Ud af min lejlighed! — sagde moren med rolig stemme — Ud, — sagde moderen fuldstændig roligt. Arina trak på smilebåndet og lænede sig tilbage i stolen — hun var overbevist om, at moren talte til veninden. — Ud af min lejlighed! — Nu vendte Natasha sig mod datteren. — Lene, har du set opslaget? — veninden stormede nærmest ind i køkkenet, stadig med jakken på. — Arisha har født! 3520 gram, 52 centimeter. Spyttet ud af næsen som sin far. Jeg har allerede rendt rundt i halvdelen af byens butikker og købt dragter. Hvorfor ser du helt mut ud? — Tillykke, Natasha. Jeg er glad på jeres vegne, — Lene rejste sig for at skænke te til veninden. — Sæt dig, få nu bare jakken af. — Årh, jeg har slet ikke tid til at sidde stille, — Natasha satte sig halvt på kanten af stolen. — Der er så meget at se til. Arinka er simpelthen så dygtig, klarer det hele selv. Hendes mand er en guldklump, de har taget lejligheden på afbetaling, og de mangler kun at få gjort det sidste færdigt. Jeg er så stolt af min pige. Jeg har opdraget hende rigtigt! Lene stillede tavst koppen foran sin veninde. Ja, “rigtigt”… Hvis bare Natasha vidste… *** Præcis to år tidligere dukkede Arina, Natashas datter, op hos Lene uden varsel, med hævede øjne og rystende hænder. — Moster Lene, sig det nu ikke til mor, jeg beder dig! Hvis hun får det at vide, kan hendes hjerte ikke klare det, — hulkede Arina og knugede et vådt lommetørklæde. — Arina, rolig nu. Fortæl, hvad der er sket? — Dengang blev Lene oprigtigt bekymret. — Jeg… jeg var på arbejde… — Arina snøftede. — Der forsvandt penge fra en kollegas taske. 50.000 kroner. Kameraerne fangede, at jeg gik ind på kontoret, mens ingen var til stede. Jeg har ikke taget dem, moster Lene! Det lover jeg! Men de sagde: Enten betaler jeg 50.000 tilbage inden frokost, eller også politianmelder de mig. De har også en “vidne”, der påstår, de så mig tage pungen. Det er en fælde, moster Lene! Men hvem vil tro mig? — 50.000? — Lene rynkede panden. — Hvorfor gik du ikke til din far? — Jeg prøvede! — Arina brød ud i nye kramper af gråd. — Han sagde, det er min egen skyld, og han ville ikke give en krone, når jeg ikke kunne finde ud af det. Han råbte: “Gå på politistationen, så kan de lære dig, hvad livet handler om.” Han nægtede mig adgang til lejligheden og råbte bare gennem døren. Moster Lene, jeg har ikke andre. Jeg har 20.000, som jeg har sparet op, men jeg mangler 30.000. — Hvad med Natasha? Hvorfor siger du ikke noget til hende? Det er jo din mor. — Nej! Hun ville flå mig levende. Hun synes altid, jeg bringer skam over hende, og tyveri — det ville knække hende. Hun arbejder på folkeskole, alle kender hende. Lån mig de 30.000, jeg beder dig! Jeg lover at betale tilbage med to-tre tusind om ugen. Jeg har allerede fundet et nyt job! Moster Lene, jeg beder dig! Det gjorde så ondt på Lene at høre det. Tyve år gammel, lige begyndt på livet, og så sådan en plet på ryet… Faren nægtede at hjælpe, mor ville nærmest slå hovedet af hende… — Hvem laver ikke fejl i livet? — tænkte Lene dengang. Arina græd uden ophør. — Okay, — sagde hun. — Jeg har de penge. Jeg sparede op til tandlægen, men mine tænder må vente. Men lov mig, det er sidste gang. Og jeg siger ikke noget til din mor, hvis det betyder så meget for dig. — Tak! Tak, moster Lene! Du har reddet mit liv! — Arina kastede sig om halsen på hende. Den første uge kom Arina virkelig med to tusind kroner. Var glad og sagde, at det hele var i orden, politiet ville ikke blande sig, og hun