Ud af køkkenet
– Vera, du har sat gryden forkert igen, – sagde Grith, den unge kok med det evige fugtige håndtryk, pegede op mod hylden over vasken. – Her skal de rene stå. De beskidte skal derhen.
– Grith, jeg har arbejdet her i tre måneder. Jeg ved altså godt, hvor det rene og beskidte skal.
– Det er fint. Så flyt den lige, ikke?
Vera rettede gryden uden et ord. Ordet var for hendes energi for længst forsvundet ligesom den gamle tilværelse med den redaktørstol og den grønne lampe, hun var så glad for. Nu stod hun her hendes atelier, hun havde måttet aflevere til fremmede for at betale for morens pleje, medicin, og hjemmehjælp.
Aftenen i Restaurant Empire på Østerbro gik, som den plejede. Inde fra salen lød latter, stemmer, klirrende glas og duften af dyr bøf med rødvinssauce. Vera stod ved den store stålvask og vaskede fade og tallerkner, de kom i stakke, varme med madrester på mad, hun ikke havde råd til at spise. Hænderne var røde af det varme vand, forklædet tungt og koldt mod maven.
Hun tænkte på sin skitsebog. Den lå i hendes skab i omklædningsrummet, en lille notesbog med spiraler og omslag i farven som tørt græs. Vera havde købt den i februar for sine sidste penge, lige efter hun fik forskud fordi hun ikke kunne klare sig uden. Hvis ikke hun havde den, var hun nok blevet vanvittig, helt væk fra sig selv. Opvasker, 57 år? Nej. Eller jo på papiret, men kun udenpå, for inden i var der noget andet.
Om natten, i det lille lejede værelse på Sortedams Dossering, hvor radiatoren larmede hemmeligt, og overboerne ofte talte alt for højt, satte Vera sig ved sit bord, tændte en gammel lampe og tegnede. Bare for sig selv. Hænderne, ømme efter dagens varme vand, blev pludselig rolige og præcise igen. Hun tegnede byens gader, forbipasserende, den gamle dame med hunden, hun så om morgenen, en gren udenfor vinduet dækket af rim, den trætte men venlige kassedame fra supermarkedet. Linjerne flød let, næsten af sig selv, som om hånden huskede alt, selv om hovedet havde glemt troen på det meste.
Hun havde arbejdet som illustrator næsten tyve år, først for et lille blad, senere i forlaget Meridian børnebøger, som hun elskede at illustrere. Helt særligt var det, når hendes trætte ræve og kaniner fik noget menneskeligt deres egne små bekymringer og glæder. Når forfattereksemplaret kom, kunne hun sidde og bladre: Se, det billede har jeg tegnet.
Så ramte finanskrisen. Først blev oplagene mindre, så røg afdelingen, så kom den: “Vera, vi sætter virkelig pris på dig, men…” Efter det “men” var der aldrig noget godt. Hun var 44, da hun første gang stod uden job og sikker indtægt det føltes, som om jorden forsvandt under fødderne.
Ægteskabet med Anton var allerede på vej ned ad bakke. Han var sådan set sød nok, bare ikke, når det virkelig gjaldt. Når der var penge, var han rar og gavmild. Men da det strammede til, blev han irritabel og bebrejdende og arbejdede længere. Vera holdt fast til det sidste, men på ét tidspunkt kunne hun ikke lyve for sig selv mere. De gik stille hver til sit for trætte til at skændes.
Og så blev mor syg.
Slagtilfælde venstre side. Ind og ud af hospital, plejehjem og hjem. Vera pendlede tværs gennem byen, betalte for hjemmehjælpere, medicin, behandlinger. Freelanceopgaver gav lidt, men ikke nok. Atelieret blev en luksus, hun ikke længere havde råd til. Hun måtte tage, hvad hun kunne få noget fast lønnet og med vagtplan. Det blev til opvasken.
Mor døde i oktober stille, i søvne. Som om hun bare var blevet træt og ikke gad mere. Vera stod tilbage alene, med gæld, et lejet værelse og tallerkenerne fra restauranten fem dage om ugen.
Sådan havnede hun her.
