Ud af morens skygge Som 35-årig var Varvara en stille og som man siger, “trykket ned” ung kvinde. Hun havde aldrig haft en kæreste eller mand, selvom hun i mange år havde arbejdet som revisor i den samme danske virksomhed, hun startede i efter endt uddannelse. Hun gik ikke særligt op i sig selv, gik i løstsiddende tøj, var lidt rund, altid med et trist blik og nedadvendte mundvige. Varvara blev født af sin mor Marina, kun 18 år gammel, og hendes far var et mysterium, for datteren havde aldrig kendt ham. Hun blev opdraget i en landsby hos mormoren. Der gik hun i skole og flyttede først ind til sin mor i København, da hun skulle på college. Mens Varvara voksede op på landet, nød Marina bylivet med fester og skiftende mænd, og arbejdede dog. Marina var smuk og ubekymret, dukkede kun op i landsbyen én gang om måneden med en legeting til datteren, inden hun forsvandt igen. Mormoren var streng, så Varvara oplevede hverken kærlighed eller omsorg fra hende eller sin mor. Selv nu bor Varvara stadig i lejlighed med sin mor. Marina, nu i 50’erne, ser fantastisk ud, ungdommelig og slank, bruger dyrt dansk hudpleje, går i salon og flirter stadig. Varvara er hendes modsætning. Endelig, sidst på arbejdsdagen, overlevede Varvara sine dokumenter til kollegaen, der skulle dække for hende under ferien, og forlod kontoret. – Så er der ferie igen, tænkte Varvara, – feriepengene ligger i tasken. Hvor ærgerligt, moren tager dem nok igen. Så bliver ferien bare hjemme. Jeg er så træt af det. Hvorfor kan jeg ikke sige fra – jeg er jo ikke et barn mere, men moren holder mig tæt på sig. Hun kræver altid hver en krone, jeg kan ikke selv bestemme over min løn. Der er ingen lysning i mit liv… Da hun åbner døren til lejligheden, står moren i gangen og venter. – Endelig, – sagde Marina, – har du fået feriepengene? Kom med dem! – Ja, jeg skal nok give dig dem. Lad mig lige få overtøjet af, – siger Varvara. – Det kan du gøre bagefter… Varvara åbner sin taske og roder efter pungen. – Hold nu op, du går rundt med den skamfulde, slidte taske – ser du selv ikke, hvor grim den er? – siger moren hårdt. Varvara bliver helt fortumlet og får tårer i øjnene. – Du tømmer jo mine lommer, hvor skulle jeg få råd til en ny taske? – slipper det ud af Varvara og hun undrer sig over at turde svare igen. – Det er ikke kun tasken, du er selv helt sjusket og for tyk. Slank dig og kom i orden! – sagde moren hånligt. – Man skammer sig over at blive set sammen med dig. – Skamme sig? – råber Varvara, – og du skammer dig ikke over at tage alle mine penge? Jeg går jo alligevel kun hjemme hos dig. – Hun råber, vender rundt og løber ud af lejligheden. Tårerne strømmer, hun løber ned ad trappen, ud på gaden og sætter sig på en bænk, ansigtet skjult i hænderne. Hun aner ikke hvor længe, men pludselig hører hun en stemme. – Varvara, hvorfor sidder du her? – Det er naboen Anna fra stueetagen – Hun sætter sig og tager Varvaras hånd. – Græder du? Er det virkelig så slemt? Varvara fortæller alting til Anna. – Min mor tager alle mine penge, bruger dem på dyre hudpleje og tøj, og jeg må traske rundt i det gamle. Jeg har selv skylden, jeg har været alt for blød siden barndommen, turde aldrig sige imod mormor – nu tør jeg heller ikke min mor. Hun er myndig og ond… – Anna ryster på hovedet, og Varvara får skamfølelse. – Åh, nu sidder jeg og bagtaler min egen mor. Du må tro jeg er en fiasko – men det er jeg nok også. Anna har længe kendt Marina og respekterer hende ikke, hun har altid ondt af Varvara, og ved hun er knuget af moren. – Så, Varvara, stop med at græde. Du er voksen og skal tage ansvar for dig selv. – Men, Anna, jeg er jo ikke rigtig en kvinde… Ingen har nogensinde elsket mig. Jeg er ingenting… – Hør, du skal væk fra din mor, – siger Anna fast, og Varvara stirrer på hende. – Men hvor skal jeg tage hen? Min løn rækker ikke til egen bolig. Mor bliver sur – jeg er jo skyldig i at give hende feriepengene – jeg kunne bare ikke klare mere i dag. – Så du har fået feriepengene og hun nåede ikke at snuppe dem. Du skal ikke bekymre dig om hende. Hun har altid penge. Du skal tænke på dig selv. Jeg har et sommerhus udenfor byen. Mit afdøde mand byggede det med egne hænder. Du kan bo der under din ferie. Det koster dig ingenting. – Anna, tør du virkelig tro på mig? – spørger Varvara. – Selvfølgelig – jeg kender dig jo. Vent lidt, jeg henter nøglen og skriver adresse og mit nummer. Varvara tager toget ud af byen, ser på de forbipasserende, hun har aldrig været væk fra København, kun hjem og arbejde. Ingen lægger mærke til hende, men hun falder til ro og ser på landskabet udenfor vinduet. Hun stiger af, går til sommerhuset, åbner døren