– Uden mig klarer du dig aldrig! Du kan jo ingenting! – råbte han, mens han pakkede sine skjorter i den store sportstaske. Men hun klarede det. Hun brød ikke sammen. Hvis hun havde givet sig selv tid til at tænke over, hvordan hun egentlig skulle overleve alene med to børn, havde hun måske skræmt sig selv så meget med bekymringer, at hun havde tilgivet utroskaben. Men der var ikke tid – døtrene skulle afleveres i børnehaven og hun skulle på arbejde. Manden var først kommet hjem for en halv time siden, selvsikker og fornøjet med sin nye kærlighed. Så da hun tog frakken på, gav Tanja korte og præcise beskeder: – Oline, hjælp Anna med at lyne jakken og hold øje med, at hun spiser i børnehaven. Pædagogen sagde, hun ikke ville have grød. – Lasse, sørg for at få med dig alt dit, du har samlet sammen. Og lad være med at trække tiden ud. Læg nøglen i postkassen. Farvel. Oline er født en halv time før Anna, og regnes derfor som den ældste. Nu er de begge fire år. To selvstændige piger med hver deres temperament: Oline spiser bare grøden, fordi sådan skal det nu engang være – mens Anna insisterer: “Der er klumper i, det gider jeg ikke spise!” Det er heldigt, at børnehaven ligger lige om hjørnet – ti minutters gang. Tanja lader sig distrahere af pigernes snak, så hun ikke tænker for meget på de nye udfordringer. Også på arbejdet er der nok at tage sig til som lægesekretær: konsultationerne er tæt bookede, og så er der også sygebesøgene. Først sent på aftenen, da hun ser de tomme bøjler i entreen, hvor hans jakker plejede at hænge, går det op for hende: Fra i dag er hun alene. Men at sætte sig ned og klage er ikke hendes stil – alt skal helst fortsætte som normalt, eller endda blive bedre. Man kan vælge at give op, eller man kan tænke sig godt om, lede efter løsninger og finde en smule optimisme. Første opgave: aftensmad. “Hvad har egentlig ændret sig?” tænker Tanja, mens hun snitter grøntsager til salaten. “Han er væk. Hvilke opgaver tog han sig af? Hvad ligger nu på mine skuldre? Ikke noget, jeg ikke kan klare!” Hun retter lidt på døgnrytmen – det skal nok gå. Alt er godt. Det skal nok blive bedre. Hun vil ikke bruge kræfter på at tænke på, hvor han mon nu er – måske hos elskerinden? Hellere alene. Det er hårdere, men mere fredfyldt. Efter en godnathistorie om “Pinocchio” og et kys til pigerne, skynder hun sig ud på badeværelset – vaskemaskinen er færdig, tøjet skal hænges op. Inden sengetid vil hun drikke en kop te, samle tankerne og lægge planer for i morgen. Hendes piger er identiske tvillinger. To er måske lidt hårdere end en, men Tanja tænker ikke sådan. Hun forstår ikke, hvorfor folk synes, de skal have ondt af hende. “Vi har det fint – ingen af os knokler os halvt ihjel,” svarer hun roligt. Kedlen koger. Tanja brygger te med yndlings-melisse, tænder den hyggelige lampe. Udenfor regner det slud, men i lejligheden er der varmt og stille – kun uret på væggen tikker… Pludselig ringer det på døren. Tanja bliver overrasket, da hun ser naboen – den ældre dame, hun egentlig ikke bryder sig om. Den gamle pensionist lufter hver morgen sin grimme lille hund, hilser knap på Tanja. Hunden har hun samlet op nede ved skraldespandene – afpillet og stum følger den med blikket, når der smides skrald ud. Den gamle dame må have ondt af den. Hun får aldrig besøg – det er kun butikkerne og så lufteture med hunden. – Undskyld jeg forstyrrer, siger den gamle og svøber sig ind i sit sjal. – Jeg så din mand flytte sine ting ud i bilen. Har han forladt dig? – Det rager ikke dig, svarer Tanja brat. – Nej, din mand rager mig ikke. Men jeg ville bare sige – hvis du skulle få brug for hjælp, må du gerne banke på. Jeg kan godt passe pigerne, hvis det er. – Kom indenfor, siger Tanja og spørger, mens hun hælder te op: – Hvad hedder du egentlig? – Jeg hedder Johanne. Og du hedder Tanja, det ved jeg jo. Nå, men – jeg vil ikke mase mig på. Du skal bare vide, jeg vil rigtig gerne hjælpe, hvis du får brug for det. For mig er det ingen byrde, faktisk et glæde. Johanne nipper til teen og smiler: – Den er god. Er det melisse? Jeg dyrker en masse grønt og melisse i min sommerhushave. Kom gerne ud til mit sommerhus til sommer – der er god plads. Jeg har et æbletræ med de skønneste æbler… Tanja ser forundret på Johanne og tænker: Hvorfor syntes hun nu egentlig, at den gamle dame var så ubehagelig? Måske fordi hun aldrig smilede indsmigrende eller spurgte nysgerrigt til besværet med tvillingerne? Hun gik bare forbi uden at stikke næsen i Tanja liv? Og han sagde ikke et ondt ord om manden – hældte ikke salt i såret, men tilbød hjælp uden betingelser. Tanja betragter naboen med nye øjne – hun er så pæn, skoene er fine og ikke slidte, håret opsat, kjolen med blonder. Og hun dufter rart af let parfume. Tanja lytter til snakken om sommerhuslivet, æblerne, den lille badehytte og den sø med glubske ænder, og langsomt forsvinder de triste tanker. Tanja husker det hele, selvom der er gået fem år nu. Hun husker, hvordan han råbte: “Du klarer det aldrig! Du kan jo ingenting!” Men det hele ligger bag hende nu. Johanne er snild i køkkenet, skærer æbler, lægger dem smukt på dejen, sætter tærten i ovnen. Salaterne er færdige, stegen simrer i gryden. I dag har naboen fødselsdag. Det er august. Dørene og vinduerne står åbne i det hyggelige sommerhus. Køkkenet fyldes med duften af æblekage. “Hvor har hun hjulpet mig meget!”, tænker Tanja, mens hun ser på den rødblussede gamle dame. “Hvad ville jeg have gjort uden hende?” Pigerne elsker ’bedste Johanne’. Og hun kunne jo have lukket døren dengang. Nu er pigerne ni – rigtige skolepiger. Hver sommer er de herude: ved søen, med vennerne, hos deres kære ‘bedstemor’. Rigtig familie, nærhed, varme… – Jeg går lige ud og henter flere æbler, så kan vi koge kompot, siger Tanja, og tager en kurv og går ud i haven. Under æbletræet, i skyggen, ligger hunden Alba. Hvem skulle have troet, at den rådne, magre hund fra gården skulle forvandles til denne smukke labrador? “Alt er kærlighed. Kun kærlighed kan redde os,” tænker Tanja og rækker Alba en småkage…

