UDEN SJÆL… Klavdija Vendelbo vendte hjem. Hun havde været hos frisøren — på trods af sin modne alder, hun fyldte 68 for nylig, forkælede hun sig stadig med regelmæssige besøg hos sin faste stylist. Klavdija fik styr på hår og negle, og det gav livsglæde og godt humør. – Klavdija, der var en slægtning forbi og spurgte efter dig. Jeg sagde, du kommer senere hjem. Hun lovede at kigge forbi igen, – meddelte hendes mand Jørgen. – Slægtning?! Jeg har da ingen slægtninge tilbage. Må være en syvendedags kusine, som skal bede om noget. Du burde have sagt, jeg var taget til Bornholm, – svarede Klavdija irriteret. – Hvorfor lyve? Hun ligner en fra jeres slægt, sådan lidt høj og rank, minder om din afdøde mor. Jeg tror ikke, hun vil bede om noget. Fin og velklædt kvinde, – beroligede Jørgen. Omtrent fyrre minutter senere ringede slægtningen på døren. Klavdija lukkede selv op; kvinden lignede virkelig Klavdijas afdøde mor, og tøjet var elegant — dyr frakke, støvler, handsker og små diamantøreringe. Klavdija forstod sig på den slags. Klavdija inviterede kvinden til det dækkede bord. – Lad os mødes ordentligt, nu vi er familie. Jeg hedder Klavdija — bare brug fornavn. Vi er åbenbart i nogenlunde samme alder. Det er min mand Jørgen. På hvilken gren er du min slægt? – spurgte værten. Kvinden tøvede, rødmede let, – Jeg hedder Galina… Galina Valdemarsdatter. Vi har faktisk ikke så stor aldersforskel. Jeg blev 50 den 12. juni. Siger den dato dig noget? – Klavdija blev bleg. – Du husker det vist. Ja, jeg er din datter. Du skal ikke være nervøs, jeg beder ikke om noget. Jeg ville bare se min mor. Hele mit liv har jeg ikke forstået, hvorfor jeg aldrig blev elsket af min mor — hun har været død i otte år nu. Kun far elskede mig, men han døde for kun to måneder siden. Det var først til sidst, han fortalte om dig. Bad dig om tilgivelse, hvis du kunne, – sagde hun rystet. – Fatter ingenting. Har du en datter, spurgte Jørgen chokeret. – Jamen, det har jeg åbenbart. Jeg forklarer dig det senere, – svarede Klavdija. – Så du er min datter? Fint! Har du set mig nu? Hvis du tror, jeg vil angre og tigge om tilgivelse, så glem det. Jeg bærer intet ansvar, – svarede Klavdija, – Håber far fortalte dig alt? Hvis du vil vække moderkærlighed hos mig, kan du glemme det! Ikke en snert! Undskyld. – Må jeg besøge dig igen? Jeg bor her i forstaden. Vi har et stort hus, kom og besøg os — du og Jørgen. Jeg har billeder af din sønnesøn, dit oldebarn, vil du se dem? – spurgte Galina forsigtigt. – Nej, jeg vil ikke. Kom ikke igen. Glem mig. Farvel, – svarede Klavdija skarpt. Jørgen kaldte en taxi til Galina og fulgte hende ud. Da han kom tilbage, var Klavdija i gang med at rydde af og så roligt TV. – Hold da op, du er vedholdende! Du burde have været general. Har du slet ingen sjæl? Jeg vidste, du kunne være kold, men dog ikke så kold, – sagde Jørgen. – Vi mødtes, da jeg var 28, ikke? Så kære mand, min sjæl blev trådt på længe før dig. Jeg var en landsbypige, der altid drømte om byen. Derfor var jeg den bedste i skolen, og den eneste fra min klasse, der kom på universitetet. Jeg var 17, da jeg mødte Vladimir. Elskede ham vanvittigt. Han var næsten 12 år ældre, men det generede mig ikke. Efter den fattige barndom i landsbyen var byen som et eventyr. Jeg havde altid for lidt penge på stipendiet