– Vera, der er et bjerg af opvask igen, – råbte Grith ovre fra køkkenet.
– Jeg henter det.
Hun greb bakken og gik over.
Gæsterne i Empire var som altid. Damer i kjoler, herrer i jakkesæt, unge, smarte folk med højrøstet latter, forretningspar, der hellere kiggede i deres telefoner end på hinanden. Vera så det hele på den anden side af væggen, gemt bag køkkendøren men hun hørte det. Stemmer, latter, klirrende glas. Også de sure kommentarer, når noget gik galt.
Én gæst kom næsten hver uge. Vera kendte ham mest, fordi Stine, en af tjenerne, engang sagde ude i omklædningen:
– Ham ved bord seks sidder altid alene. Bestiller det samme hver gang, spiser langsomt, kigger aldrig i mobilen. Stirrer bare ud ad vinduet. Mærkelig type.
– Måske er han bare ensom, – svarede Vera.
– Tja, jeg er også ensom, men jeg sidder altså med veninder og får kaffe i det mindste.
Vera diskuterede ikke. Ensomhed var ikke ens. Nogle gange mangler man bare selskab. Andre gange sidder man i en fyldt sal og er alligevel alene, fordi den ene person, der virkelig så, man var, ikke er der mere.
Ham ved bord seks, han kom onsdag og fredag, bestilte lam eller bøf, et glas rødvin, indimellem suppe. Tjener godt, men anonymt, som om han ikke ville gøre væsen af sig. Hans navn var Alexander Grønborg det fandt Vera ud af senere. Men på det tidspunkt vaskede hun blot hans tallerkener og tænkte på sin skitsebog.
Den fredag gik alting som sædvanligt. Vera stod ved vasken, vandet var brandvarmt, dampen sved i øjnene. Grith snakkede lavt i telefon i hjørnet. Opvaskemaskinen kørte non stop, inde fra salen summede gæsterne.
Så ændrede lydene sig.
Først var det ikke tydeligt men pludselig var der noget andet blandet ind. Vera mærkede, noget var galt, uden helt at forstå det. En, der nærmest skreg kort, panikslagen. Stemmer blev højere, urolige. Så blev der virkelig råbt igennem.
Hun tørrede hænderne i sit forklæde og gik ud.
Døren til salen stod på klem. Vera skubbede den op.
Ved bord seks sad en mand, bredskuldret, i mørkt jakkesæt og var tydeligt ikke okay. Han var ikke faldet sammen, men ansigtet forandret sig han kæmpede for vejret, tog sig til halsen, og Vera genkendte straks bevægelsen. Det samme var engang sket for sin mors sidemand på hospitalet.
To tjenere stod rådvilde ved siden af, administrative Sofie med hånden for munden sagde: “Ring nu for hjælp!” Nogle gæster havde rejst sig.
Vera gik bare derhen. Ikke fordi hun tænkte, mere på automatik. Stillede sig bag manden, lagde armene om ham, fandt stedet lige over navlen, knyttede hånden, lagde den anden over og trykkede indad hårdt. Så igen. Og igen. Han var stor, tung, hun måtte nærmest hænge på ham, men så hostede han, noget faldt ud, og pludselig kunne han trække vejret, først hæst, så mere frit.
Vera slap ham og trådte et skridt tilbage.
Der var tre sekunders stilhed så brød mumlen løs. Sofie fløj over til manden med et glas vand, én begyndte at klappe, så flere.
Vera stod i midten i sit våde forklæde, ikke helt sikker på, hvad hun nu burde.
– Er du… læge? – spurgte Sofie.
– Nej. Jeg vasker op.
Så vendte hun om, gik tilbage til køkkenet.
Hænderne rystede, mens hun vaskede dem. Grith stirrede.
– Hvad skete der?
– En mand satte noget galt i halsen. Han har det fint nu.
– Har du lige reddet ham?
– Grith, kom nu vask nu videre. Der er masser af opvask.
Hun greb svampen og gik i gang igen. Opvasken havde ikke tænkt sig at vente.