Uden mig klarer du dig aldrig! Du kan ikke finde ud af noget som helst! råbte hendes mand, mens han maste sine skjorter ned i en kæmpe sportstaske.

Men hun klarede den. Slet ikke nogen der knækkede sammen her. Hvis hun havde givet sig tid til at gennemtænke hele den håbløse situation med to små unger på slæb, havde hun måske opfundet en masse katastrofer indeni sig og måske endda tilgivet ham hans sidespring. Men tiden var og blev ikke til lange, selvmedlidende overvejelser; der var døtre, der skulle afleveres i børnehaven, og et job, hun skulle løbe hen til. Manden var i øvrigt først dukket op hjemme for en halv time siden, glinsende af selvtillid og ny forelskelse.

Så da Astrid iførte sig frakken, kom instruktionerne kontant og helt uden pynt:
Alma, hjælp Line med at få lynet jakken, og vær sød at holde øje med, at hun spiser i børnehaven. Pædagogen klagede igen over havregrøden.
Mads, du må gerne tage alt, hvad du ejer og har, i én omgang. Lad nu være med at trække det i langdrag. Og smid nøglen i postkassen. Hej-hej.

Alma kom til verden præcis en halv time før Line og var dermed blevet udråbt til storesøster. Nu var de begge fire år, hver især med sindets egne særheder. Hvis Alma bare gumler sig igennem den forhadte grød, fordi det nu engang forventes, så vil Line med stor overbevisning forklare: Der er klumper, det vil jeg ikke have.

Heldigvis lå børnehaven ti minutter væk en magelig, dansk gåtur uden stress. Pigerne snakkede løs, og det fik Astrid til at glemme livets trælse realiteter for en stund. På arbejdet havde hun travlt som lægesekretær med kalenderen fuld af patienter og administrativt bøvl, så der var ikke skyggen af tid til tudekiks over privatlivet. Først ud på aftenen, da hun så tomme bøjler i entreen hvor hendes mands jakke engang hang gik det for alvor op for hende: Nu var hun for sig selv. Men at klynke? Ikke Astrids stil. Alt skulle forløbe som normalt, om ikke bedre. Det hjælper ingen at sætte sig og tude man må tænke sig om, prøve at finde en vej ud og måske endda en smule hygge. Første opgave: aftensmad.

“Hvad har ændret sig for os piger?” funderede Astrid, mens hun skar grønt til salaten. “Manden er smuttet. Hvilke roller havde han egentlig? Hvad lander på mine slanke skuldre nu?” Ikke noget, hun ikke kunne klare. #hverdagsopgaver Det kræver bare en ny plan for dagen. Hun skulle nok klare den alt var godt. Og det ville blive bedre! Hun havde ikke lyst til hele tiden at gruble over hvor han nu gik rundt sikkert hos en ny dame igen? Så hellere alene. Det var hårdere, men langt mere fredeligt. Hun læste eventyr om “Klods-Hans” for pigerne, kyssede dem godnat, og skyndte sig ud for at hænge vasketøj op vaskemaskinen havde for længst brummet færdig.

