tog notesbogen og så på opgaverne. Emil rykkede lidt tættere på, og de regnede videre, roligt, næsten som altid. Men nu vidste Morten, at bag tallene sad en dreng, der var utryg, og at han som far kunne være nær ikke kun som ham, der kigger lektier efter, men også som én, der selv er bange, men alligevel står op og gør sit.
Det var måske ikke meget, men det var begyndelsen og i en familie er begyndelsen ofte det vigtigste.