havde det godt på det nye job. Men så… så stoppede hun bare med at svare på beskeder. En måned, to, tre. Lene så hende til fester hjemme hos Natasha, men Arina opførte sig som om de var fremmede — et koldt “goddag” og ellers ingenting. Lene pressede ikke på. Hun tænkte: — Hun er ung, det er pinligt for hende, derfor undgår hun mig. Bestemte, at de 30.000 ikke var prisen værd for at ødelægge et mangeårigt venskab med Natasha. Hun eftergav gælden, og glemte det. *** — Hører du efter overhovedet? — Natasha viftede for Lene. — Hvad tænker du på? — Åh, ingenting, — Lene rystede tankerne af sig. — Bare mine egne sager. — Forresten, — Natasha sænkede stemmen. — Jeg mødte Ksenia, du ved, vores gamle nabo? Hun kom hen til mig i butikken i går, virkede mærkelig. Hun begyndte straks at spørge ind til Arisha, hvordan det gik, om hun havde betalt sin gæld. Jeg forstod ikke en lyd af det. Jeg sagde, at Arinka er selvstændig og klarer sig selv. Men Ksenia smilede skævt og gik. Ved du, om Arisha skylder hende penge for noget? Lene blev skarp i kroppen. — Nej, Natasha. Måske har hun lånt en lille ting. — Nå, jeg må videre. Skal endnu forbi apoteket, — Natasha rejste sig, kyssede Lene på kinden og for ud ad døren. Om aftenen kunne Lene ikke lade være. Hun fandt Ksenias nummer og ringede. — Ksenia, hej, det er Lene. Du så Natasha i dag, ikke? Hvilke lån snakkede du om? I den anden ende trak Ksenia vejret tungt. — Åh, Lene… Jeg troede faktisk, du vidste det. Du er jo tættest på dem. To år siden løb Arinka til mig. Græd, røde øjne. Blev anklaget for tyveri på jobbet, sagde hun. Hvis ikke jeg hjalp med 30.000 kroner, så ville hun ryge i fængsel. Tryglede mig for ikke at fortælle hendes mor, græd. Jeg, idiot, lånte hende pengene. Hun lovede at betale tilbage efter en måned. Blev væk… Lene greb hårdt om telefonen. — 30.000? — gentog hun. — Præcis 30.000? — Ja. Hun sagde det var lige det, hun manglede. Hun gav mig 500 kroner tilbage efter et halvt år, og forsvandt. Senere fandt jeg ud af, via Vera fra opgangen, at Arina havde brugt samme historie hos hende. Og Vera havde lånt hende 40.000 kroner. Desuden hjalp deres gamle lærer, Galina Petersen, også “Arinka” uden at vide sandheden. Hun gav hele 50.000. — Vent lige… — Lene satte sig ned i sofaen. — Mener du, at hun brugte samme historie hos jer alle? — Sådan ser det ud, — Ksenia lød hård. — Hun har hevet “skat” fra alle morens veninder. Hver især 30-40 tusind. Hun fandt på en historie om tyveri og trykkede på vores medlidenhed. Vi elsker jo Natasha og sagde ikke et ord, ville ikke gøre hende ked af det. Og Arinka — ja, pengene fløj. En måned efter kom der feriebilleder fra Tyrkiet på hendes sociale medier. — Jeg har også givet hende 30.000, — hviskede Lene. — Tænk sig, — sagde Ksenia. — Vi er fem-seks stykker. Det er forretning, Lene. Det er ikke bare “en ungdomsfejl”. Det er bondefangeri. Og Natasha aner intet. Hun går og roser sin søde datter — som i virkeligheden er en svindler! Lene lagde røret. Hun savnede ikke pengene — dem havde hun længst afskrevet. Hun var syg ved tanken om, hvor kynisk en 20-årig pige havde listet voksne kvinder for penge, fordi de stolede på hende. *** Dagen efter gik Lene hjem til Natasha. Hun havde ikke tænkt sig at stille nogen scene. Bare kigge Arina i øjnene. Arina var netop kommet hjem fra hospitalet og boede i morens lejlighed, mens der var håndværkere i egen lejlighed. — Hej, moster Lene! — Arina lavede et anstrengt smil, da hun så venindens mor i