Bilen rullede roligt hen ad den våde asfalt, og Birgitte stirrede dybt ind i skoven, der snoede sig langs vejen. På forsædet sad hendes søn, Martin, og svigerdatteren, Signe, bag rattet det er jo altid kvinderne, der insisterer på at køre, så man ikke ender på hospitalet med benet i gips. Hendes tanker snurrede rundt hvordan i alverden kunne hendes egen søn finde på at sende hende på plejehjem? Hvilken fejl havde hun mon begået i opdragelsen? Måske havde hun ikke givet ham nok kærlighed, men hun havde jo altid gjort alt for ham, forsøgt at give ham en tryg barndom. Men Martin havde altid haft sine egne særheder.
En tidlig morgen stod han pludselig i døren med en taske, fyldt med alt muligt. Birgitte sad som sædvanlig i køkkenet, drak sin morgenkaffe med halvt lunkne småkager. Han kom ind, kastede tasken på gulvet og grinede triumferende:
Så, mor! Gør dig klar til centret. Du skal af sted det bliver meget bedre for dig, tro mig.
Hvilket center, Martin? Hvad snakker du om?
Plejehjem, mor. Jeg har allerede betalt for de første seks måneder med dankortet, og resten overfører jeg snart. Du får dit eget værelse, ingen roommate til at snorke hele natten. Åh, og personalet er top de masserer dig og laver behandlinger, og blodtrykket bliver målt som en fast rutine. Maden er fem gange om dagen, altså du ender med at føle dig som dronningen i Danmark.
Men Martin, jeg vil ikke på noget plejehjem. Jeg vil være sammen med jer, min familie, og dø hjemme.
Nu må du altså stoppe, mor. Vi har tænkt det hele igennem, Signe og jeg har besluttet og betalt. Så lad være med at opføre dig som en teenager tag nu tøj på og kom ind til morgenmad.
Den stakkels mor følte, at hjertet var ved at springe ud af hendes bryst, og en tåre gled langsomt ned over hendes rynkede kinder. Hun huskede, hvordan Martin, da han var lille og faldt på knæet, sad i hendes arme og græd, mens han sagde Mor, jeg forlader dig aldrig. Hans blå øjne så dybt ind i hendes grønne, og hendes hjerte bankede hurtigt af kærlighed og håb, for hun troede altid, at han ville være hendes støtte. Og det blev han jo faktisk.
Men pludselig fra at være den godhjertede dreng med blå øjne, blev han til Martin uden samvittighed, som uden at blinke sendte sin mor på en institution, vi kalder plejehjem.
Mens bilen listede videre, blev hun mindet om dengang, hun første gang mødte Martins far den gang hvor kærligheden ramte som et lyn, og de drømte om hus og børn. Og så, hendes første kærlighed, døde da hun var seks måneder henne han efterlod hende, men for hvem? For Martin.
Min mand, hvem har forladt mig? For hvem? Tankerne og råbene til hendes tabte kærlighed rungede højere og højere i hovedet, og hun blev kvalt i en blanding af vemodige tårer og gamle, danske følelser, som ingen småkage eller kold kaffe kunne dulme.