Tyve minutter senere gik døren stille op. Det var helt usædvanligt gæsterne måtte virkelig ikke komme i køkkenet, det sagde Sofie klart nok. Men manden med det mørke jakkesæt kom ind, kiggede sig om og spurgte lavt:
– Undskyld, er det dig, der hjalp mig før?
Grith pegede tavst på Vera.
Han kom hen til hende. Vera skyllede en skål. Da hun vendte sig, stod han der høj, bredskuldret, lidt over de halvtreds, mørkt hår med lidt sølv i, et ansigt der sjældent smilede. Grå øjne, lidt indfaldne. Man kunne se, han havde haft det svært i nogen tid.
– Du er Vera? Det sagde de ude i restauranten.
– Jeg hedder Vera.
Han stod lidt, usikker på, hvad han skulle sige. Så sagde han med enkel ro:
– Jeg vil bare sige tak. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Tak.
– Det er ikke nødvendigt. Det gik jo godt.
– Nej jeg kunne være… – han tøvede. – Jeg mener, hvis ikke du var kommet ud…
– Enhver kunne være gået ud. Man skal bare vide, hvad man skal gøre.
– Men det var altså dig. Og du vidste det.
Vera satte skålen op på hylden, tog næste tallerken. Han blev stående.
– Er det din notesbog? – spurgte han pludselig.
Hun så, han kiggede på bordet ved siden af vasken, hvor hun et øjeblik før skulle til at tegne. Skitsebogen lå fremme i dag. Hun havde taget den ud, fordi hun gerne ville tegne lidt mellem opvaskene, men det var ikke blevet til noget.
– Ja, den er min.
– Må jeg kigge?
Hun trak på skuldrene. Han tog den op, slog op på første side. Der var den gamle dame med hunden fra hendes opgang. Vera havde tegnet hende flere nætter, tilføjet små detaljer rynker, tykke støvler, den måde hun holdt snoren på uden besvær.
Han bladrede videre.
Der var en gren med rim. En dreng på en gyngestativ, tegnet rent fra fantasien, men så levende. Et marked, hurtigt skitseret men fuld af liv. Mange hænder i forskellige stillinger siden kunstskolen havde Vera altid øvet sig på hænder.
Han bladrede længe, tavs.
– Du er kunstner, – sagde han så. Ikke som et spørgsmål, men et faktum.
– Var kunstner. Nu vasker jeg op.
– Hvorfor?
– Der er mange grunde.
Han nikkede, så tilbage på skitsen af markedspladsen, lukkede bogen, lagde den fra sig. Stod lidt. Vera ventede, at han ville sige “tak” endnu en gang og så gå. I stedet sagde han:
– Jeg hedder Alexander Grønborg. Jeg er arkitekt. Jeg har et forslag men først: Kan du virkelig ikke leve af det her tegne fuldtid?
Vera så på ham. Grith i den anden ende af køkkenet lod, som om han skrællede kartofler, men han lyttede.
– Det kommer an på, hvad du mener med professionelt.
– Arbejde. Få løn for at tegne.
– Lyt, Alexander. Du var lige ved at blive kvalt, måske burde du tage hjem og hvile i stedet.
– Det når jeg nok. Men vil du fortælle mig: Har du lyst til at arbejde rigtig arbejde med din uddannelse?
Noget i hans stemme gjorde det umuligt bare at sige nej på rutinen. Ikke påtrængende, ikke forretningsagtigt, bare ligefremt, uden omsvøb.
– Det kommer an på, hvad det er, – sagde hun.
Han nikkede let, fandt sit kort frem. Ikke noget med guld, bare hvidt med navn og nummer.
– Ring i morgen. Eller lad mig ringe, hvis du siger, hvor jeg får fat på dig. Jeg forklarer. Det er alvor. Det handler ikke om taknemmelighed. Jeg behøver simpelthen nogen med dit blik.
– Hvilket blik?
Han så på skitsebogen.
– Præcis dét.
Han bøjede let hovedet til farvel og gik. Grith så målløs ud.
– Hold da op, – sagde han.
– Gå nu ud og skræl nogle flere kartofler, – sagde Vera.
