Uden ret til svaghed
Kom, vær sød. Jeg er på hospitalet.
Marie tænkte ikke engang på at skifte tøj. Hun trak jakken på over den bløde hjemmesweater, mens den kravlede lidt op om livet, uden at hun bed mærke i det. Spejlet eksisterede ikke længere hele hendes opmærksomhed var opslugt af Albines korte besked for en halv time siden.
Hun blev grebet af en underlig frygt, da ordene trillede ind. I et sekund stod hun fastfrosset i sin stue i Odense, snesjap dryssende forbi ruden, alt kørte i slowmotion. Men hurtigt rystede hun hovedet. Nu var det vigtigst at være der ikke tænke, ikke gætte. Hun greb nøgler, telefon og halvlukkede døren, mens skoene blev sparket på.
Vejen mod OUH bugtede sig underligt. De røde lys på vejen opførte sig som drillende, røde ballonansigter, der grinede hver gang hun forsøgte at nå hen over passagen. Busserne trillede i slowmotion forbi, fyldte af tavse passagerer med fuglehoved, som stirrede fra hun følte selv hendes trav måtte overdøve deres ugletavshed. Marie stirrede på sin mobil igen og igen; beskeden hang som kridt på tavlen bag hendes pande. Hvad var der sket? Hvor galt var det? Hvorfor hospitalet? Så mange spørgsmål, kun tavsheden svarede.
Hun åbnede døren til stuen. Alt var gråt, morgenlys vævede gennem persiennerne. Albina lå på den smalle seng, som en dukke forladt i et sneboldslot. Hendes hår, så sirligt, var nu et viltrede på puden. Ansigtet var blegt som vasket linned, mørke rande under øjnene, spor af salt tårer havde tegnet veje på kinderne.
Marie satte sig lydløst på sengekanten. Stemmen forsvandt næsten som om et højlydt ord kunne få stjernerne til at styrte.
Albin, hvad er der sket?
Albina drejede hovedet, det ene øje større end det andet; som om hun kiggede på alt hun nogensinde havde fortrudt. Der var ingen tårer kun en sort, langsom sorg, der truede med at forvandle Marie til et barn af sne.
Han gik. Ordene kom som isregn. Hendes fingre krøllede fast om dynen, hvide led som sukkerknogler.
Hvem? Anders? udbrød Marie, tog hendes hånd i sin, i et forsøg på at fange hende tilbage fra tankernes dybe kanal.
Albina nikkede, én ensom tåre løb modsat tyngdekraften, stille på kinden, som en fisk i strømmen. Hun gjorde ingen mine til at tørre den væk. Alt var allerede overladt til passivitet.
Marie fandt ingen ord; hendes hals snørede sammen. Hvordan kunne han bare forlade dem? Ham, der havde villet børn mere end nogen anden?
Væguret begyndte at tikke højere i ventetiden, bevidst kynisk, som for at minde dem om, at tiden nu var en tulipan, man ikke kunne få tilbage. Albina gemte ansigtet i hænderne, trætheden rullede gennem skuldrene på hende, og Marie mærkede et sug i brystet.
Ti minutter, eller ti år, flød gennem rummet. Drømmens ulogik gjorde tiden tyk som grød. Til sidst tørrede Albina øjnene med håndryggen og fandt igen Maries blik nu med en anden klarhed, en bittersød accept, som om hun pludselig stod på den rigtige side af tusmørket.
Hvad var hans grund? Marie talte lavere end lyset. Hun frygtede at rive såret åbent igen, men vidste, hun måtte spørge. Sagde han slet ikke hvorfor?
En forvrænget latter, næsten en flip, for gennem Albinas mund; ingen glæde bag ordet.
Børnene, stemmen var skrøbelig. Han sagde, han ikke længere kunne klare de søvnløse nætter, støjen, alt det med at tage sig af nogen andre Forestil dig, Marie. Det var jo hans idé, han sagde: Vi skal kæmpe, det er vores lykke.
Hun holdt en pause, genlevede hvert ord, de lød nu som hekseforbandelser.
Vi har rendt Odense rundt til læger, prøver, behandlinger så meget smerte, så mange tårer.
Stemmen gispede, men hun holdt masken. Hver gang hun talte, lagde hun lidt af sig selv tilbage på puden.
Jeg troede, efter alt det, vi var igennem, så ville vi være sammen. Men jeg tog fejl.
Udenfor voksede skyggerne på hospitalens asfaltveje. Døre åbnede og lukkede af sig selv. Med et næsten uhørligt suk tilføjede Albina:
Tolv år. Otte forsøg. Er det bare det hele?