og var sulten, så jeg tog med glæde imod tilbud om cafébesøg eller en is. Han lovede mig ingenting, men jeg var sikker på, at vores kærlighed ville føre til ægteskab. Da han en aften inviterede mig til sin sommerhus, tøvede jeg ikke. Jeg var sikker på, nu var han min. Møderne på sommerhuset blev faste. Snart blev det klart, at jeg ventede hans barn. Det fortalte jeg Vladimir, og han blev ovenud lykkelig. Snart kunne det ikke skjules, så jeg spurgte ham, hvornår vi skulle giftes. Jeg var fyldt 18, nu kunne vi melde os på rådhuset. — Har jeg nogensinde lovet dig ægteskab? — svarede han med et spørgsmål. — Jeg har aldrig lovet, og jeg gifter mig ikke. Forresten er jeg allerede gift… — sagde han roligt videre. — Men barnet? Mig? — Du er ung og sund. Du kan være model til en statue. Tag studieorlov. Studér indtil det ikke kan skjules, og så tager min kone og jeg dig hjem til os. Vi kan ikke få børn. Måske fordi min kone er meget ældre. Når du har født, tager vi barnet. Hvordan det bliver ordnet, rager dig ikke. Jeg er ikke uvigtig i kommunen. Min kone styrer en afdeling på sygehuset. Så du skal ikke bekymre dig. Du kommer tilbage til universitetet bagefter. Vi betaler dig også. Dengang kendte ingen til rugemødre. Jeg var nok byens første rugemor. Hvad skulle jeg ellers gøre? Tilbage til landsbyen og bringe skam? Før fødslen boede jeg hos dem i villaen. Vladimirs kone kom aldrig ind, måske var hun jaloux. Jeg fødte datteren hjemme, og en jordemoder kom til. Jeg ammede hende ikke, hun blev straks taget væk. Jeg så hende aldrig siden. Ugen efter blev jeg diskret sendt hjem. Vladimir gav mig penge. Jeg vendte tilbage til universitetet. Bagefter fabrikken. Fik et værelse i familiebolig. Først almindelig medarbejder, så senior kvalitetschef. Mange venner, men ingen friere, indtil du dukkede op. Jeg var 28, egentlig ville jeg ikke giftes, men man skulle jo. Du kender resten. Vi har haft et godt liv, skiftet tre biler, hus fyldt med alt, sommerhus passet. Rejst hvert år. Fabrikken overlevede 90’erne, fordi vi lavede traktordele, som kun vores værksted kunne lave, ingen ved hvad der foregår i resten. Fabrikken er stadig omkranset af pigtråd og vagttårne. Vi fik førtids­pension. Vi har alt. Ingen børn, og ingen grund til det. Ser man på børn i dag… — afsluttede Klavdija sin bekendelse. – Dårligt liv. Jeg har elsket dig. Forsøgt hele livet at varme dit hjerte, uden held. Okay, så ingen børn, men selv ikke en kat eller hund har du kunnet have. Min søster bad dig hjælpe min niece, du ville ikke lade hende bo en uge. I dag kom din datter. Din datter! Dit blod. Og du… Var vi yngre, havde jeg søgt skilsmisse. Nu er det for sent. Det er koldt at være med dig, – sagde en vred Jørgen. Klavdija blev næsten forskrækket — så direkte havde han aldrig talt før. Hele hendes rolige liv blev forstyrret af denne datter. Jørgen flyttede på sommerhuset. De sidste år har han boet dér. Han har tre hunde, alle er hittehvalpe, og utallige katte. Han kommer sjældent hjem. Klavdija ved, at han besøger hendes datter Galina og er blevet venner med hele familien, forguder oldebarnet. – Han var altid blød, og blød bliver han, – tænker Klavdija. Hun har stadig ingen lyst til at lære datteren, barnebarnet eller oldebarnet bedre at kende. Hun tager alene til havet, slapper af og nyder livet.