Før hun gik i seng, satte hun sig med en kop te, prøvede at lægge planer for næste dag. Pigerne var næsten ens et sæt rigtige tvillinger men to børn føltes aldrig svært, syntes Astrid. Hun undrede sig faktisk, når folk havde ondt af hende.
Vi har det fint, svarede hun, ingen hænger i lasers. Jeg klarer den.

Tekanden begyndte at synge. Astrid lavede sig en dampende kop te med citronmelisse, tændte hyggelyset og nød stilheden, mens sne og regn pjaskede udenfor. Inde var der varmt med kun urets ti-ti på væggen…

Så ringede det på døren. Astrid blev overrasket, da hun så naboen på måtten den ældre dame var ikke ligefrem yndlingsbekendtskabet. En enlig pensionist, der dagligt gik sin mærkelige hund, sagde knapt godmorgen, altid med sammenpressede læber. Hunden havde Astrid flere gange set snige sig rundt ved skraldespanden; mager og pjusket fulgte den tavst poserne med øjnene. Damen havde uden tvivl taget sig af det lille kræ. Hun fik aldrig besøg kun ind til Netto og så hjem.

Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men jeg så din mand putte ting i bilen i dag. Er du blevet alene? spurgte damen, godt indsvøbt i uld.
Det blander du dig uden om, lød Astrids korte svar.
Din mand rager mig faktisk ikke. Jeg ville bare sige, at hvis du får brug for hjælp så sig endelig til. Jeg kan godt passe dine piger eller hjælpe dig på anden vis.

Kom indenfor, sagde Astrid, og hældte te op til to medfølgende småkager på et fad. Hvad hedder du egentlig?

Jeg hedder Birte Nørgaard. Og du er Astrid, ved jeg. Jo ser du, Astrid, sagde Birte, mens hun brækkede en småkage, jeg vil ikke trænge mig på. Bare hvis du får brug for noget, så vil jeg virkelig gerne hjælpe. Slet ikke for penge, åh nej! Bare fordi, jeg synes det er hyggeligt. Birte tog en lille slurk te, smilede skævt, og sagde:
Dejlig te! Er det citronmelisse? Jeg dyrker masser af urter på min koloni kom endelig forbi til sommer, der er rigeligt plads. Jeg har et gammelt æbletræ, de sødeste æbler…

Astrid kiggede på Birte. Hvorfor havde hun egentlig tænkt, hun var så træls? Måske fordi damen aldrig stod og smiskede venligt, eller blandede sig i hendes privatliv som de andre. Birte gik altid bare hurtigt forbi, sagde ingenting, var hverken nysgerrig eller påtrængende. Astrid havde nok troet, hun var højrøvet og stolt. Men nu ingen spørgsmål om eksmanden, ingen salt i sårene; bare et tilbud om hjælp.

Astrid så på Birte med nye øjne: Hun var nydelig, havde sko der ikke var nedtrampet, håret i knold, velstrøget kjole med en lille blondekrave. Og hun duftede svagt af parfume.

Birte fortalte om haven, æblerne, en lille brændefyret sauna og søen, hvor tamme grådige ænder baskede hele sommeren. De bekymrede tanker gled i baggrunden, og Astrid følte sig lidt varmere indeni.

Fem år er gået siden den dag, men Astrid kan stadig høre sin mands stemme: Du knækker! Du klarer det ikke!
Det var dengang.

Nu står Birte og skærer æbler, lægger dem sirligt på en bund af dej og sætter tærten i ovnen. Salaterne er klar, gryden simrer lystigt. Der er fødselsdag i det lille sommerhus. Augustluft vælter ind ad vinduer og døre, køkkenet dufter af æblekage.

Hvordan skulle jeg have klaret mig uden hende? tænker Astrid og kigger på Birte, der har travlt ved ovnen.

Hvad havde hun dog gjort uden Birte? Pigerne forguder deres Bedste Birte. Og tænk, Birte kunne jo bare have lukket døren den gang. Nu er pigerne ni store skolebørn og hver sommer tilbringes på denne gæstfrie koloni: badeture, venner, og Bedste Birte. Rigtige familie nært og godt.

Jeg henter flere æbler, så vi kan lave kompot, siger Astrid og smutter udenfor med kurven.

Under æbletræet døser hunden Frida. Hvem skulle have troet, at den der gamle, udslidte gadehund, Birte tog til sig, ville ende som den her prægtige labrador?

Alt er kærlighed. Kun kærlighed redder os, tænker Astrid, og rækker Frida en småkage med et smil…