*************************
Deres historie begyndte som et slot lavet af sukker alt var let, duftende og overraskende. Line og Anders mødte hinanden til en vennemiddag ved Søerne i København. Line gled ind i stuen som et stykke jazzmusik. Anders stod ved vinduet, drak appelsinjuice og forsøgte at forstå det hele. Hun snakkede med voldsom begejstring, hendes hænder tegnede stjerner i luften. Da hun fangede hans blik, lo hun som et barn, der lige har vundet i brætspil.
Han gik over. Nysgerrigheden sprøjtede ud over dialogen. De snakkede om alt og ingenting film, rejser, sære vaner. Da natten blev til tidlig morgen, var de stadig på gåben rundt om de københavnske gader, deres ord trak lange spor i gadelyset.
Efter tre måneder boede de sammen. Hendes håndcreme fandt vej til hans natbord, hans bøger blandede sig med hendes malingprikker. To par sko på måtten forvoksede sig til de mærkeligste små scener, hun nogensinde havde set. Halvandet år og et bryllup senere; festen var lille, kun venner, familiens latter, sene dansegulve.
På etårsdagen sad de på altanen, så Nordhavn blive badet i regn. Anders så alvorligt på Line og sagde:
Jeg vil have børn. Mange børn et helt håndboldhold.
Line lo, krammede ham.
Selvfølgelig skal vi det, lovede hun. Hjertet var let, verden uden hjørner.
De første år nød de kun hinandens selskab Line på designstudie i Odense, Anders trivedes på et IT-kontor nær Kongens Nytorv. Sommer Østersøens bølger, vinter Aarhus bakkede gader. Livet gled let, indtil de besluttede; nu skulle deres familie blive større.
Så blev Odense til et hospital, hospitalet til vandhvirvler. Først ingen grund til bekymring, lægen smilede og gav dem tid. Måneder blev til rutine, men intet skete. Flere prøver, flere test som at spille Ludo med altid tomme terninger.
Det kræver nok behandling, sagde specialisten i Esbjerg.
Line blev ved med at have håbet. Anders deltog i alting, vekslede praktiske ord og trøstende håndtryk. Men hver måned kuldsejlede alt negative tests endte i Lines skrivebordsskuffe. Omsorgen blev til et filter på tilværelsen, men hun fortsatte.
Det tog hårdt på dem, uden de rigtigt forstod. Line begyndte at skrive dagbog mad, symptomer, stemninger og skygger. Anders blev hjemmets stille cirkusartist; bryggede urtete, holdt om, var der uden at sige meget.
Efter år i venteværelsets endeløse lys, lød lægens monotone stemme:
Infertilitet.
For Line og Anders forsvandt Odense for et øjeblik. Men de fortsatte, lod sig ikke slå ud. IVF, IVF, endnu en omgang. Hver gang håb, sensommerlys, men testene blev stadig negative, og muren voksede gennem vinteren.
En aften sad Line på badeværelset, lyset var mjødet, og testens streg var væk. Anders bankede lydløst på døren, fandt hende siddende, helt stille.
Jeg orker ikke mere, hviskede hun, stemmen som moskusuld.
Anders satte sig; han sagde ikke noget, men krammede hende, et anker i storm. Et sidste forsøg, bad han. Hun troede ikke helt på det, men sagde ja.
Otte forsøg senere. En dag begyndte mareridtet at vende dobbeltslag på scanneren, to hjerter, sagde lægen. Line kunne næsten ikke forstå det. Anders tørrede øjnene, kyssede hende. For første gang i årevis føltes noget let.
Så, en almindelig aften. Albinas hjem fyldtes med duften af barnegrød, babylatter i hjørnerne, hendes stemme vuggede begge børn i søvn, stjernelyset dryssede fra natlampen op på loftet. Anders hentede en kaffe, tavsheden var kommet hjem med ham, skjortens ærmer var for lange.
Hun så hans blik i døråbningen, trætheden i hans skuldre, mørket under øjnene. Albinas stemme blev sprød.
Jeg går, knipsede han, ordene trillede gennem stuen og landede i vuggen.
Hun tøvede, sønnen i favnen, natlyset dansede sommersaltomortale. Tiden frøs. Han gentog det: Jeg kan ikke mere. Søvnløse nætter. Støjen. Børnene.
Vi måtte jo igennem alt det her sammen, hendes stemme forsøgte at smøre sprækkerne mellem dem. Men han så ned.