Hun lagde kortet i forklædet. Hænderne var igen våde af opvasken, og inde fra restauranten steg stemningen igen, som om intet var hændt.
Om natten kunne hun ikke sove. Hun lå på sin seng, stirrede op i loftet, lyttede til radiatoren. Tænkte på skitsebogen. På måden, han kiggede. Sådan rigtigt ikke for at rose, men som én, der rent faktisk ser det. Han roste ikke, så bare. Og i hans ansigt skete der noget, mens han så.
Næste morgen satte hun sig med hans kort, vendte det mellem fingrene. Så ringede hun op.
Han tog den straks, som om han havde ventet.
– Godmorgen, Vera.
– Hvor har du mit mellemnavn fra?
– Spurgte Sofie, administrativt i går. Kan du fortælle om dig selv? Så forklarer jeg projektet.
Hun fortalte kort. Forlag, illustration, krisen, morens sygdom, skilsmissen. Han lyttede, afbrød ikke. Så fortalte han.
Arkitektfirmaet havde han selv startet for tolv år siden, efter at være gået ud af et større kontor. De var et lille team, tog alt fra boligblokke til byrum. Sidste år havde de vundet konkurrence om at lave om på byparken nede ved søerne, et kæmpe projekt. Tegninger og plan var på plads, men på papiret var det hele dødt.
– Tegningerne er sterile, – sagde han. – Jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Alt er efter reglerne, men kigger man, ser man ikke liv ikke mennesker. Vi har brug for levende visualiseringer så dommerne kan se stedet for sig: her sidder ældre mænd med hund, der leger børn. Forstår du?
– Ja.
– Dine tegninger du kan noget med at gøre det levende.
Hun var et øjeblik stille. Så spurgte hun:
– Hvad er tidshorisonten?
– Fire uger. Så skal vi præsentere for kommunen. Sker det, går projektet videre en rigtig park, rigtige mennesker der færdes dér.
Noget trak i hende ved den sætning. Overraskende meget.
– Ja, – sagde hun. – Hvornår kan jeg se planerne?
– I dag, hvis du vil.
Alekanders tegnestue lå i en gammel ejendom midt i byen, tredje sal en trætrappe med hvidmalede rækværk førte op. Rum høje under loftet, plancher overalt, modeller, papir, svag duft af kaffe.
Holdet bestod af fire en ung fyr med store hovedtelefoner, der aldrig tog dem af. En kvinde omkring de fyrre, kort hår, Karen, lavede beregninger. Så ældre Bjarne, specialisten, der lavede modellernes små træer, og endelig lidt yngre Daniel med ansvar for computerdelen.
Alexander bredte parkplanerne ud på det store bord. Han forklarede, pegede: allé, springvand, legeområde, bænke, træer.
Vera forsøgte at se det hele for sig ikke bare linjer, men mennesker: Den ældre mand med hunden tidligt om morgenen. Moren med barnevogn i middagspausen. To venner, der sidder og ser ud på vandet fredag aften.
– Må jeg gå derned og kigge? – spurgte Vera.
– Til søerne? Selvfølgelig. Skal jeg gå med?
– Ja, tak.
De gik sammen et kvarters gåtur i let forårskulde. Vera havde skitsebogen med, Alexander gik med hænderne i lommen tempoet lidt langsomt, som folk der har for vane at kigge op.
Ved søerne var det stadig halvkoldt, ingen blade endnu, men vandet var tålmodigt, mørkt. På pladsen, hvor parken skulle ligge, var der kun to gamle bænke og nogle forpjuskede træer, bar jord.
Vera satte sig, kiggede sig omkring, åbnede bogen.
– Skal du tegne nu? – spurgte Alexander.
– Bare en hurtig skitse. Så jeg kan huske, hvordan her lugter.
Han kiggede på hende, lidt forundret:
– Lugter?
– Ja Sø, våd jord, rå blade. Det kan anes senere i blyanten.
Han sagde ikke noget. Vera tegnede hurtige linjer skitserede form, bevægelser, manden med cyklen, børnene der legede, de gamle og de unge.
Alexander stod ved vandet, ansigtet lukket som folk, der tænker på noget privat.