døren. — Kom ind! Vil du have en kop te? — Åh, Lenemor, sæt dig ned. Du kunne bare have ringet! Lene satte sig direkte overfor Arina ved bordet. — Arina, — sagde hun roligt. — Jeg mødte Ksenia. Og Vera. Og Galina Petersen. Vi holdt nærmest et “klubmøde for ofre” i aftes. Arina frøs, blev bleg og skævede hurtigt til sin mor, der stod med ryggen til. — Hvad taler du om, Lene? — spurgte Natasha og vendte sig om. — Tja, Arina ved det udmærket, — Lene så hende direkte i øjnene. — Kan du huske den uheldige sag, Arina? For to år siden? Du bad mig om 30.000. Og Ksenia 30.000. Vera 40.000. Galina Petersen 50.000. Vi “reddede” dig alle fra fængsel. Vi troede alle, vi kendte din store hemmelighed. Kedlen i Natashas hånd rystede, kogende vand skvulpede ud på komfuret og begyndte at hvæse. — Hvilke femti tusinde? — Natasha satte langsomt kedlen ned. — Arina? Hvad taler hun om? Har du lånt penge af mine veninder? Af Galina Petersen endda?! — Mor… det er ikke som du tror… — Arina begyndte at stamme. — Jeg… jeg har betalt dem… næsten… — Nej, Arina. Det har du ikke, — sagde Lene skarpt. — Du gav mig to tusind til pynt, og så forsvandt du. Du har samlet over 200.000 kroner på en opdigtet historie. Vi tav, fordi vi havde ondt af din mor. Men i går gik det op for mig, at vi skulle have ondt af os selv. — Arina, kig på mig. Du lokkede penge ud af mine veninder? Du opfandt en historie om tyveri for at flå dem, jeg har inviteret herhjem? — Mor, jeg havde desperat brug for penge til at flytte! — råbte Arina. — I gav mig jo aldrig noget! Far gad ikke hjælpe med så meget som en krone, og jeg skulle begynde mit eget liv! Hvad så? Det er jo ikke deres sidste penge, jeg har taget! Lene fik kvalme. Sådan er det altså… — Okay. Natasha, undskyld, jeg læsser alt det her på dig nu, men jeg kan ikke dække over det længere. Jeg vil ikke være med til sådan en opførsel. Hun tager os for idioter! Natasha stod og lænede sig over bordet. Hendes skuldre rystede. — Ud, — sagde hun fuldstændig roligt. Arina trak endda på skuldrene — hun regnede med, det var moderens veninde, der skulle gå. — Ud af min lejlighed! — Natasha vendte sig mod datteren. — Pak dine ting, og skrid hjem til din mand. Jeg vil ikke se dig her! Arina blev bleg: — Mor, jeg har et barn! Jeg må ikke blive stresset! — Du har ikke længere nogen mor, Arina. Din mor var den pige, jeg troede var ærlig. Du er en tyv. Galina Petersen… Gud, hun ringede til mig hver dag, spurgte til dig, og sagde aldrig et ord… Hvordan skal jeg nogensinde kunne se hende i øjnene? Hvordan?! Arina greb sin taske, kastede et håndklæde på gulvet. — Tag jer bare med jeres skide penge! — råbte hun. — Gamle kællinger! Gå ad pommeren til begge to! Arina skyndte sig ind i værelset, tog liften med sit barn, og forsvandt ud af lejligheden. Natasha sank ned på en stol og begravede ansigtet i hænderne. Lene følte skam. — Undskyld, Natasha… — Nej, Lene… Det er mig, der skal sige undskyld. Fordi jeg opdragede sådan en… skælm. Jeg troede virkelig, hun havde klaret den selv, og så… Gud, hvor pinligt… Lene lagde en hånd på venindens skulder, mens Natasha brød sammen. *** En uge senere tog Arinas mand, bleg og slidt, rundt til “kreditorerne” og undskyldte uden at se nogen i øjnene. Han lovede, at alle ville få deres penge igen. Og ganske rigtigt begyndte der at komme overførsler — de 50.000 til Galina Petersen blev endda betalt af Natasha selv. Lene føler ikke, hun er skyld i noget. En bedrager fortjener trods alt straf. Ikke sandt?