*Dagbogsnotat*
Jeg stod og vaskede op, da der ringede på døren. Og dér, som et lyn fra en klar himmel, stod min svigermor.
“Goddag, Mette lille,” sagde Birthe med en påtaget sød stemme. “Jeg tænkte, jeg ville besøge jer. Sådan på en uanmeldt vis!”
Jeg inviterede hende ind i køkkenet, satte vand over og råbte til min mand:
“Troels, din mor er kommet!”
Få minutter senere sad hele familien ved bordet. Birthe rørte langsomt sukkeret i sin te, mens hun skottede til mig med det der smale blik, som jeg længe havde lært at genkende som ren manipulation.
“Troels, du ved nok,” begyndte hun, “at Peter har bedt Annemette om at flytte sammen med ham. Før brylluppet! Kan du forestille dig?”
“Han ved ikke, hvad han roder sig ud i,” grinede Troels. “Vores Annemette skal nok sørge for, at han ikke får et øjebliks fred!”
“Du tager fejl!” svarede Birthe stolt. “Annemette er anderledes. Hun er beskeden, klog – ikke som nogen andre…”
Jeg så det blik. Som altid, var stenen møntet på mig. Men denne gang lod jeg som ingenting.
“Ved du, hvad Peter også har lovet?” fortsatte Birthe triumferende. “Han giver hende en lejlighed! Til brylluppet! En ægte mand!”
Troels rynkede panden.
“Jeg tror det, når jeg ser det. Indtil da er det bare ord.”
“Sådan skal det være!” insisterede Birthe. “Og du? Din kone har en lejlighed, men du står slet ikke på skødet. Ikke retfærdigt, synes du ikke?”
Jeg gik ud af stuen. Hjertet var tungt. Det samme gamle sang: “Skriv halvdelen på ham”, “hvad med retfærdighed?”, “vi er jo familie”. Et helt år som gift, og hele tiden havde Birthe forsøgt at presse en bid af min lejlighed ud af os.
Troels begyndte også at presse på – manden uden ejendom, mens alle grinte ad ham. Han havde købt bilen, betalt for renoveringen, møblerne… men alt var “hendes”.
“Ingen har løjet for dig, Troels,” sagde jeg. “Du giftede dig med mig, ikke min lejlighed. Eller gjorde du?”
Han tav. Lige til næste gang mor besøgte os.
Da hans bestemte tante kom forbi, begyndte Troels pludselig at opdigte historier.
“Ja, lejligheden er købt. Størstedelen kom fra mine penge,” løj han.
Jeg var så chokeret, at jeg næsten druknede i min te. Men jeg sagde ingenting. Ikke for ham – for mig selv.
Senere kom hans ven Henrik forbi. Troels blærede sig igen:
“Kom ind, det er jo ligesom dit eget hjem. Lejligheden er jo min og Mettes!”
“Flot!” sagde Henrik imponeret. “Gift og allerede boligejer. Og så har du en fed bil!”
Jeg stirrede vantro. Hvor var den rare, jordnære fyr, jeg faldt for?
Jeg pakkede mine ting og tog hjem til mine forældre.
“Mor, jeg kan ikke mere. Jeg føler mig ikke som en kone, men en investering. Han giftede sig kun for lejligheden…”
“Tænk dig om, skat. Men lejligheden – den får ingen! Hører du? Ikke en centimeter!”
Jeg vendte tilbage. Og så dukkede Birthe op igen. Uden varsel, opskaket og med tårer i øjnene.
“Troels, katastrofe! Peter har forladt Annemette. Ingen bryllup! Hun har lånt penge: bil, tøj, telefon…”
“Hvad har det med os at gøre?” spurgte Troels forvirret.
“Vi må hjælpe! Mette kan skrive halvdelen af lejligheden på dig. Så kan du pantsætte den og betale gælden. Vi får det hele tilbage!”
Jeg stivnede. Men kom hurtigt til mig selv.
“Aldrig! Den lejlighed er en gave fra mine forældre. I får ikke en krone af den!”
“Hårdhjertet!” skreg Birthe.
Jeg gik ind på soveværelset, men hørte dem hviske udenfor.
“Jeg har gjort alt, min dreng. Men hun giver sig ikke…”
“Jeg finder på noget andet,” mumlede Troels mørkt.
Jeg smækkede døren op:
“Find kun på noget! Bare I ved det – lejligheden får I aldrig. Ikke den mindste del. Vil I bo frit? Så arbejd for det som alle andre!”
Dagen efter flyttede Troels hjem til sin mor.
Jeg indgav skilsmisse. Sent erkendt, men bedre sent end at give dem det, der var mit. For andres begær kender ingen grænser. Men ens værdighed har kun en.
*Livet lærte mig: Den, der elsker dig for det, du har, vil forlade dig, når du ikke har mere.*