– Kunne din kone lide steder som det her? – spurgte Vera uden at se op, men så straks undskyldende. – Det er ikke min sag.
– Nej, hun elskede havet, ikke søer. Hun sagde altid, søer gør en lidt trist de er for stille. Hun døde for otte måneder siden. Kræft. Det gik hurtigt. Fire måneder.
– Jeg er ked af det.
– Tak.
Der blev ikke sagt mere om det. Vera tegnede. Alexander stod. Forårsvind drog koldt over vandet, med duft af vand mere end is.
Da de kom tilbage, var der kaffe. Alexander viste, hvordan opgaverne skulle laves omkring tyve ark, forskellige områder, mennesker, tider på dagen. Ikke polerede renderinger, men levende illustrationer, så kommunen kunne tro på stedet.
– Giv mig en uge til de første fem, så ser vi, om det er dét, I leder efter.
– Det er en aftale.
Hun gik hjem til værelset på Sortedams Dossering. Radiatoren knitrede. Tekoppen stod halvfuld. Vera lagde skitsebogen, tog blyanten og begyndte at tænke, hvor hun skulle starte.
Første skitse blev færdig samme nat: Morgensol på alléen, næsten tomt, kun en ældre mand med hund, langt væk en anden figur, spæde blade på træerne, en kvinde, der læser på en bænk og bare hører til i morgenen.
Dagen efter viste hun skitsen til Alexander. Han så længe på den. Sagde så:
– Ja. Det er præcist dét, vi har brug for.
Karen, den stramme ingeniør, kiggede også.
– Godt, – sagde hun bare.
Noget i Vera lettede lidt. Ikke glæde, men noget i den retning tilfredshed. At ramme plet.
De næste uger arbejdede hun dagligt. Gik til søerne i alt slags vejr, sad og iagttog, tegnede. Om aftenen lavede hun de rene ark. Alexander kiggede tit forbi “det træ skal lidt til venstre, ifølge planen”, sagde han. Andre gange bare så han stille.
De begyndte at tale sammen om andet end arbejde. Nogle dage gik de ved søerne, når han havde tid. Alexander fortalte om at forestille sig et sted, så man allerede i tegningen kunne indfange, at folk ville have lyst til at opholde sig der. Han talte som en, der elskede det han gjorde, ikke kun pligten.
– Ved du, hvordan man kan se om et byrum er godt? – spurgte han en dag.
– Nej, hvordan?
– Når folk sætter sig der, de helst vil. Ikke fordi der ikke er alternativer, men fordi dette sted føles bedst. I skyggen af et træ fx.
– Hvornår fandt du ud af det?
– På tredje semester. En underviser sagde engang: Arkitektur handler ikke om bygninger, men hvordan folk har det ved siden af dem. Jeg har aldrig glemt hans stemme.”
Samme slags samtaler førtes om hendes barndomsfigurer fra børnebøger, hendes yndlingsræv, der kom igen mange år senere. Alexander lyttede, smilede indforstået.
– Jeg har også sådan et projekt et lille bondehus, jeg tegnede for en bekendt for femten år siden. Det er ret almindeligt, men det sidder fast. De små rammer nogle gange hårdere end de store.
Efter én tur i regnvejr gik de på café, fik te. Alexander kiggede ud og sagde:
– Du lyder ikke som én, der trives med at vaske op.
– Nej, det er ikke mit drømmejob.
– Hvorfor så? Kunne du ikke søge illustratørjob?
– Måske. Men trygheden? Ustabilt med bestillinger. Og jeg havde gæld.
– Er du gældfri nu?
– Næsten.
Han nikkede.
– Du har da sagt op i Empire, ikke?
– Jeg har uofficielt fri indtil parkprojektet er færdigt.
Arbejdslivet faldt i hak. Skitserne voksede unge par på bænkene, ældre damer der fodrede duer, cyklister, hundeførere i weekenden, mødre under blomstrende grene.
Alexander foreslog små justeringer, nogle gange hele stemning: “Flyt hende lidt tættere på springvandet, lav den scene i aftensolen. Vi får nemlig specielle lamper vil du se, hvordan de skal se ud?”