UDEN SJÆL…

Birgitte Hansen kom hjem igen. Hun havde været hos frisøren selvom hun snart ramte de 70, var hun stadig god ved sig selv, og lod sig forkæle med jævne mellemrum. Birgitte fik ordnet håret, negle, og de små ritualer gav hende altid lidt energi og godt humør.

– Birgitte, der var en eller anden slægtning forbi dig. Jeg sagde, du kom hjem senere. Hun lovede at kigge forbi igen, – sagde hendes mand Henrik.

– Hvilken slægtning?! Jeg har da ingen tilbage. Det er nok én af dem langt ude på familien, sådan en der vil låne penge eller noget. Du burde have sagt, jeg var taget til Sjællands Odde! – brummede Birgitte utilfreds.

– Ej, hvorfor dog lyve? Hun virkede da ordentlig, – prøvede Henrik at berolige. – Hun lignede lidt din mor faktisk, høj og rank, og var pænt klædt meget dansk, de fine smykker og lædersko.

Omkring tre kvarter senere bankede gæsten på døren. Birgitte lukkede selv op. Og det var sandt, hun lignede Birgittes afdøde mor og var meget elegant, pænt frakke og støvler, små diamantøreringe. Birgitte vidste, hvad hun kiggede på.

– Nå, lad os få det overstået, du er jo slægt. Jeg hedder Birgitte, bare Birgitte, ingen fine titler. Det her er min mand, Henrik. Hvordan er du i familie med mig? – spurgte Birgitte og satte kvinden ved bordet.

Hun blev lidt rød og tav næsten flov: – Jeg hedder Kirsten… Kirsten Villadsen. Der er faktisk kun 18 år mellem os. Jeg blev 50 d. 12. juni. Den dato betyder sikkert noget for dig?

Birgitte blev helt bleg.

– Jeg kan se, du husker. Ja, jeg er din datter. Du skal ikke være nervøs; jeg vil ikke have noget af dig. Jeg ville bare se min mor. Jeg har aldrig forstået, hvorfor min mor aldrig holdt af mig. Hun døde for otte år siden. Far elskede mig Han døde for to måneder siden, og inden han gik væk, fortalte han sandheden og håbede, du kunne tilgive ham, – stammede Kirsten.

– Hvad foregår der? Har du en datter? – Henrik var chokeret.

– Ja, det har jeg vist. Jeg forklarer dig det senere, – svarede Birgitte.

– Så du er min datter? Fint, har du fået set nok? Hvis du tror, jeg sidder her og angrer, så tager du fejl. Jeg har ikke noget at sige undskyld for, – sagde Birgitte koldt, – din far har nok forklaret dig det meste. Hvis du håber, de store, moderlige følelser vågner, så sker det heller ikke. Undskyld.

– Må jeg komme forbi igen? Jeg bor lige ude i Gladsaxe, vi har et stort hus. Kom ud med din mand, I kan vænne jer til tanken om, at jeg findes… Jeg har billeder med af dit barnebarn og oldebarn, vil du ikke se dem? – spurgte Kirsten forsigtigt.

– Nej, det har jeg ikke lyst til. Lad være med at komme mere, glem mig. Farvel, – Birgitte var iskold.

Henrik bestilte en taxa til Kirsten og fulgte hende ud. Birgitte ryddede bordet og satte sig istedet foran fjernsynet.

– Du er hård, Birgitte. Du kunne lede en hær! Har du slet ikke hjertet med? Jeg har altid tænkt, du var kold, men så kold? – sagde Henrik fortørnet.

– Du mødte mig, da jeg var 28, ikke? Sjælen blev trampet sønder og sammen længe før. Jeg var bondepige, der kun drømte om at rykke til byen derfor læste jeg flittigt og kom som den eneste fra min klasse ind på universitetet.

Som syttenårig mødte jeg Poul. Jeg var vild med ham, han var næsten 12 år ældre, men det skræmte mig ikke. Alt virkede som eventyr efter den fattige opvækst. Min SU var ikke nok til noget, og jeg var altid sulten og sagde ja tak til en tur på cafe, is med Poul.