og træder ind. Der er stille. Hun sætter sig i en gammel lænestol. – Gud, så fredfyldt, hvor er det dejligt at være alene, hvilken ukendt frihed og stilhed, tænker hun. Moren er der ikke til at hakke og håne. Hun finder fjernbetjeningen og tænder tv’et. Det er et dansk talkshow – mor skifter altid til sine egne programmer og ignorerer Varvaras valg. – Du vælger altid sære udsendelser, – plejer moren at grine, og så begynder hun straks at tale grimt og nedværdigende. Varvara turde aldrig svare igen, hun sænkede bare hovedet mere og mere. Snart har Varvara set hele huset, startet køleskabet og lagt indkøb, hun havde gjort i supermarkedet ved stationen. Hun koger dumplings, spiser sig mæt og bliver helt rolig. – Hvor er det godt at være alene! – glæder hun sig. Pludselig ringer moren. – Så, du er løbet hjemmefra, jeg så dig sidde med Anna på bænken! Så kan du tænke dig om. Du kommer hjem hurtigt. Hvem tror du, du kan stole på? Du kan ikke noget selv. Du klarer dig ikke uden mig… Varvara lytter ikke færdig og lægger på. Hun ved, der vil komme en strøm af grimme ord. Mærkeligt nok, men hun bliver ikke ked af det. Om aftenen ringer Anna. – Varvara, har du indrettet dig? – Ja, Anna, tak. – I morgen kommer min nevø Steffen med dine ting, – siger Anna. – Mine ting? – Ja, Marina kom med dem til mig og sagde: “Nu hvor du har taget min datter, så tag hendes ting også!” – Ok, Anna, hvordan genkender jeg Steffen? – Han kommer i bil, han er høj og har briller. – Er det ikke for besværligt? – Stop nu med de mærkelige spørgsmål, Varvara – du er voksen, kom i gang med livet og, vigtigst af alt – elsk dig selv! Du skal forkæle dig selv og købe nyt tøj, du er faktisk pæn – du har bare ladet dig gå. Nå, det var det… Duggen glimter i græsset, et sted gør en hund – fuglene synger Varvara tænker over Annas ord, går hen til spejlet. – Jeg har virkelig ladet mig gå – ser man på delene, har jeg jo pæne øjne (om end triste), tykt hår jeg altid sætter op som en gammel dame. Jeg burde tabe mig – moren har ret dér. Den første nat sover Varvara fantastisk, vågner ikke én gang. Om morgenen åbner hun øjnene, lyset skinner ind gennem gardinet, solen skinner udenfor. Hun åbner vinduet – dug på græsset, hunde i det fjerne, fuglene synger. – Sikke en vidunderlig morgen, – siger hun og strækker sig. Snart sidder hun på verandaen med kaffe hun fandt i skabet. Hun ser tv og får lyst til at skifte job og tage en lejlighed i byen – turen fra sommerhuset er for besværlig. Hun tænker ikke engang på moren. Hjertet banker af forventningen om et nyt liv. – Endelig skal jeg klare mig selv, uden at være afhængig af mor! – hendes drømme afbrydes af en forsigtig banken på døren. – Hvem mon det er? – hun går forsigtigt hen og åbner. På dørtrinnet står en høj mand med briller og en stor taske. – Hej, – smiler han venligt, – jeg hedder Steffen. Er du Varvara? – Ja, hej, kom indenfor, – hun træder til side. – Min tante Anna bad mig komme med dine ting og hjælpe dig. Har du brug for at køre et sted, min bil holder udenfor, – spørger Steffen med en varm stemme. – Bare rolig, Varvara, – siger han, – min tante forklarede, du er meget genert og stille. Jeg ved godt… undskyld… om din historie… fra Anna. Sådan møder Varvara sin kommende mand. Steffen forelsker sig oprigtigt i hende. Hans første ægteskab var mislykket. Da hun også får følelser, forsvinder hendes tøvende og triste fremtoning. Hun taber sig, vil være smuk for sin elskede, får lavet hår og makeup i salonen – hun har aldrig troet, hun kunne ændre sig sådan. – Er det virkelig mig? – smiler hun til sit spejlbillede med glimt i øjet. Steffen tager hende med hjem til sin lejlighed i København. – Varvara, jeg har altid drømt om en kvinde som dig – omsorgsfuld, ærlig og godhjertet. Lad os ikke spille kostbar, vi er ikke børn – vil du gifte dig med mig? Varvara siger ja – hun ved hun har været heldig. De minder om hinanden. Brylluppet bliver stille og hyggelig, men de inviterer Marina. Hun begynder straks at håne, men Anna sætter hende på plads. Marina bliver ikke længe og forsvinder – ingen savner hende, og Varvara tager det roligt. Steffens familie tager Varvara til sig, og han ser på hende med kærlige øjne og tænker: – Før eller siden kommer lykken til ethvert menneske – den kom også til os. Snart venter Varvara en baby, og hun er lykkelig. Sent, men dog sandt, er lykken kommet. Hun har allerede glemt, hvordan hun boede under morens strenge kontrol, hun fandt styrken til at ændre sin tilværelse. Hun blev ikke kun smukkere, men blomstrede indvendigt – nu elsker hun både sig selv og Steffen. Tak for at du læste med, tak for din støtte og tillykke på livets vej!

