Uden sjæl

Uden sjæl
Kirsten Madsen kom hjem fra frisøren.
Selvom hun nu var fyldt 68, lod hun sig stadig forkæle med regelmæssige besøg hos sin faste stylist.
Kirsten fik ordnet håret, klippet negle og fik fornyet energi samt godt humør af disse små, luksuriøse ritualer.
Kirsten, der har været en slægtning og ledte efter dig.
Jeg sagde, du først ville komme senere hjem.
Hun sagde, hun ville kigge forbi igen, fortalte hendes mand Niels.
Slægtning?
Jeg har ikke nogen slægtning tilbage.
Det må være en fjern kusine eller noget sikkert nogen, der vil have et eller andet.
Du kunne have sagt, jeg var rejst til Grønland!
svarede Kirsten utilfreds.
Hvorfor dog lyve?
Hun lignede din familie, høj og rank, faktisk lidt som din mor, Gud hvile hendes sjæl.
Jeg tror ikke, hun kom for at bede om noget.
Hun var meget velsoigneret, forsøgte Niels at berolige hende.
Omtrent fyrre minutter senere ringede slægtningen på døren.
Kirsten åbnede selv.
Kvinden lignede faktisk Kirstens afdøde mor og var påfaldende elegant: dyr frakke, læderstøvler, handsker og små diamanter i ørene.
Dét kunne Kirsten da godt se.
Kirsten bød hende indenfor til det dækkede bord.
Lad os da blive bekendt, hvis vi er familie.
Jeg hedder Kirsten, ikke noget med efternavn mellem os.
Jeg kan se, vi er tæt på hinandens alder.
Det er min mand Niels men hvor passer du ind i slægten?
spurgte Kirsten.
Kvinden tøvede lidt, blev nærmest rød i kinderne.
Jeg hedder Dagmar Dagmar Hald.
Ja, vi har ikke stor aldersforskel.
Jeg blev 50 år d.
12.
juni.
Siger den dato dig noget?

Kirsten blev bleg.
Du har genkendt det.
Ja, jeg er din datter.
Bare rolig, jeg vil ikke have noget af dig.
Jeg ville bare se min mor.
Hele livet har jeg ikke forstået hvorfor, mor aldrig elskede mig.
Hun gik bort for otte år siden.
Hvorfor var det kun far, der elskede mig?
Far døde for bare to måneder siden.
Før han gik bort, fortalte han om dig.
Han bad mig tilgive ham, hvis jeg kunne, forklarede Dagmar, nervøst.
Hvad foregår der?
Du har en datter?
udbrød Niels, chokeret.
Det lader til, ja.
Jeg forklarer dig det senere, svarede Kirsten.
Så du er datter?
Fint, har du set mig nu?
Hvis du tror, jeg vil fortryde eller bønfalde om tilgivelse, tager du fejl.
Jeg har ingen skyld her, svarede hun Dagmar, Håber din far nåede at forklare det hele?
Hvis du håber at vække moderfølelser i mig, så nej.
Det er ikke noget, jeg kan, undskyld.

Må jeg komme igen?
Jeg bor ude i forstaden.
Vi har et stort hus med to etager, I kunne komme på besøg.
Jeg har billeder af dit barnebarn og oldebarn ville du se dem?
spurgte Dagmar forsigtigt.
Nej.
Jeg har ikke lyst.
Kom ikke.
Glem mig.
Farvel, svarede Kirsten skarpt.
Niels bestilte en taxa til Dagmar og fulgte hende ud.
Da han kom tilbage, havde Kirsten ryddet bordet og sad i sofaen og så TV.
Hold da kæft, Kirsten.
Du kunne være militærleder, har du virkelig ingen sjæl?
Jeg har tænkt på, om du mangler empati, men at det var så groft, havde jeg ikke troet, sagde han.
Vi mødte hinanden, da jeg var 28, ikke?
Men Niels, min sjæl blev fjernet og trådt på længe før.
Jeg var en pige fra landet, og drømte hele min barndom om at komme væk til byen.
Derfor læste jeg flittigt og blev den eneste i klassen, der kom ind på universitetet.
Som 17-årig mødte jeg Poul, som jeg blev vildt forelsket i.
Han var næsten 12 år ældre, men det betød intet for mig.
Efter min fattige opvækst var livet i København som et eventyr.
Min SU rakte aldrig langt, jeg var altid sulten, så jeg tog med glæde imod cafébesøg og is.
Han lovede mig aldrig noget, men jeg var sikker på, vi skulle giftes det var jo kærlighed.
Da han en aften inviterede mig med i sommerhuset, sagde jeg ja uden at tænke.
Jeg troede, at det ville binde ham til mig.
De møder fortsatte, og snart stod det klart, jeg ventede hans barn.
Jeg fortalte Poul det.
Han blev glad.
Da min mave voksede, spurgte jeg selv, hvornår vi skulle giftes?
Jeg var blevet 18, kunne jo melde mig i kommunen.
Har jeg sagt, jeg ville giftes med dig?
svarede Poul.
Nej, og det kommer jeg heller ikke til.
Jeg er allerede gift sagde han uanfægtet.
Men, hvad med barnet?
Hvad med mig?

