Du klarer dig jo aldrig uden mig! Du kommer ikke til at kunne noget som helst! råbte min mand, mens han lagde sine skjorter sammen og smed dem ned i den store sportstaske.
Men jeg klarede den. Jeg knækkede ikke. Måske ville jeg have begyndt at tvivle, hvis jeg havde tilladt mig at tænke alt for meget over, hvordan jeg dog skulle overleve alene med to piger. Så kunne jeg nok have forestillet mig tusind ulykker og måske til sidst have tilgivet utroskaben. Men tiden var der ikke. Jeg skulle afsted pigerne skulle i børnehave, og arbejdet ventede. Han var først dukket op hjemme en halv time tidligere. Selvtilfreds efter den nye kærlighed, fuld af selvtillid.
Så mens jeg tog min frakke på, gav jeg korte, kontante beskeder:
Signe, hjælp Liva med lynlåsen i jakken, og husk nu at holde øje med, om hun får spist i børnehaven. Pædagogen siger, hun ikke vil røre sin havregrød.
Rune, du skal sørge for at få alle dine ting med dig. Træk det nu ikke i langdrag. Og smid nøglen til lejligheden i postkassen. Farvel.
Signe er født præcis en halv time før Liva og regnes for den ældste. De er fire år nu, tvillinger, og meget selvstændige hver især. Hvis Signe får serveret den forsømte havregrød, spiser hun den bare sådan skal det være. Liva derimod vil diskutere: Der er klumper i. Jeg vil ikke spise det.
Det er heldigt, at børnehaven ligger lige om hjørnet, ti minutters gang. På vejen snakker pigerne løs, og det fordriver tankerne om fremtiden og usikkerheden. På arbejdet har jeg ikke tid til at tænke. Min dag som konsultationssygeplejerske er planlagt til mindste minut, og der venter sygebesøg bagefter. Først sent om aftenen, da jeg så de tomme bøjler i entreen dér hvor hans jakker plejede at hænge, mærkede jeg for alvor, at jeg var alene. Men det ligger ikke til mig at give op eller klage. Alt skal nok gå ja, helst bedre end før. Man kan jo altid vælge at sætte sig ned og græde, men man kan også tage et skridt ad gangen, tænke lidt praktisk og finde muligheder, finde en smule lys i mørket. Først og fremmest skal der jo laves aftensmad.
Hvad er egentlig forandret for os piger? tænkte jeg, mens jeg skar grøntsager til salaten. Min mand er væk. Men hvad lavede han egentlig, som jeg ikke kan ordne? Der er ikke meget, jeg ikke kan klare. Må bare justere dagsrytmen lidt. Jeg skal nok klare det. Alt er godt og det bliver endnu bedre. Desuden gider jeg ikke leve et liv, hvor jeg konstant bekymrer mig for, hvor han mon er, eller om han igen ligger i armene på en anden. Hellere alene. Det er hårdt, men der er ro. Efter endnu et kapitel af Eventyret om Træmanden og et kys på panden til de slumrende piger, smuttede jeg ud på badeværelset vaskemaskinen havde været færdig længe, tøjet skulle hænges op.
Før sengetid vil jeg altid lige have en kop te for mig selv, samle tankerne og planlægge næste dag. Mine piger ligner hinanden så meget, at det næsten virker magisk to dråber vand. At have to med ét, er måske hårdere end ét barn, men jeg har egentlig aldrig tænkt sådan. Jeg forstår ikke helt, når folk synes, jeg har det synd.
Det går jo fint, siger jeg bare. Jeg kan følge med.