Under sin mors skygge

I sine femogtredive år havde Gitte altid været ydmyg og tilbageholdende, som man siger nærmest kuet. Hun havde aldrig haft en kæreste, selvom hun i årevis havde arbejdet som bogholder på samme virksomhed, hvor hun fik job efter handelsskolen.

Hun tænkte ikke meget på udseendet, gik altid med løstsiddende tøj, var lidt til den runde side og bar et trist udtryk med nedadvendte læber. Hendes mor, Pia, fik Gitte som attenårig ingen vidste rigtigt, hvem faren var, for Gitte havde aldrig mødt ham. Hun voksede op hos sin mormor i en lille landsby på Fyn, og først da hun begyndte på handelsskolen, kom hun til København for at bo med sin mor.

Mens Gitte voksede op i landsbyen, levede Pia det vilde liv i København. Hun festede, skiftede mænd og passede jobbet. Hun var smuk, selvsikker og impulsiv og kom kun hjem til Gitte én gang om måneden, måske hver anden, gav en lille gave og forsvandt. Mormoren var streng og reserveret, så Gitte lærte aldrig rigtig omsorg og kærlighed fra nogen af dem.

Nu boede Gitte stadig i lejligheden med Pia. Pia var lige over halvtreds, men så fantastisk ud: ungdommelig, slank, brugte eksklusivt makeup og gik i moderne tøj, ofte i skønhedssalonen, og gik stadig på dates. Gitte var henne imod hendes modsætning.

Endelig, sent på arbejdsdagen, overdrog Gitte sine papirer til kollegaen, der skulle tage over, mens hun fik ferie, og hun forlod kontoret.

Så fik jeg ferie igen, tænkte Gitte, Feriepengene ligger i tasken. Det er så trist, mor tager dem sikkert igen, og min ferie bliver hjemme. Jeg er så træt af det hele. Kan jeg virkelig ikke stå fast, jeg er jo ikke barn længere, men mor holder mig fanget. Hun kræver alle pengene til sig, jeg kan ikke selv råde over min løn. Der sker aldrig noget nyt i mit liv

Hun åbnede døren til lejligheden, og der stod Pia allerede i gangen, utålmodig og afventende.

Endelig, sagde Pia, Har du fået feriepengene? Aflever dem.

Ja, svarede Gitte. Men lad mig da tage overtøjet af først.

Det kan du gøre senere

Gitte rodede efter pungen i tasken.

Du går rundt med den gamle taske som en bedstemor, forfaldne og slidt skammer du dig ikke? morens stemme var spids og højlydt.

Gitte blev helt forvirret, tårerne pressede sig på.