Du er ung og sund, man kunne lave en statue af dig.
Tag et års orlov fra universitetet.
Når det ikke kan skjules længere, kan du flytte til os.
Vi har ikke kunnet få børn.
Min kone er ret meget ældre.
Når du føder, tager vi barnet.
Hvordan det ordnes, er ikke dit problem.
Jeg har gode kontakter i kommunen, og min kone er afdelingsleder på hospitalet.
Så du skal ikke bekymre dig om barnet.
Du får lov at komme dig og kan fortsætte studiet.
Vi betaler dig.
Dengang kendte ingen til surrogatmødre i Danmark.
Jeg var nok den første i landet.
Hvad skulle jeg ellers gøre?
Tage hjem til landsbyen og skamme hele min familie?
Indtil fødslen boede jeg hos dem.
Pouls kone holdt sig væk måske var hun jaloux.
Jeg fødte hjemme, en jordemoder blev hentet, og det foregik ordentligt.
Jeg ammede ikke, pigen blev straks taget væk.
Jeg så hende aldrig igen.
En uge senere blev jeg diskret sendt ud, Poul gav mig penge.
Jeg vendte tilbage til universitetet.
Senere fik jeg job på en fabrik, et værelse i familiekollegiet.
Først var jeg bare ansat, blev siden værkfører.
Jeg havde masser af venner, men ingen friede til mig, før du kom.
Da var jeg 28, det var på tide.
Resten ved du.
Vi har haft et godt liv, skiftet bil tre gange, huset er fyldt, sommerhuset velholdt.
Vi har været på ferie hvert år.
Fabrikken stod igennem 90erne, fordi vi havde specialproduktion ingen skulle vide hvad der blev lavet.
Fabrikken er stadig med pigtråd og vagttårne.
Vi er nu på pension.
Vi har alt.
Og ingen børn og det er godt.
Når jeg ser, hvad børn er blevet til afsluttede Kirsten.
Det er ikke et godt liv, Kirsten.
Jeg elskede dig.
Jeg prøvede hele livet at varme dit hjerte, men det lykkedes aldrig.
Det er slemt nok, der ikke kom børn, men du har aldrig haft medlidenhed, ikke engang med et lille dyr.
Min søster bad dig om hjælp til niecen, men du lod hende ikke engang bo her en uge.
I dag modtog du din datter, og hvordan tog du imod hende?
Din datter!
Din egen blod.
Havde vi været yngre, ville jeg have søgt skilsmisse nu er det for sent.
Det er koldt med dig, Kirsten, koldt, svarede Niels.
Kirsten blev faktisk rystet.
Aldrig havde hendes mand talt til hende så barskt.
Hendes fredelige liv blev forstyrret af denne datter.
Niels flyttede ud i sommerhuset.
Han har boet der i årevis.
Han har tre hunde, fundet som små, og uendeligt mange katte.
Han kommer sjældent hjem.
Kirsten ved, han tager ud til Dagmar, hendes datter, har lært dem alle at kende og forguder oldebarnet.
Han har altid været lidt sær, og det blev han ved med, tænker Kirsten.
Hun fik aldrig lyst til at møde datteren, barnebarnet eller oldebarnet.
Hun rejser alene til Skagen, slapper af, samler kræfter og nyder sit liv.
Jeg har lært, at man ikke kan få sin sjæl tilbage, når den først er blevet knust ikke engang i det danske sommerlys.