De diskuterede højlydt, fx:
– Den allé på din tegning burde buer lidt ellers bliver det hele for ens, – sagde Vera.
– Kan ikke. Teknikken under jorden måske, hvis vi kan lave træerne i bløde linjer.
Det blev diskuteret, Karen godkendte. De buede træerne, og illustrationerne føltes pludselig levende.
Kontoret tog hende ind i varmen efter nordisk stil ikke med ord, men handling. Daniel, den unge fyr, spurgte, hvorfor hun altid tegnede i hånden. “Man tænker bedre gennem papir,” svarede hun. Han nikkede og gik videre.
Bjarne stillede en kop te på hendes bord en dag ordløst. Det betød meget.
Men noget var svært. Tre ark legepladsen ville bare ikke lykkes. Hun forsøgte tre gange, intet fungerede. Så gik hun på den lokale legeplads og satte sig. Hun iagttog børnene: et alvorligt barn byggede i sandet som var det en sag for EU, en hang med hovedet nedad i gyngen, mødre snakkede over kaffen, men havde alligevel øjne på børnene.
Hun tegnede dem. Gav det to dage. Så var arkene færdige.
Da Alexander så dem, kiggede han længe.
– De børn er ægte?
– Fra legepladsen overfor mit værelse.
– Det kan ses.
Sidste uge nærmede sig. Alt var næsten klart, kontoret lavede præsentation, Alexander arbejdede nærmest non-stop. Mange aftener så Vera lyset fra vinduet, selv sent.
En aften blev hun selv sent kun de to tilbage. Alexander sad ved bordet, hun gjorde det sidste færdigt. Stille, kun lyden af papir og blyant og hans lille host, når han tænkte.
– Så din kone starten på dette projekt? – spurgte Vera ud af det blå.
– Kun starten. Hun blev syg lige efter vi vandt opgaven. Hun var glad. Sagde hun ville gå ture i parken. Men hun nåede det aldrig.”
– Derfor så du trist ud, maden smagte ingenting i Empire?
Han så på hende.
– Hvordan kunne du se det?
– Tjeneren Stine fortalte det. Hun havde ondt af dig.
Han nikkede.
– Jeg troede ikke, folk lagde mærke til det.
– Ensomhed er det mest synlige der findes. Alle kan se det.
Han sagde ikke mere.
– Er du selv ensom?
– Var. Nu ved jeg ikke. Nu har jeg arbejde, jeg elsker. Det er meget værd.
– Ja, – sagde han. – Det er det.
De stod ude på gaden sammen den aften. Forårskølighed. Vera lukkede frakken.
– Går du hjem? – spurgte Alexander.
– Jeg skal tage bussen hele vejen til Sortedam.
– Jeg går med dig til stoppestedet.
Halvvejs sagde han:
– Vera.
– Bare Vera.
– Efter præsentationen uanset hvordan det går så vil jeg tilbyde dig fast arbejde. Ikke bare dette projekt. Vi har nye opgaver på vej. Vi har brug for én, der kan se de usynlige ting folkelivet mellem bygningerne. Det er et reelt jobtilbud.
Hun stoppede op.
– Er det af taknemmelighed?
– Hvis det var for takken, havde jeg købt blomster. Det her er professionelt.
Hun lo varmt, stille.
– Jeg tænker over det.
– Men ikke for længe.
Bussen kom. Hun steg på. Han blev stående, så hun så ham gennem bagruden.
Præsentationsdag, torsdag. Spændt stemning i kontoret fra morgenstunden. Karen tjekkede beregninger. Daniel polerede billederne. Bjarne havde færdiggjort sin model. Alexander gik rundt, tavs med kaffe.
Vera sad ved bordet tyve ark, én for én. Morgenlysets allé, springvandet, legepladsen, aftengry med lamperne, drengen på bænken, de forelskede par, duerne hele byen på ét papir.
– Nervøs? – hviskede Alexander.
– Lidt.
– Bare rolig. De er gode.
– Tegningerne eller dommerne?
– Tegningerne.