Hvordan skulle jeg have råd til en ny, når du tømmer mig for hver eneste krone? svaret kom pludseligt og overraskede hende selv.

Du er ikke bare grim med din taske, du ser elendig ud rodet og tyk. Tag dig nu sammen, slank dig og få styr på dig selv, sagde Pia hånende. Det er pinligt at vise sig sammen med dig.

Pinligt? råbte Gitte. Mener du, det ikke er pinligt at tage alle mine penge? Jeg vil ikke engang ses med dig, hun skreg, og så stormede hun ud af lejligheden.

Tårerne slørede hendes blik, hun løb ned ad trappen, ud på gaden og satte sig på en bænk, skjulte ansigtet i hænderne. Hun anede ikke, hvor lang tid der gik, før hun hørte en stemme.

Gitte, hvorfor sidder du her? Da hun kiggede op, så hun den ældre kvinde, Anne, som boede i stueetagen i naboblokken. Græder du? Anne satte sig ved siden af og tog hendes hånd. Hvad er der sket, er det virkelig så slemt?

Gitte kunne ikke holde sammen på sig selv og fortalte Anne alt.

Min mor tager alle mine penge, køber dyre produkter og tøj til sig selv, og jeg går i gamle klude. Jeg har aldrig kunnet sige fra først var det mormor, nu mor. Hun er dominerende og hård Anne rystede på hovedet; og pludselig blev Gitte flov.

Nu taler jeg sådan om min mor Du må synes, jeg er utaknemmelig og ja, fiasko det er jeg sikkert.

Anne havde kendt Pia længe og aldrig brudt sig om hende, men hun så altid på Gitte med medlidenhed. Hun forstod, at Gitte var under sin mors magt.

Gitte, stop nu med at græde. Du er voksen, du skal tage hånd om dig selv.

Åh, Anne jeg føler mig ikke som en kvinde. Ingen har elsket mig. Jeg betyder ingenting

Hør nu efter, du må komme væk fra din mor Gitte stirrede forskræmt på naboen.

Hvor skulle jeg tage hen? Min løn er ikke stor, jeg kan ikke betale for bolig alene. Og mor bliver rasende, jeg skulle jo give hende feriepengene, men jeg kunne ikke klare mere efter hun angreb mig. Så løb jeg bare ud.

Så du fik feriepengene, og hun nåede ikke tage dem fra dig. Pia klarer sig, hun har sine egne penge du må tænke på dig selv. Jeg vil tilbyde dig at bo i mit sommerhus uden for byen, huset er solidt, min afdøde mand byggede det, troede det skulle være vores livsværk. Du har ferie nu, så du kan bo der det koster dig ingenting.

Er du sikker? Det er en stor tillid at vise, Anne, sagde Gitte nervøst.

Gitte, jeg har kendt dig hele dit liv. Vent, jeg henter nøglen og skriver adressen ned og mit telefonnummer.

Gitte tog til Hovedbanegården, købte billet til S-toget og satte sig, så passagererne. Nu og da kiggede hun ud på menneskemylderet på perronen. Hun havde aldrig forladt byen før hjem og arbejde, mere var der ikke. Ingen lagde mærke til hende, og hun fulgte roligt landskabet udenfor vinduet. Hun stod af ved den rette station, gik til sommerhuset og låste sig ind.

Stilheden rungede, hun satte sig i en gammel lænestol.

Gud, hvor her er stille. Her er frihed og ro. Jeg har aldrig prøvet det, tænkte hun.

Ingen mor, ingen hånende bemærkninger. Hun så fjernbetjeningen på bordet og tændte fjernsynet. Et talkshow kørte, og Gitte smilede for moren ville aldrig lade hende vælge programmer, men tvang altid sin vilje igennem.

Du ser bare åndssvage programmer, plejede Pia hånligt at sige og tilføje grove ord. Gitte kunne aldrig svare igen, men sænkede bare hovedet. Hun havde aldrig turdet sige hende imod.

Hun inspicerede huset, tændte køleskabet og lagde en pakke fiskefileter, ost og yoghurt, hun havde købt ved stationen, ind.

Hun lavede fiskefileter og spiste sig mæt.

Hvor er det skønt at være alene, hun følte sig pludselig rolig og fri.

Lidt senere ringede hendes telefon det var Pia.