Han lovede mig ingenting, men jeg regnede selv ud, at vores store kærlighed ville ende med ægteskab.

En aften inviterede han mig med ud i sommerhuset. Jeg tøvede ikke. Nu var jeg først og fremmest sikker på, at han virkelig var min. Sommerhusbesøgene blev faste, og snart mærkede jeg, jeg var gravid.

Det fortalte jeg Poul. Han jublede, men da mit voksende mave snart kom til syne, spurgte jeg selv: “Hvornår skal vi giftes?” Jeg var jo fyldt 18.

Har jeg sagt, vi skulle giftes? svarede Poul roligt med et spørgsmål.
Jeg gifter mig ikke, og jeg er jo gift allerede… han lød nærmest ligeglad.
Men barnet? Og mig?
Hør nu, du er ung og sund. Tag et år ud af dit studie. Bliv ved indtil det kan ses, og flyt så ind hos mig og min kone. Vi kan ikke selv få børn, hun er lidt ældre. Når du har født, tager vi barnet og hvordan vi registrerer det, rager ikke dig. Jeg er ret højt oppe nede i kommunen. Min kone er afdelingsleder på Rigshospitalet. Vi skal nok passe på barnet. Du får penge med og kan gå videre med dit liv.

Dengang havde ingen hørt om surrogatmødre. Men jeg var reelt Danmarks første. Hvad skulle jeg gøre tage hjem til landsbyen og skamme min familie?

Inden fødslen boede jeg i deres villa. Pouls kone holdt sig væk, muligvis var hun jaloux. Min datter blev født derhjemme, jordemoderen kom ud, alt skulle være rigtigt. Jeg ammede ikke, barnet blev taget med det samme. Jeg så aldrig datteren igen. En uge senere blev jeg pænt sendt ud af huset, Poul gav penge.

Efterfølgende kom jeg tilbage på uni og så videre til fabrikken. Jeg fik et lille værelse i kollektiv og blev først almindelig medarbejder, siden mellemleder.

Venner fik jeg masser af, men ingen ville gifte sig med mig indtil du dukkede op. Da var jeg 28, og selvom jeg var glad for mit liv, var det vel på tide.

Resten kender du. Vores liv har jo været godt vi har haft tre biler, villaen, sommerhuset var altid fin. Vi tog på ferie hvert år, og fabrikken overlevede endda 90erne, fordi de lavede traktorindsatsdelene i ét eneste værksted, og ingen ved hvad der laves andre steder. Hele stedet er stadig med hegn og vagttårne.

Vi har fået god pension, alt er på plads. Ingen børn, og det gør mig ingenting. Når jeg ser hvad unge og børn er blevet til… – afsluttede Birgitte.

– Jeg synes faktisk, vi har haft det dårligt. Jeg elskede dig. Forsøgte altid at varme dig op, og det lykkedes aldrig. Okay, ingen børn, men du har aldrig engang haft medlidenhed med et dyr, ikke engang en kat eller hund. Min søster bad om hjælp til sin datter, du lod hende ikke engang bo hos os en uge.

I dag kom din datter selv og hvordan tog du imod hende? Din egen datter! Dit eget blod… Var jeg yngre, havde jeg forladt dig nu. Men det er for sent. Det er koldt med dig, bare koldt, – sagde Henrik bittert.

Birgitte blev bange, han havde aldrig talt så hårdt til hende før.

Hele Birgittes fredelige tilværelse blev vendt på hovedet af datteren.

Henrik flyttede til sommerhuset permanent. De sidste mange år har han boet der, hvor han har tre hunde, alle hittehunde, og en ukendt mængde katte.

Han kommer sjældent hjem. Birgitte ved, han tit besøger Kirsten, og er helt forelsket i oldebarnet.

– Han har altid været lidt sær, og det er han stadig. Han må leve, som han vil, – tænker Birgitte.

Hun føler aldrig rigtig behov for at lære datteren, barnebarnet eller oldebarnet at kende.

Så tager hun alene til Skagen, eller til Vesterhavet. Slapper af, samler nye kræfter, og har det faktisk godt.