Jeg troede, jeg kunne klare det. Jeg tog fejl. Jeg må have plads.
Hun spurgte, nærmest hviskende: Vi, børnene du lader os bare blive?
Han så ud som om, han forsøgte at glemme alt. Tøvende svarede han; Jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage.
Og så var det som om, han en nat havde stillet alle lyde på mute og forlod fortællingen. Døren klikkede tyst. Albina stod en lang stund, uden at forstå, hvor han var blevet af. Hun gik hen til vinduet, ledte efter ham under gadelamper, men Odense var tom. Da hun nærmede sig børnesengene, mærkede hun hjerterne slå i deres små hænder, og hun satte sig på gulvet. Rummet blev til et sneglehus, hvor kun børns åndedræt knitrer. Hun græd for første gang i årevis, lod det hele flyde ud af sig.
Mørket gled ind, natten slugte Odense, mens Albina sad, bange for at flytte sig. Bange for at vække det, som nu var tilbage.
***************************
Hun sad flere nætter ved hospitalets rude benene trukket op under sig, tordensne dalede over asfalten nedenfor, alt fremstod som en gammel film. Begivenheder, år, håb, skuffelser dansede på indersiden af glasset. Hans ord ramte stadig med samme styrke; ingen svar, kun sorte huller.
Jeg forstår det ikke, nu var stemmen næsten væk. Hvordan kan han? Forlade dem? Os?
Marie var der. Intet blev sagt kun favntag. Hun kendte jo Anders fra grillfester og cykelture. Nu var han en, de kun hviskede om i drømme.
Albina hvilede hovedet på Maries skuldre, lod sig bæres et øjeblik.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det, mumlede hun. Men jeg skal. For dem.
Ikke noget storslået. Bare den stille, tykke beslutsomhed. Længere nede i hjertet brækkede vintermørket op, og der var kun hendes børn at tage sig af. Marie trykkede hendes hånd fast. De vidste begge, at nu måtte tågen trampes flad, en dag ad gangen.
*********************
Et par dage senere trådte Anders mor, Karen, ind i stuen. Hun satte en pose frugt på bordet appelsiner, druer og et enkelt granatæble, som et lille, sørgmodigt teater. Albina så på hende uden at sige noget. Karen blev stående, armene over kors, i den slags attitude man kun bruger på fremmede.
Du må forstå, begyndte hun, næsten tørt, Anders har altid haft brug for plads. To børn, uro, ingen søvn Det kunne ikke ende anderledes.
Albina kunne have protesteret, men ville ikke. Alt var blevet fortabt i gamle diskussioner.
Karen talte videre:
Han vil ikke være far rigtigt, men han er trods alt villig til at støtte jer økonomisk.
Albinas fingre fandt overkanten af dynen. Hvad mente hun? Hun spurgte, forsøgte at lyde rolig.
Han giver sin halvdel af lejligheden, sagde Karen, drejede sig mod vinduet. Men det er det; underholdsbidrag betalt på én gang, ingen beslutninger fra ham mere.
Stilhed. Fjern latter fra personalet ude på gangen; verden var pludselig fjern. Karen fortsatte med en tone, der blev kold som Odense-vind:
Du skal ikke ringe eller skabe drama. Ellers bliver det kun sværere. Måske får du ikke engang børnene, han har gode advokater.
Luftens duft af hendes parfume blev siddende lidt. Albina mærkede en isnende ensomhed lægge sig. Da Karen var gået, stirrede hun længe på frugtposen uden at røre sig.
Hun sad længe, slugte dagens farveskift uden at forstå hvad der skete. Til sidst gik hun over til natbordet, tastede Maries nummer ind. Hænderne dirrede, men blev ved.
Marie kan du komme? Jeg skal tale med nogen.
Marie kom hurtigt, satte sig ved siden af hende, deres hænder mødtes i den drømmelignende iscenesættelse af støtte. Albina fortalte med klar, flad stemme:
Nu ved jeg: De får mig ikke ned med nakken. Jeg har overlevet for meget. Han kan betale og gå, men børnene dem mister jeg aldrig. Jeg kan, jeg vil, for dem.
Der var ingen drama, kun metal i stemmen. Hun vidste, nu skulle hun ikke forstå. Bare fortsætte. Marie nikkede.
Selvfølgelig klarer du det. Jeg er her.
Albina så på hende for første gang uden tårer. Der var kun vilje. Uanset hvad, ville hun klare alt, fordi hun var mor: stærkere end natten, end trusler, end al verdens logik.