Nå, du stak af. Jeg så dig og Anne sidde på bænken foran blokken. Nu kan du sidde og tænke over tingene. Du kommer tilbage, hurtigt. Hvem tror du egentlig, du kan stole på? Fremmede kan ikke hjælpe dig, du er hjælpeløs og uduelig. Uden mig, går det galt

Gitte afbrød samtalen, hun vidste hvad der ville komme en strøm af grimme ord. Forunderligt nok følte hun sig ikke knust. Om aftenen ringede Anne.

Gitte, er du ved at falde til? Har du fundet dig til rette?

Ja, mange tak, Anne.

I morgen kommer min nevø, Stefan, forbi med dine ting.

Mine ting?

Pia kom med en stor pose og sagde: Nu har du taget min datter så tag hendes ting med.

Jeg forstår, Anne. Hvordan genkender jeg Stefan?

Han kommer i bil, han kender mit sommerhus. Han er høj, har briller

Er det ikke besværligt?

Hør nu Gitte! Stop med alle undskyldningerne, du er voksen, nu må du begynde at tage din skæbne i egen hånd. Vigtigst af alt: Lær at holde af dig selv. Invester i dig selv, køb nyt tøj du er faktisk pæn, du har bare ladet stå til. Så, det var det, sov godt!

Rugen glimtede i græsset, en hund bjæffede et sted, fuglene sang.

Gitte tænkte over Annes ord og gik hen til spejlet.

Egentlig har jeg flotte øjne, lidt triste måske, og tykt hår jeg sætter det altid op i en knold som en gammel kone. Jeg må slanke mig, moren har ret.

Den nat sov Gitte tungt, for første gang uden at vågne. Næste morgen så hun sollyset falde ind gennem gardinet, trak vinduet op duggen blinkede på græsset, i det fjerne lød hundens bjæffen og fuglesang.

Sikke et smukt morgen, sagde hun og strakte sig.

Hun sad på verandaen og nød en kop kaffe, som hun havde fundet i skabet. Senere så hun tv og begyndte at overveje ny job og ny bolig nu hvor hun boede uden for byen, kunne hun lige så godt flytte helt for sig selv. For første gang glemte hun alt om moren. Hendes hjerte hamrede af håb om en ny begyndelse.

Nu starter mit liv, frit og uafhængigt af mor, hendes drømme blev afbrudt af et forsigtigt bank på døren.

Hvem mon det? hun åbnede med usikker hånd.

Der stod en høj mand med briller og en stor taske.

Goddag, smilede han venligt, jeg hedder Stefan. Du må være Gitte?

Ja, det er mig kom indenfor, Gitte trådte til side og lod ham ind.

Min tante Anne bad mig komme med dine ting og hjælpe dig. Skal du måske til byen? Jeg har bilen udenfor, sagde Stefan, hans stemme var varm. Du må ikke være genert, Gitte, Anne sagde du er lidt tilbageholdende. Jeg kender din historie fra hende.

Sådan mødte Gitte sin kommende mand. Stefan faldt for hende med det samme hans første ægteskab havde været en fiasko. Med ham blomstrede Gitte op hendes nervøse skridt og forsagte blik blev afløst af ny selvtillid. Hun tabte sig, begyndte at ønske at være smuk for ham. Hun gik i salon, og forvandlede sig fuldstændigt.

Er det virkelig mig, spørger hun med et stort smil foran spejlet, øjnene glimtede.

Stefan tog hende med hjem til sin lejlighed i København.

Gitte, du er alt det, jeg har drømt om venlig, ærlig og omsorgsfuld. Lad os nu slå til; vi er ikke børn mere vil du gifte dig med mig?

Gitte sagde ja, hun vidste, hun havde været heldig med Stefan de mindede endda om hinanden. Brylluppet blev stille og beskedent, men Pia var inviteret. Hun kunne ikke lade være med at komme med spydige kommentarer, men Anne satte hende hurtigt på plads. Pia gik tidligt, ingen savnede hende, og datteren var ligeglad.

Stefans familie tog Gitte til sig. Han så på hende med forelskede øjne og tænkte: Før eller siden kommer lykken til mennesket, nu er den kommet til os.

Kort tid efter ventede Gitte barn, og nu var lykken dobbelt. Selvom det kom sent i livet, var det ikke for sent; hun havde fundet styrke til at ændre sit liv. Hun var ikke kun blevet smukkere hun blomstrede indvendigt, for hun havde endelig lært at elske sig selv og Stefan.

Tak for at læse med, og for støtten. Held og lykke til dig!