Hun smilede bag små rynker.
Kommunens folk sad i et stor mødelokale i Rådhuset lange borde, vinduer til gaden. Otte mennesker. Mænd med grå kavajer, strenge miner. Alexander startede med planerne, Karen supplerede omkring teknik. Så blev skærmen tændt med Daniels presentation.
Endelig sagde Alexander:
– Vi har også levende illustrationer sådan ser vi parken for os.
Han lagde Veras ark ud, ét efter ét.
Tavshed.
En ældre herre med buskede bryn tog et ark med morgengåtur og så længe på det.
– Er det fotos? Nej det er tegnet?
– Håndtegnet på stedet.
– Det er levende, – sagde han lavt, nærmest til sig selv. Vera hørte hvert ord.
Så fulgte flere tekniske spørgsmål om økonomi, logistik, sikkerhed. Alexander svarede roligt, Karen bakkede op. Vera sagde ingenting, hendes del var gjort. Til sidst spurgte én, en kvinde med perlekæde, om hun måtte beholde en af tegningerne af den gamle dame med duerne. Vera smilede skævt.
Resultatet kom samme dag: Projektet blev godkendt. Der var bemærkninger til tidsplan, men dem tog Alexander herrelet.
Karen rakte hånden til Alexander, dernæst Vera. Daniel sagde stille Fedt! Bjarne sendte sms: I er gode.
Alexander og Vera blev de sidste i gangen. De kiggede ud på byen, alting grønt, lyset, folk uden forårsjakker.
– Så, – sagde han.
– Ja, – svarede hun.
– Skal vi gå ned til søerne?
– Nu med det samme?
– Lige nu.
De gik. Byen var sprælsk, der duftede af løv og asfalt og foråret. Alexander og Vera side om side, Vera med skitsebogen som en del af sig.
Ved søerne var der sol, vind og blændende vand. Folk på bænke, hundeluftere stedet var stadig det samme, men noget var alligevel ændret, måske bare i Vera nu føltes det velkendt, som sit eget motiv.
De stod helt nede ved kanten. Vera lukkede jakken op.
– Det bliver en god park, – sagde hun.
– Det gør det, – sagde Alexander.
De stod tyste. En ung mor med barnevogn gik forbi.
– Vera, – sagde han.
– Ja?
Han så på vandet, ikke på hende.
– Jeg har levet længe med for meget larm og aktivitet omkring mig, men alligevel været tom. Forstår du?
– Jeg forstår.
– De her uger pludselig glæder jeg mig til at komme på arbejde igen. Ikke for arbejdet alene, bare for at være.
Vera så ud over søen. Vandet flød stille, ligeglad med folks små problemer.
– Du sagde, din kone ikke kunne lide søer. For stilfærdige, sagde hun?
– Ja.
– Men jeg elsker stille vand. Siden jeg var barn.
Han vendte sig mod hende et blik, fuldkommen åbent.
– Jeg er glad for, du gik ud af køkkenet den dag.
– Jeg er også glad. Selvom jeg kun tænkte på, du ikke skulle dø.
– Jeg ved det. Det var præcis derfor.
Det tog hende et øjeblik at forstå, at han ikke kun mente dén dag men meget mere.
– Alexander, – sagde hun forsigtigt.
– Ja?
– Jeg er ikke god til de her ting.
– Det er jeg heller ikke.
– Så er vi da lige.
Han lo. Rigtigt lo. For første gang på alle de uger.
Hans latter var dæmpet, men varm. Forbløffende rar.
– Vera, – sagde han, da han var færdig med at le.
– Ja?
– Må jeg invitere dig ud at spise? Ikke på Empire. Et helt almindeligt sted.
– Du ved, Empire har god mad.
– Jo, men det er også akavet at se på Sofie efter dét der skete.
Hun forestillede sig Sofies forbløffede ansigt og sagde:
– Du har ret.
– Så du siger ja?
Vera åbnede sin skitsebog, fandt en blank side, så længe på vandet og træerne, begyndte at tegne.
– Ja, – sagde hun uden at se op.
Han sagde ikke mere. Stille stille stod han ved siden af hende.
