Hvordan kunne du lade det ske, din tåbe! Hvem vil have dig nu, hvor du står alene med et lille barn? Og hvordan har du tænkt dig at opdrage det? Du skal ikke tro, du får nogen hjælp herfra, det kan du godt skrive dig bag øret! Jeg har opdraget dig, men jeg vil ikke bære din byrde mere! Ud af mit hus, tag dine sager og forsvind jeg vil ikke se dig igen!
Signe lyttede til mosterens hævede stemme, mens hun stirrede ned i gulvet. Det sidste håb om, at hendes moster ville lade hende blive bare til hun fandt arbejde, smuldrede for øjnene af hende.
Bare mor havde levet
Sin far havde hun aldrig kendt, og hendes mor var død for femten år siden. Hun var kørt ned på et fodgængerfelt af en spritbilist. Myndighederne havde villet sende Signe på børnehjem, men pludselig dukkede en fjern slægtning op mors fætter som tog hende til sig. Han havde både et hus og fast arbejde, nok til at få papirerne i orden.
De boede i udkanten af en lille by i det sydlige Danmark, hvor somrene var brændende og vinteren forblæst og våd. Signe havde aldrig gået sulten i seng, og hun var pænt klædt på. Arbejde havde hun lært fra barnsben af på en gård med have og dyr var der altid noget at lave. Hun savnede måske kærligheden fra en mor, men hvem bekymrede sig om det?
Hun klarede sig godt i skolen og efter gymnasietian blev hun optaget på læreruddannelsen. Studieårene forsvandt for hende, og nu, hvor hun stod med eksamensbeviset i hånden, vendte hun hjem. Men denne gang var hjertet tungt.
Ud nu! Du skal ikke vise dig for mine øjne mere!
Moster Karen, bare hør på mig
Jeg mener det!
Signe greb sin slidte kuffert og trådte ud i den glohede dag. Hvordan var det kommet hertil? Sådan udskammet, afvist maven var kun svagt rund, men hun havde ikke kunnet skjule graviditeten. Hun havde fortalt sandheden.
Hun måtte finde et sted at være. Hun gik med nedbøjet hoved, tyngd af tanker, da en stemme standsede hende:
Vil du have lidt vand, min pige?
En kraftig kvinde, omkring de halvtreds, betragtede hende undersøgende.
Kom ind, hvis du kommer med fred.
Hun rakte Signe en kande iskoldt vand. Signe satte sig træt på bænken og drak i store slurke.
Må jeg blive her lidt? Det er jo hedebølge
Sæt dig, du. Hvor kommer du fra? Du har kuffert med.
Jeg er lige blevet færdig på seminariet og søger lærerjob. Men jeg har ingen steder at bo Kender du nogen, der lejer ud?
Kvinden, der hed Bente, så grundigt på hende. Hun var ren, men med mørke rande under øjnene.
Du kan bo her hos mig. Jeg kræver ikke meget, men du skal betale til tiden. Hvis du vil, så kom med, så viser jeg dig værelset.
Glad for selskabet og udsigten til lidt ekstra indtægt i landsbyen, viste Bente hende ind i et lille værelse, hvor vinduet vendte ud mod æbletræerne. Seng, et gammelt skab, et lille bord ikke meget, men rigeligt.
De næste dage fandt Signe sig til rette og begyndte at hjælpe til i huset. Hun og Bente drak hver aften te under pergolaen og snakkede om livet.
Graviditeten forløb godt. Signe betroede Bente sin historie: Jakob kæresten fra seminariet, rigmandsbarn af to universitetsfolk havde forladt hende, så snart han hørte om barnet. De penge, hun havde fået af ham, gemte hun omhyggeligt. Hun vidste, hun ville få brug for dem.
Du gjorde det rigtige ved at tage imod barnet, brummede Bente. Sådan et lille uskyldigt væsen kan bringe glæde, du ikke kan forestille dig.
I februar kom veerne og Bente fulgte Signe på hospitalet. Signe fødte en sund dreng Viggo. På stuen hørte hun om et lille spædbarn, en pige, hvis mor var forsvundet straks efter fødslen.
Er der nogen, der kan amme hende? Hun er så svag, sagde sygeplejersken.
Signe tog pigen op. Et lille væsen, hvid som vinterens sne.
Jeg vil kalde dig Alberte, hviskede hun.
Da kaptajn Henrik Lund, Albertes far, trådte ind ad døren, ændrede alting sig. På udskrivningsdagen holdt en bil pyntet med blå og lyserøde balloner foran hospitalet. Soldaten hjalp Signe ind, og rakte hende to gaver: én blå, én lyserød.
Landsbyen talte i ugevis om brylluppet, der fulgte. Kaptajnen, dybt rørt over Signes godhed, friede til hende. Og Signe trådte ind i et nyt liv med Viggo i armene og Alberte adopteret.
Hvem kunne have troet, at en brændende sommerdag og et koldt glas vand ville vende op og ned på alles liv? Sådan er livet det bladrer sider, du aldrig har læst.