Kedlen kogte, jeg lavede te med min elskede citronmelisse og tændte en hyggelig lampe i stuen. Det var gråt og sneblandet regn udenfor, men herinde lunt og stille, kun uret på væggen tikkede…
Så ringede det på døren. Jeg blev overrasket, da jeg så hende min ældre nabo, Birthe Madsen. Hun er ældre pensionist, bor alene, og tidligere hilste hun altid kort og køligt på mig, når hun gik tur med sin lille, mager hund Basse. Hunden havde jeg nogle gange set nede ved skraldespandene, hvor den så tålmodigt efter de poser der blev kastet ud. Måske havde Birthe fundet og taget den til sig af medlidenhed. Hun fik aldrig besøg; kun ud at handle, ellers aldrig rigtig i snak.
Undskyld, at jeg forstyrrer, sagde hun og trak uldsjalet tættere om sig. Men jeg så, at din mand bar kufferterne ned i bilen i dag. Har han forladt dig?
Det rager ikke dig, svarede jeg lidt for skarpt.
Nej, nej, din mand er ikke min sag. Jeg vil bare sige, at hvis du får brug for hjælp, så sig til. Jeg kan sagtens passe pigerne eller hjælpe på anden vis.
Kom indenfor, sagde jeg og hentede to kopper te. Hvad hedder du egentlig? Jeg satte en kurv med småkager frem. Tag endelig.
Jeg hedder Birthe Madsen. Men du hedder jo Mathilde, det ved jeg godt. Mathilde, jeg vil ikke trænge mig på. Bare du ved det: hvis du har brug for hjælp, så er jeg glad for at give en hånd uden betaling! Det er faktisk en glæde for mig.
Birthe smagte på teen, nikkede og sagde:
Meget lækkert. Er det citronmelisse? Jeg har så meget forskelligt i min have, også citronmelisse. Du skulle komme på besøg til sommer. Jeg har et lille sommerhus uden for Odense, der vokser de skønneste æbler…
Og jeg så lidt undrende på Birthe og mærkede for første gang, at hun ikke var så ubehagelig, som jeg altid havde troet. Måske fordi hun ikke smilede indsmigrende og stillede dumme spørgsmål? Hun havde aldrig stukket snuden for langt frem, bare sagt hej og gået videre og jeg havde tolket det som snobbet. Hun blandede sig aldrig i mit liv, og nu tilbød hun bare sin hjælp ingen medlidenhed, bulede spørgsmål eller sårende nysgerrighed.
Pludselig så jeg Birthe med nye øjne: velplejet, pæne hjemmesko, stramt sat opsætning, kjole med blondekrave, og hun duftede af let parfume.
Jeg lyttede, mens hun fortalte om haven, æblerne, den lille sauna og søen bag huset, hvor ænderne bor hele sommeren og de tunge tanker løsnede sig, hjertet blev varmere…
Det er nu fem år siden, men dette husker jeg så tydeligt. Jeg husker hans råb: Du knækker! Du klarer det ikke!
Men det gjorde jeg. Alt det ligger bag mig nu.
Birthe er nu i køkkenet og skærer æbler i både, lægger dem pænt på tærten og sætter den i ovnen salaterne er færdige, gryden summer på komfuret. I dag er det hendes fødselsdag. Det er august, vinduer og døre står åbne ud til sommerhaven. Stuen er fuld af duften af æblekage.
Hun har reddet mig, tænker jeg, mens jeg ser hende lyserød af ovnvarmen.
Hvad skulle jeg have gjort uden hende? Pigerne elsker deres Bedste Birthe, og hvad hvis hun dengang bare havde smækket døren? Nu er tvillingerne skolepiger på ni, og hver sommer tilbringer vi på sommerhuset: søen, venner, ænder og verdens rareste Bedste.
Jeg går lige ud og plukker flere æbler til kompotten, siger jeg og tager kurven.
Under æbletræet ligger Basse og sover i halvskyggen. Tænk, at den bette, forhutlede hund, som Birthe fandt ved skraldespandene, skulle blive til den smukke gamle labrador, han er nu.
Alt kommer an på kærlighed. Kun kærlighed kan virkelig redde os, tænker jeg, og rækker Basse en småkage fra hånden.
Min lektie: Alting kan vende, hvis bare vi åbner øjnene og hjertet for hinanden.
